Mødedato: 24.03.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om at indføre Københavnerforslag

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde en indstilling til politisk behandling, der præsenterer en model for Københavnerforslag inspireret af Folketingets borgerforslag. Indstillingen skal forelægges Borgerrepræsentationen inden Budget 2023.

(Stillet af Nye Borgerlige)

Motivering

I Nye Borgerlige mener vi, at københavnerne skal have bedre muligheder for at påvirke udviklingen i byen. Derfor foreslår vi at indføre ”Københavnerforslag”, hvor man som københavner kan stille forslag, der skal tages op i Borgerrepræsentationen, hvis nok københavnere skriver under. Det vil give borgerne en stærkere og mere direkte stemme på Rådhuset. 

I seneste samling støttede Gruppeformandskredsen en lignende ordning, jf. bilag 1. Desværre blev der ikke fundet finansiering til ordningen, og den blev derfor aldrig indført. Det er forslagsstillers håb, at der vil være større opbakning til en forbedring af det borgernære demokrati i den nuværende Borgerrepræsentation.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. marts 2022

Et forslag fra Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF og Venstre om at udvalgshenvise forslaget til Gruppeformandskredsen blev vedtaget uden afstemning.

 

SF fremsatte følgende protokolbemærkning:

”SF ønsker at fremme det deltagende og dialogbaserede demokrati. Vi udvalgshenviser fordi der er brug for en samlet vurdering af de forskellige initiativer i forhold til København Kommune f.eks. borgerting, borgersamling, københavnerdialog, folkeafstemninger og borgerforslag. Vi har netop i overførselssagen besluttet igangsættelse af borgerinddragelsesinitiativer, som også skal med i vurderingen.”

Til top