Mødedato: 24.01.2008, kl. 17:30

Forbindelser over havnen

Forbindelser over havnen

Borgerrepræsentationen

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra Ordinært møde torsdag den 24. januar 2008

 

Nr. 7             BR 14/08. Forbindelser over havnen

Der skal træffes beslutning om hvilken forbindelse, der ønskes over havnen mellem Indre By og Holmen.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Indstilling om,

 

1.                  at forvaltningerne bemyndiges til at modtage "APM-Fondens" tilbud om broforbindelser i havnen med tilhørende anlæg,

2.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges at udarbejde en vurdering af sejlbådes behov for, at broerne kan lukkes op, herunder et skøn for det fremtidige behov og forslag til åbningstider, tekniske løsninger m.m. Det skal ske i dialog med interessenterne. Der ønskes ligeledes en vurdering af evt. afledte driftsudgifter som grundlag for at fastlægge en takstpolitik. I henhold til beslutningen i sagen TMU 186/2007, "Medlemsforslag om bropolitik i Københavns Havn", ønskes et samlet forslag til bropolitik forelagt til politisk behandling inden udgangen af oktober 2008, samt

3.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Kulturministeriet snarest muligt finder en løsning på den fremtidige udformning af Kvæsthusmolen, som molens unikke beliggenhed lægger op til. I den forbindelse skal finansieringen heraf sikres, og de lokalplanmæssige problematikker omkring Kvæsthusmolen skal afklares, således at området i fremtiden kan bruges til rekreative formål til glæde for københavnerne. Der ønskes således ikke etablering af P-pladser - hverken over eller under jorden - på Kvæsthusmolen.

 

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. januar 2008

Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag:

"Det foreslås, at 3. at's 2. og 3. punktum erstattes af følgende:

København Kommune står i den forbindelse ved allerede indgåede aftaler mellem kommunen og regeringen."

 

 

Der ønskedes endvidere delt afstemning om indstillingens at-punkter.

 

 

Det af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti stillede ændringsforslag blev forkastet med 38 stemmer imod 10. 2 undlod.

 

For stemte: C, O og V.

Imod stemte: A, B, F, Winnie Larsen-Jensen (løsgænger) og Ø.

Følgende undlod at stemme: Winnie Berndtson (løsgænger) og Finn Rudaizky (løsgænger).

 

 

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med 46 stemmer imod 4.

 

For stemte: A, 6 medlemmer af B (Klaus Bondam, Manu Sareen, Margrethe Wivel, Bo Normander, Tina Bostrup og Kasper Johansen), C, F, O, V og Ø.

Imod stemte: 1 medlem af B (Monica Thon), Winnie Larsen-Jensen (løsgænger), Winnie Berndtson (løsgænger) og Finn Rudaizky (løsgænger).

 

 

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt med 49 stemmer imod 0.

For stemte: A, B, C, F, O, Winnie Larsen-Jensen (løsgænger), V, Winnie Berndtson (løsgænger), Finn Rudaizky (løsgænger) og Ø.

 

 

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt med 39 stemmer imod 11.

 

For stemte: A, 6 medlemmer af B (Klaus Bondam, Manu Sareen, Margrethe Wivel, Bo Normander, Tina Bostrup og Kasper Johansen), F, Winnie Larsen-Jensen (løsgænger), V, Winnie Berndtson (løsgænger), Finn Rudaizky (løsgænger) og Ø.

Imod stemte: 1 medlem af B (Monica Thon), C, O og V.

 

 

Dansk Folkeparti ønskede at videreføre deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

"Dansk Folkeparti er af den opfattelse, at Københavns Kommunes aftaler skal være til at stole på, og Dansk Folkeparti ønsker at vedstå os aftalen om et p-anlæg."

 

Problemstilling

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen har i dialog med A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal ("APM-Fonden") og Realdania indhentet supplerende oplysninger om de to gavetilbud, jf. BR 448/07. Endvidere har der været møde med firmaet Geisler og Nørgaard, der har fremsendt et forslag til en pendulfærge. I bilag 1 er vist ovennævnte 3 alternative forbindelser over havnen.

 

"APM-Fondens" tilbud

Af "APM-Fondens" besvarelse af de supplerende spørgsmål, jf. bilag 2, fremgår gavetilbudets præcise omfang (afsnittet "Omfanget af det tilbudte projekt"). Endvidere oplyser fonden, at gaven som udgangspunkt ikke skal påføre kommunen omkostninger til supplerende anlægsarbejder (cykelforbindelse til Kgs. Nytorv, trafikløsning på Christiansholm), samt at fonden er indforstået med, at broernes endelige udformning kan tilvejebringes i en åben konkurrence. Se i øvrigt bilag 4 - 6.

 

"APM-Fonden" har efterfølgende tilbudt en alternativ linieføring af broen over havnen fra Nyhavn, så brofæstet på Christianshavnssiden etableres på Grønlandske Handels Plads i stedet for på Christiansholm, jf. bilag 8.

 

Realdanias tilbud

Af Realdanias besvarelse af de supplerende spørgsmål, jf. bilag 3, fremgår gavetilbudets præcise omfang (afsnittet "Omfanget af det tilbudte projekt"). Endvidere oplyser fonden at gaven, som det tidligere er oplyst, er en helhed (bro, P-anlæg med aktivitetshus, pladsdannelse på Kvæsthusmolen og bådcenter). Takker Københavns Kommune nej til broen, bortfalder hele tilbudet. Realdania har endvidere oplyst, at der ikke planlægges gennemført yderligere konkurrence om udformningen. (Opgaven gives til Skuespilhusets arkitekt.). Se i øvrigt bilag 4-6.

 

Kvæsthusmolen

Kvæsthusmolen, der i dag er ryddet for færgeterminalbygningerne, vurderes at have et stort byrumspotentiale med den unikke placering ved vandet, Skuespilhuset og Frederiksstaden. Ved fravalg af Realdanias tilbud udestår der etablering af en pladsoverflade på molen. Forvaltningerne vurderer, at en pladsoverflade i samme kvalitet som foreslået af Realdania vil koste i størrelsesordenen 40 - 60 mio. kr. Molen ejes af Kulturministeriet, og er i lokalplanen for Skuespilhuset udlagt som offentligt tilgængeligt opholdsareal.

 

Kommunen bidrager, jf. aftalen med staten om Operaen og Skuespilhuset fra 2001, med op til 20 mio. kr. (2002 priser) til finansiering af adgangsarealer til Skuespilhuset. De midler planlægges anvendt til omlægning af Skt. Annæ Plads fra Toldbodgade til Skuespilhuset. Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at modtage "APM-Fondens" tilbud, foreslås det, at forvaltningerne i samarbejde med grundejeren igangsætter et arbejde med henblik på, at der etableres en pladsoverflade på molen af høj kvalitet.

 

Pendulfærgeløsningen

Vedr. kommunens projektoplæg om en permanent pendulfærge fra Kvæsthusbroen til den sydlige Dokø, har grundejerne (Kulturministeriet på Kvæsthusmolen og "APM. Fonden" på Dokøen) tilkendegivet, at de vil se velvilligt på en sådan løsning under forudsætning af, at anløbsbroerne får en acceptabel æstetisk udformning. Se i øvrigt bilag 4-6.

 

Løsning

"APM-Fondens" og Realdanias besvarelse af de af forvaltningerne stillede spørgsmål, jf. bilag 2 og 3, danner grundlag for nedenstående samlede vurdering af de tilbudte forbindelser over havnen. I nedenstående skema har forvaltningerne angivet plusser og minusser ved de tre løsninger. Der gives tre plusser eller minusser som maksimum.

 

 

APM

RD

Færge

Cykelforbindelse Indre By - Amager

+ + +

+ +

+

KK Økonomi

Neutral

÷

÷ ÷ ÷

Adgang Opera (fra Kgs. Nytorv)

++

+ + +

+ + +

Konkurrence / udbud

+ + +

÷

+ + +

Adgang for sejlere

÷

÷ ÷ ÷

Neutral

Udestående problemer

Ingen

Brofæste på Dokøen + øget parkering/trafik

Anløbsbroer

 

Vurderingen omhandler alene de tilbudte broforbindelser og kommunens eget færgealternativ fra november 2006. Vurderingen inddrager således ikke de øvrige elementer i Realdanias "pakke" og således heller ikke det særlige fokus på betjening af Operaen og Skuespilhuset - dog er adgangen til Operaen vurderet.

 

I nedenstående skema er de trafikale konsekvenser af de 3 løsninger oplistet:

 

 

APM

RD

Færge

Biltrafik

Neutral

850 ekstra bilture/døgn i Indre By

Neutral

Cykel

Ca. 8.000 cykelture/døgn

Ca. 6.000 cykelture/døgn

Ikke beregnet

 

Af kommunens Trafik- og Miljøplan (2004) fremgår det bl.a., at øget trafikal aktivitet i København primært skal ske ved øget brug af kollektiv trafik og cykel. Med de 850 ekstra bilture i Realdanias tilbud (som følge af P-anlægget), der svarer til en biltrafikvækst på 15 % på Skt. Annæ Plads (2004-tælling), tilgodeses ovennævnte mål for trafikudviklingen ikke. Med styrkede sti- og cykelforbindelser, den nuværende og planlagte metrostation i området (Kgs. Nytorv og Frederikskirken) samt nuværende busbetjening sikres god kollektiv trafikbetjening og gode cykelmuligheder.

 

Baggrunden for, at der er skønnet 2.000 flere cyklister på "APM-Fondens" bro sammenlignet med Realdanias bro, er den bedre beliggenhed i forhold til cykelforbindelserne på begge sider af havnen. Den planlagte etablering af cykelruten "Christianshavnsruten" (til Uplandsgade) forventes at øge cyklisternes brug af "APM - Fondens" bro yderligere, idet forbindelsen er særligt velbeliggende for den planlagte cykelforbindelse mellem Indre By og det østlige Amager.

 

Forvaltningen vurderer på baggrund af ovenstående og det i øvrigt i sagen frembragte materiale, jf. bilag 5 og 6, at den af "APM-Fonden" tilbudte forbindelse sikrer det bedste udgangspunkt for at forbedre cykel- og gangforbindelsen mellem Christianshavn/Holmen og Indre By.

 

Såfremt Borgerrepræsentationen beslutter at modtage "APM-Fondens" tilbud, vil forvaltningerne foreslå, at den nuværende midlertidige udvidelse af havnebustrafikken mellem Nyhavn og Operaen/Holmen (Pendulfærgen) fortsætter, jf. midlerne afsat hertil aftalen om Budget 2007.

 

Økonomi

I nedenstående skema er forslagenes økonomi søgt oplistet:

Økonomi

Realdania

"APM.Fonden"

Pendulfærge (KK)

Investering

Ca. 550 mio. kr. (oplyst af Realdania) + kompensation for provenutab ved nedlæggelse af 150 P-pladser

Ca. 100 mio. kr. (Oplyst af APMFonden) + mindre broer + cykelløsning + havneuddybning

Ca. 50 mio. kr.

KK's driftsomkostning/år af forbindelse

Ca. 6 mio. kr. (inkl. mistede passagerindtægter)

Ca. 6,5 mio. kr. (inkl. mistede passagerindtægter)

Ca. 4-6 mio. kr. (inkl. mistede passagerindtægter)

KK's Omkostning ved P-løsning, hvor antallet af P-pladser i Indre By ikke øges

Tabt provenu på op til 150 P-pladser i rød zone (som nedlægges af trafikale og byrumshensyn)

Tabt P-pladsprovenu i Nyhavn ved cykelløsning (ikke opgjort, da løsning ikke er udarbejdet)

Kan evt. medføre et mindre provenutab i rød zone (operagæster benytter i stedet P-kælder ved Nykredit)

Afledte KK anlægsomkostninger

Cykelstier i Skt. Annæ Plads op til Bredgade + omlægning af kryds

Ingen

Cykelstier i Skt. Annæ Plads op til Bredgade + omlægning af kryds

Drift af bro

Kommunen

Kommunen

Kommunen (udbydes)

 

Vedr. cykelforbindelsen på Christianshavns-/Amagersiden foreslår forvaltningerne, at der af de 75 mio. kr. til cyklisterne, der er reserveret i budgetaftale 2008, prioriteres midler til at etablere cykelruten "Christianshavnsruten" fra Christiansholm til Uplandsgade.

 

Videre proces

Såfremt BR beslutter at modtage "APM-Fondens" tilbud, vil forvaltningerne i samarbejde med fonden udarbejde en projektaftale om de nærmere vilkår, herunder at kommunen forudsætter, at der afholdes en konkurrence om den endelige udformning af broen. Forudsætningerne for brokonkurrencen vil forud for aftalens indgåelse blive fastlagt i samarbejde med søfartsmyndighederne og grundejerne.

Endvidere vil Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Skuespilhuset genoptage arbejdet med projektet for de permanente adgangsforhold til skuespilhuset (Sankt Annæ Plads fra Toldbodgade samt Kvæsthusgade). Arbejdet vil blive koordineret med den planlagte byrumsplan for Nyhavn. Til den planlagte åbning til februar 2008 vil der kun være etableret midlertidige adgangsarealer til Skuespilhuset.

Det vurderes, at en bro tidligst vil kunne være klar til ibrugtagning 36-42 måneder efter en Borgerrepræsentationen beslutning. Broprojektet skal VVM-screenes, og der forudsættes udarbejdet lokalplan.

Forvaltningerne vil på baggrund af resultatet af VVM-screeningen udarbejde en tids- og procesplan, hvoraf bl.a. processen med lokalplan og brokonkurrence vil fremgå. Tids- og procesplanen vil sammen med forslag til projektaftale med "APM-Fonden" blive forelagt udvalgene og Borgerrepræsentationen til godkendelse.

Centerplan, der forbereder en konkurrence om en mindre bygning i Havnegade, har tilkendegivet, at "APM-Fondens" broløsning ikke ændrer grundlaget for deres projekt, jf. bilag 7.

 

Bilag

- Oversigt over politisk behandling

 

1.      Trafikal betjening af Operaen og Holmen (bilag 2 fra den tidligere indstilling).

2.      APM. Fonden". Supplerende spørgsmål og svar.

3.      Realdania. Supplerende spørgsmål og svar.

4.      Supplerende oplysninger om de 2 tilbud samt pendulfærgeløsningen.

5.      Tidligere indstillinger med tilhørende bilag (kun tilgængelig på nettet)

6.      De fremsendte forslag fra, "APM-Fonden" ("Cykel- og gangbro over havnen"), Realdania ("Kvæsthusprojektet") og Geisler og Nørgaard ("Hanen og Hønen") – tilgængelig på nettet..

7.      Brev fra Centerplan.

8.      Brev fra "APM-Fonden"

 

 

Claus Juhl                                                                        Hjalte Aaberg

 

 

 

 

 

Til top