Medlemsforslag om tung trafik og forbedret sikkerhed i trafikken for cyklister og gående
Medlemsforslag om tung trafik og forbedret sikkerhed i trafikken for cyklister og gående
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 24. januar 2008
Nr. 23 BR 48/08. Medlemsforslag om tung trafik og forbedret sikkerhed i trafikken for cyklister og gående
Det foreslås, 1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen at udarbejde forslag til en samlet pakke med initiativer til forbedring af trafiksikkerheden for cyklister og gående som beskrevet i motiveringen. (Stillet af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten) |
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet
den 24. januar 2008 Et forslag fra Dansk Folkeparti om at
henvise medlemsforslaget til Teknik- og Miljøudvalget blev forkastet med 35
stemmer imod 12. For stemte: C, O, Winnie Larsen-Jensen
(løsgænger), V og Finn Rudaizky (løsgænger). Imod stemte: A, B, F og Ø. Medlemsforslaget blev herefter vedtaget med
45 stemmer imod 2. For stemte: A, B, F, O, Winnie
Larsen-Jensen (løsgænger), V, Finn Rudaizky (løsgænger) og Ø. Imod stemte: C. Det Konservative Folkeparti afgav følgende
protokolbemærkning: "Det Konservative Folkeparti finder
forslaget om trafik regulering i lyskryds meget positivt, men skal beklage,
at forslagsstillerne ikke er villige til at opdele forslaget i delforslag,
således at Det Konservative Folkeparti kan være med i dele af forslaget." |
MOTIVERING
København skal være en være en sikker by at færdes i for alle trafikanter – ikke mindst for cyklister og gående.
Forslagsstillerne ønsker øget fokus på trafiksikkerhed for cyklister og gående og opfordrer til, at der igangsættes kampagner nu, og at der samtidig udarbejdes plan for yderligere ombygning af lyskryds til fremme af sikkerheden i krydsene. Konkret betyder det, at disse lyskryds fysisk bør indrettes således, at biltrafikken ikke kan dreje til højre samtidig med, at cyklister og gående har grønt lys, og at cyklisterne er placeret længere fremme end bilerne i lyskrydsene.
Forslagsstillerne ønsker samtidig, at der udarbejdes beslutningsgrundlag for indførelsen af "tung trafikzone". Med målet om at gøre København til verdens bedste cykelby er det nødvendigt at reducere antallet af store lastbiler i byen.
Mere end 300 store lastbiler fra Nordhavnen kører hver dag gennem Indre By, primært ad Nørre Voldgade. Et forbud, der kan forhindre dette rutevalg, vil formentlig kunne halvere antallet af store lastbiler på Nørre Voldgade og reducere antallet af store lastbiler i Indre By med ca. 10 %.
Pakke med initiativer
Det foreslås derfor, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til en samlet pakke med initiativer til forbedring af trafiksikkerheden for cyklister og gående som indebærer,
· At der gennemføres kampagner vedrørende den tunge trafik med henblik på forbedring af sikkerheden for bløde trafikanter i foråret 2008.
Forslag til k ampagner forelægges Teknik- og Miljøudvalget til politisk beslutning inden udgangen af marts 2008.
· At der udarbejdes en plan for yderligere ombygning af farlige kryds.
Planen skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget til politisk beslutning inden sommerferien 2008.
· At der udarbejdes forslag til beslutning om at tung trafik (over 12 tons) til og fra Nordhavnen gennem Indre By hurtigst muligt forhindres. Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges at træffe foranstaltninger til implementering af beslutningen, samt følge udviklingen tæt med henblik på at sikre at foranstaltninger har de tilsigtede virkninger.
Planen skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget til politisk beslutning inden sommerferien 2008.
· at der udarbejdes forslag til beslutning om at indføre tung trafik zone i København. Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen pålægges at udarbejde et plangrundlag, der muliggør dette.
Planen skal forelægges Teknik- og Miljøudvalget til politisk beslutning inden sommerferien 2008.