Kapitaltilførsel til forskerparken Symbion A/S
Kapitaltilførsel til forskerparken Symbion A/S
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 23. oktober 2003
BR 479/03
Kapitaltilførsel til forskerparken Symbion A/S
Kapitaltilførsel til forskerparken Symbion A/S
Indstilling om, at Københavns Kommune yder forskerparken Symbion A/S et 10-årigt rente- og afdragsfrit lån på 20 mio. kr. med pant i Symbion A/S' ejendom, matr.nr. 1185 Emdrup m.fl., på de i indstillingen anførte betingelser. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (Salg af ejendomme m.v.) i 2003.
(Økonomiudvalget)
INDSTILLING
Økonomiforvaltningen foreslår, at Økonomiudvalget indstiller til Borgerrepræsentationen,
at Københavns Kommune yder forskerparken Symbion A/S et 10-årigt rente- og afdragsfrit lån på 20 mio. kr. med pant i Symbion A/S' ejendom, matr.nr. 1185 Emdrup m.fl., på de i indstillingen anførte betingelser. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (Salg af ejendomme m.v.) i 2003.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 7. oktober 2003
Der blev stemt om indstillingen.
For stemte 6 medlemmer: C, A, B og O.
Imod stemte 4 medlemmer: F og Ø.
1 medlem undlod at stemme: V.
Indstillingen blev således anbefalet.
Ø, F og V tog forbehold.
Økonomiudvalget besluttede, at udvalgets medlemmer kan stille spørgsmål om indstillingen til forvaltningen. Spørgsmål skal være Borgerrepræsentationens sekretariat i hænde senest fredag den 10. oktober 2003 kl. 12.00. Forvaltningens besvarelse vil foreligge mandag den 20. oktober 2003 forud for sagens behandling i Borgerrepræsentationens møde den 23. oktober 2003.
RESUME
Symbion A/S har som følge af de aktuelle konjunkturer problemer med udlejning af lokaler i selskabets ejendom, beliggende Fruebjergvej 3.
Som led i reduktionen af sine løbende omkostninger, ønsker Symbion A/S at omlægge lån med henblik på at reducere de årlige renteudgifter. Samtidig er der behov for at optage nye lån til delvis indfrielse af lån, som forfalder de nærmeste år.
Samlet vil der være tale om en låneoptagelse på 100-130 mio. kr., svarende til en væsentlig del af selskabets balance. Som følge af den betydelige låneoptagelse har Symbion A/S' bankforbindelse krævet, at kommunens tilbagekøbsret til selskabets ejendom frikøbes.
På denne baggrund har Symbion A/S henvendt sig til kommunen med henblik på at opnå en aftale om frikøb af tilbagekøbsretten. Forvaltningen har meddelt, at dette i henhold til de af Borgerrepræsentationen vedtagne faste retningslinier for frikøb p.t. kan ske mod betaling af ca. 31,5 mio. kr.
Symbion A/S er ud fra sin aktuelle økonomiske situation ikke i stand til at finansiere frikøbsbeløbet og har på denne baggrund anmodet kommunen om deltagelse i Symbion A/S for at sikre selskabets fortsatte eksistens. Symbion A/S er en forskerpark i København, som hjælper nystartede virksomheder, der arbejder med innovative, højteknologiske og forskningsbaserede ideer indenfor IT, tele, biotek, pharma og medico. Selskabet stiller lejemål, vidensdeling og faciliteter til rådighed overfor virksomhederne for derigennem at skabe grundlag for erhvervsudvikling i bl.a. København.
Ud fra en samlet vurdering er det forvaltningens opfattelse, at der er behov for en kapitaltilførsel på 20 mio. kr. for at sikre den fremtidige drift.
Kommunal kapitaltilførsel kan ske med hjemmel
i lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners og amtskommuners deltagelse i
erhvervsudviklingsaktiviteter, idet kommunen kan yde lån til blandt andet
forskerparker, som stilles til rådighed for alle erhvervsvirksomheder/grupper
af virksomheder i kommunen, såfremt visse betingelser er opfyldt.
Med baggrund i opgørelsen af kapitalbehovet vurderes det, at kapitaltilførslen bør ydes som et 10-årigt rente- og afdragsfrit lån på 20 mio. kr. Dette indebærer reelt et årligt rentetilskud på ca. 1 mio. kr., svarende til et tilskud med en nutidsværdi på ca. 7,7 mio. kr. Lånet ydes med tilfredsstillende pantsikkerhed i Symbion A/S' ejendom og på nærmere anførte betingelser, herunder gennemførelse af den låneomlægning, hvorved ejendommen frikøbes. Der anvises kassemæssig dækning for beløbet på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (Salg af ejendomme m.v.).
Ministeriet
for Videnskab, Teknologi og Udvikling har givet et tilsagn, bl.a. betinget af
Københavns Kommunes deltagelse, om en 10-årig forlængelse af et forfaldent lån
på 4,7 mio. kr.
Kommunens støtte til at sikre den fremtidige
drift af Symbion A/S er i overensstemmelse med den erhvervspolitiske strategi
om at medvirke til at støtte de vidensbaserede erhverv og den fremtidige
udvikling heraf.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Symbion A/S er en forskerpark i København, som hjælper nystartede virksomheder, der arbejder med innovative, højteknologiske og forskningsbaserede ideer indenfor IT, tele, biotek, pharma og medico.
Symbion blev grundlagt i 1986, og forskerparken har siden 1991 været beliggende Fruebjergvej 3 på Østerbro. Forskerparken Symbion A/S stiller lejemål, vidensdeling og faciliteter til rådighed overfor virksomhederne for derigennem at skabe grundlag for erhvervsudvikling i bl.a. København.
Symbion A/S'
ejes i dag af en aktionærkreds på i alt 29 aktionærer. De seks største aktionærer udgør ca. 3/4 af den samlede aktiekapital,
heriblandt Symbion Fonden med 30 %. Aktionærer med en ejerandel på mere
end 5 % af aktiekapitalen er – foruden Symbion Fonden - Nordea, Lønmodtagernes
Dyrtidsfond, Magistrenes Pensionskasse, Danske Bank samt Pensionskassen for
Værkstedsfunktionærer i Jernet.
Symbion A/S' økonomiske situation og
kapitalbehov
Symbion A/S har i henhold til sit årsregnskab for 2002 en egenkapital på 54,3 mio. kr., mens aktiekapitalen er på knap 65 mio. kr. Flere års negative driftsresultater, har resulteret i en faldende egenkapital. Symbion A/S's resultat for 2002 var et underskud på 2,1 mio. kr. efter skat, men før afdrag.
Selskabets forventning til 2003 er et underskud på ca. 1,5 mio. kr. efter skat, men før afdrag, og Symbion A/S har i 2003 modtaget opsigelser af lejemål i et omfang, der bevirker, at indtjeningsevnen forventes at falde yderligere i de efterfølgende år, såfremt lokaliteterne ikke bliver genudlejet.
Den afgørende faktor for genudlejningsmulighederne er udviklingen i de internationale konjunkturer, hvor især den betydelige afmatning indenfor IT- og teleområdet påvirker selskabets udlejningsmuligheder negativt. Selskabet forventer, at udlejningsgraden i 2004 falder markant fra udlejningsgraden på 96 % i 2002, hvilket niveau igen forventes nået i 2006.
Symbion A/S forventer i 2004 og 2005 et underskud efter skat på henholdsvis 8,1 mio. kr. og 6,5 mio. kr., mens 2006 forventes at give et overskud efter skat på 2,6 mio. kr. De årlige afdrag med nuværende afdragsprofil udgør ca. 2 mio. kr.
Som følge af den faldende udlejningsgrad har Symbion A/S udskudt en planlagt investering i ombygning og udvidelse af udlejningsarealer til ca. 9 mio. kr. til 2005.
Symbion A/S
skulle i juli 2003 have tilbagebetalt et lån på 4,7 mio. kr. til Ministeriet
for Videnskab, Teknologi og Udvikling (MVTU). Grundet Symbion A/S' økonomiske
situation har Finansudvalget imidlertid givet et tilsagn, bl.a. betinget af
Københavns Kommunes deltagelse, om at forlænge lånet for en ny 10-årig periode.
Lånet er givet rente- og afdragsfrit med pant i Symbion A/S' ejendom,
beliggende Fruebjergvej 3.
Ud fra ovenstående, herunder forventningerne til selskabets indtjening i årene 2003-2006, vil Symbion A/S' likviditet udvikle sig fra 9,4 mio. kr. ved udgangen af 2003 til -22,5 mio. kr. ved udgangen af 2006.
Som led i reduktionen af de løbende omkostninger, ønsker Symbion A/S at omlægge lån med henblik på at reducere de årlige renteudgifter. Samtidig er der behov for at optage nye lån til delvis indfrielse af lån, som forfalder de nærmeste år.
Symbion A/S har gennem deres bankforbindelse fået lånetilsagn på 100-130 mio. kr., svarende til en væsentlig del af selskabets balance. Symbion A/S' bankforbindelse har pga. den betydelige låneoptagelse krævet kommunens tilbagekøbsret til selskabets ejendom i 2040 frikøbt.
På denne baggrund har Symbion A/S henvendt sig til kommunen med henblik på at opnå en aftale om frikøb af tilbagekøbsretten. Forvaltningen har meddelt, at dette kan ske i henhold til de af Borgerrepræsentationen vedtagne faste retningslinier for frikøb, mod betaling af p.t. ca. 31,5 mio. kr.
Symbion A/S er ud fra sin aktuelle økonomiske situation ikke i stand til at finansiere frikøbsbeløbet og har på denne baggrund anmodet kommunen om deltagelse i Symbion A/S for at sikre selskabets fortsatte eksistens.
Det vurderes,
at, såfremt Symbion A/S tilføres ikke rentebærende kapital i 2003, vil behovet
være 20 mio. kr. for at sikre driften fremover.
Hjemmel til kommunal kapitaltilførsel til
Symbion A/S
Kommunal
kapitaltilførsel kan ske med hjemmel i lov nr. 383 af 20. maj 1992 om kommuners
og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter, idet kommunen i
henhold til lovens § 2 kan erhverve aktier i eller yde lån og tilskud til
kollektive erhvervsudviklingsaktiviteter, herunder forskerparker, som stilles
til rådighed for alle erhvervsvirksomheder eller grupper af virksomheder i
kommunen.
Erhvervs- og
Boligstyrelsen, som administrerer loven, har i den forbindelse fremhævet
væsentligheden af, at forskerparken til stadighed varetager et offentligt
formål og er undergivet offentlige interessers styring og kontrol.
Disse hensyn
vurderes tilgodeset i kraft af, at 30 % af aktiekapitalen i Symbion A/S ejes af
Symbion Fonden, hvis bestyrelse består af både repræsentanter fra de højere
læreanstalter, Københavns Amt og Københavns Kommune.
Det er endvidere en
forudsætning for kommunal kapitaltilførsel, at der ikke via forskerparken ydes
direkte finansiel kapitaltilførsel til enkelte erhvervsvirksomheder.
Symbion A/S er
imidlertid med en ejerandel på 8,3 % af aktiekapitalen medejer af Symbion
Capital I A/S. Symbion Capital I A/S investerer i IT- og biotek virksomheder.
Ifølge oplysninger fra Symbion A/S indskyder Symbion Capital I A/S kapital,
ikke alene i virksomheder, der er beliggende i selve forskerparken, men også i
virksomheder udenfor.
Symbion A/S har dog tilkendegivet, at selskabet vil søge sig frigjort
for sin forpligtelse til at foretage yderligere indskud i Symbion Capital I
A/S, idet investeringerne herefter må anses for indkapslet på en sådan måde, at
kommunal støtte til Symbion A/S kan ske i overensstemmelse med ovennævnte lov.
Den konkrete sag har været forlagt Erhvervs-
og Boligstyrelsen i maj måned d.å. Erhvervs- og Boligstyrelsen har udtalt, at
kommunens deltagelse i Symbion A/S vurderes at ske i overensstemmelse med § 2 i
lov nr. 383 om kommuners og amtskommuners deltagelse i
erhvervsudviklingsaktiviteter.
Kommunens
betingelser for udbetaling af lånet til Symbion A/S
Udbetaling af lånet på 20 mio. kr. til Symbion A/S betinges af, at
· Københavns Kommune har modtaget endeligt tilsagn om, at lånet fra Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling forlænges for en ny 10-årig periode
· Symbion A/S har dokumenteret at være frigjort
for sin forpligtelse til at foretage yderligere indskud i Symbion Capital I A/S,
jfr. ovenfor
·
Kommunen
opnår den for lånet, jfr. nedenfor under Økonomi, forudsatte pantsikkerhed
· Lånet forfalder i øvrigt til indfrielse i tilfælde af Symbion A/S' fraflytning af ejendommen
· Alle omkostninger, som er forbundet med låneoptagelsen, betales af Symbion A/S
·
Kommunens pant vil skulle respektere
foranstående hæftelser, herunder lånet fra MVTU, med en aktuel restgæld på ca.
130 mio. kr. og forsynes med en påtegning, hvorefter pantebrevet respekterer
fremtidige realkredit- og realkreditlignende lån, såfremt summen af
foranstående lån ikke overstiger 65 % af ejendommens handelsværdi. Ejendommen
er i juli måned d.å. vurderet af en erhvervsejendomsmægler, der har anslået
værdien til 213 mio. kr., når kommunens tilbagekøbsret er frikøbt, hvorfor
kommunen opnår en tilfredsstillende pantsikkerhed for lånet
· Symbion A/S gennemfører den overfor kommunen oplyste låneomlægning, herunder det af långivende bank forudsatte frikøb af kommunens tilbagekøbsret til selskabets ejendom matr.nr. 1185 Emdrup m.fl., beliggende Fruebjergvej 3.
Formålet med kapitaltilførsel fra Københavns
Kommune til Symbion A/S
Københavns Kommune vil gennem en kapitaltilførsel på 20 mio. kr. til dækning af kapitalbehovet i Symbion A/S i overensstemmelse med et af indsatsområderne i kommunens erhvervspolitiske strategi og handlingsplaner medvirke til at støtte de vidensbaserede erhverv og udviklingen heraf.
I denne
sammenhæng spiller Symbion A/S en central rolle, hvorfor det er i kommunens
interesse at bidrage til en løsning af forskerparkens aktuelle konjunkturbestemte
indtjeningsproblemer, således at den fortsatte drift herved kan sikres.
Endvidere har Symbion A/S et løbende uformelt
samarbejde med Copenhagen Capacity og Invest in Denmark, hvor besøg i
forskerparken indgår i bestræbelserne på at opnå lokalisering af nye
virksomheder i hovedstadsområdet.
Endelig har Symbion A/S udpeget en række
strategiske områder, hvor Symbion A/S kan bidrage til konkretisering og
realisering af erhvervs- og forskningsmæssige visioner for Københavnsområdet,
blandt andet gennem:
· Deltagelse i udvikling, etablering og drift
af nye incubatorer og forskerparker i København
· Samspil med Universiteter m.v. og bidrag til
kommercialisering af forskningsresultater og dannelse af virksomheder
herfra
· Styrkelse af innovationsmiljøet
· Forøgelse af beskæftigelsen inden for
forskningsbaserede virksomheder i København
· Bidrag til uddannelse af nye "entrepreneurer",
erfaringsudveksling og tiltrækning af kapital
ØKONOMI
Kapitaltilførslen foreslås ydet som et 10-årigt rente- og afdragsfrit lån på 20 mio. kr.
Idet kapitaltilførslen ydes som et 10-årigt rente og afdragsfrit lån indebærer dette et reelt årligt rentetilskud på ca. 1 mio. kr., svarende til en samlet nutidsværdi på ca. 7,7 mio. kr.
Symbion A/S
forudsættes, jfr. ovenfor, samtidig med kapitaltilførslen fra kommunen at
frikøbe sig af kommunens tilbagekøbsret, svarende til 31,5 mio. kr. Frikøbsbeløbet
vil blive indtægtsført på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (salg af ejendomme
m.v.) i 2003.
Der anvises
kassemæssig dækning for støttebeløbet på Økonomiudvalgets konto 0.05.3 (Salg af
ejendomme m.v.) i 2003.
MILJØVURDERING
-
HØRING
-
BILAG VEDLAGT
-
Erik Jacobsen
/Paul Sax Møller