Tilskud fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen til effektiviseringstiltag for nyt A-busnet
Indstilling
Indstilling om,
- at der gives en indtægtsbevilling på i alt 8,9 mio. kr. til Økonomiudvalget i 2020 til ”Effektiviseringstiltag for nyt A-busnet" (p/l 2020). For de bevillingsmæssige konsekvenser se tabellen i økonomiafsnittet.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Når Cityringen åbner i sommeren 2019, bliver busnettet i København, herunder en række A-buslinjer, samtidig lagt om og tilpasset for at sikre det bedst mulige samspil mellem metro, tog og bus. Borgerrepræsentationen besluttede den 19. april 2018, hvordan busserne skal køre i København, når Cityringen åbner.
Når flere A-buslinjer får nye linjeføringer, er det samtidig hensigtsmæssigt at lave tiltag, der sikrer bedre fremkommelighed for busserne og bedre sammenhæng mellem bus og metro på de nye strækninger. Movia har på den baggrund, i samarbejde med Københavns Kommune, gennemgået de nye linjeføringer og lavet et katalog med tiltag som f.eks. busbaner, signalprioritering og flytning af stoppesteder. Københavns Kommune ønsker at gennemføre en række af de foreslåede tiltag for at øge busfremkommeligheden og forbedre sammenhængen mellem bus og metro. Dette understøtter Borgerrepræsentationens mål i kommuneplan 2015 om, at flere skal benytte den kollektive trafik.
Løsning
Den 30. november 2017 vedtog Borgerrepræsentationen at afsætte 2,7 mio. kr. til at igangsætte forberedelsen af tiltag, der kan forbedre A-bussernes fremkommelighed ved busomlægningen i 2019. Økonomiforvaltningen har ansøgt staten om medfinansiering til projektet. Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen har tildelt projektet 8,9 mio. kr. i tilskud, og Borgerrepræsentationen skal godkende modtagelsen af tilskuddet. Tilskuddet er betinget af Københavns Kommunes medfinansiering på mindst 50%. Mindre anlægsprojekter i forbindelse med elbusser på linje 2A modtager finansiering fra samme statslige pulje.
Projektet skal sikre en forbedret fremkommelighed for A-busnettet, når Cityringen åbner i 2019. Tiltagene er udvalgt på baggrund af, at de blandt andet vurderes at have en rimelig effekt på fremkommeligheden i forhold til tiltagenes omkostninger. Tiltagene indeholder primært signalprioritering og derudover to mindre busbaner, flytning af stoppesteder og udvidelse af en svingbane. I forbindelse med den videre projektering kan der komme ændringer i de enkelte tiltag.
Økonomi
Der blev af Borgerrepræsentationen den 30. november 2017 afsat 2,7 mio. kr. til Teknik og Miljøudvalgets bevilling, ordinær anlæg. Resten af midlerne til implementering af de konkrete projekter, 15,1 mio. kr., skal frigives efter projekteringen, hvor hovedprojektet skal behandles af Teknik- og Miljøudvalget og senere Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Denne behandling forventes i efteråret 2018.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har givet tilsagn om tilskud til Københavns Kommunes andel af projektet på 8,9 mio. kr., når projektet er færdigt og evalueret i 2020 – dog maksimalt 50% af de faktiske omkostninger. Københavns Kommunes andel finansieres fra Økonomiudvalgets pulje til busfremkommelighed. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af nedenstående tabel.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* Årets pl |
Varig? |
||
2018 |
2019 |
2020 |
||||||
|
ØU |
Økonomisk forvaltning, anlæg |
2.28.23.3 |
I |
|
8.900 |
-8.900 |
Nej |
1 |
ØU** |
Finansposter (kassen) |
8.22.05.5 |
U |
|
-8.900 |
8.900 |
Nej |
I alt |
0 |
0 |
0 |
|
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
**ØU = Økonomiudvalget
Videre proces
Anlægsprojektet vil blive gennemført i 2018-2019 efterfulgt af evaluering og rapportering til staten. Udbetaling af midler fra staten forventes i 2020.
Peter Stensgaard Mørch /Søren Tegen Pedersen
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der gives en indtægtsbevilling på i alt 8,9 mio. kr. til Økonomiudvalget i 2020 til ”Effektiviseringstiltag for nyt A-busnet" (p/l 2020). For de bevillingsmæssige konsekvenser se tabellen i økonomiafsnittet.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkninger:
”Vi støtter beslutningen og forudsætter, at der ikke fældes træer, nedlægges parkeringspladser eller vognbaner.”
”Vi forudsætter, at der fortsat er mulighed for reklamer på busserne, så vi kan nedbringe driftsudgifterne ved at modtage reklameindtægter.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2018
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkninger fra udvalgsbehandlingen, som Liberal Alliance tilsluttede sig:
”Vi støtter beslutningen og forudsætter, at der ikke fældes træer, nedlægges parkeringspladser eller vognbaner.”
”Vi forudsætter, at der fortsat er mulighed for reklamer på busserne, så vi kan nedbringe driftsudgifterne ved at modtage reklameindtægter.”