Ejerstrategier for Københavns Kommunes selskaber
Indstilling
Indstilling om,
- at Københavns Kommunes ejerstrategier, jf. bilag 1, for de ni større selskaber godkendes.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Ifølge Københavns Kommunes politik for aktivt ejerskab i kommunens selskaber skal kommunen bl.a.
- sikre og udvikle kommunens økonomiske værdier i selskaberne, og
- varetage kommunens øvrige interesser, dvs. de strategier og politikker, som Borgerrepræsentationen og kommunens udvalg har vedtaget for byens udvikling, herunder kommune- og lokalplaner, klimaplaner, ressource- og affaldsplaner, politik om sociale klausuler m.v. i selskaberne.
Med henblik på at udøve et stærkere og mere aktivt ejerskab, jf. også Borgerrepræsentationens beslutning på mødet den 30. april 2015 (dagsordenspunkt 8), har Økonomiforvaltningen iværksat en styrket strategisk indsats med henblik på at sikre og udvikle Københavns Kommunes værdier og interesser i de større selskaber, blandt andet gennem ejerstrategier.
I den forbindelse foreslås ejerstrategierne for hvert af de ni større selskaber opdateret.
Løsning
I 2016 blev udarbejdelse af strategiske mål for kommunens ejerskab for hvert enkelt selskab igangsat, jf. også Borgerrepræsentationens beslutning (fortrolig) på mødet den 22. juni 2016 (dagsordenspunkt 54), hvor Borgerrepræsentationen godkendte, hvilke strategier Københavns Kommune skal følge i sine større selskaber.
Strategierne afspejler de undersøgelser, der er foretaget af selskabernes rammebetingelser og gennemgangen af selskabernes aktiver med henblik på aktivoptimering. Hertil kommer et stærkt fokus på gældshåndtering og risikostyring blandt andet på baggrund af den løbende overvågning af selskabernes økonomi.
I forbindelse med arbejdet med de strategiske mål har Økonomiforvaltningen søgt inspiration fra bl.a. statens ejerskabspolitik (dog flest aktieselskaber). Med henblik på selskabernes implementering af kommunens øvrige interesser er der endvidere foretaget en systematisk gennemgang af kommunens politikker, og resultatet fremgår ligeledes af strategimålene for de enkelte selskaber, som er følgende:
- HOFOR-koncernen
- Udviklingsselskabet By & Havn I/S
- Metroselskabet I/S
- I/S Amager Ressourcecenter
- I/S Vestforbrænding
- Hovedstadens Beredskab I/S
- Arena CPHX P/S
- Trafikselskabet Movia
- Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S
Økonomiforvaltningen har vurderet, at der nu er behov for en opdatering af ejerstrategierne.
De opdaterede strategier for de ni større selskaber fremgår af vedlagte bilag 1.
Strategierne har været i høring hos selskaberne og i Teknik- og Miljøforvaltningen. De indkomne høringssvar er indarbejdet i ejerstrategierne for de enkelte selskaber, jf. bilag 1.
En ejerstrategi giver et selskab, herunder de kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer, medejere og forvaltninger, kendskab til Københavns Kommunes holdninger og ønsker til selskabet, og fastlægger således de overordnede rammer for, hvad en ejer ønsker, at et selskab skal gøre. En ejerstrategi er således ikke en instruktion, og den forpligter hverken det enkelte bestyrelsesmedlem eller selskabets bestyrelse, der suverænt afgør, om man vil følge strategien.
På Økonomiudvalgets møde den 20. februar 2018 afgav et samlet udvalg følgende protokolbemærkning til dagsordenspunkt 3 om kvartalsrapportering på Københavns Kommunes større selskaber:
"Forvaltningen opfordres til at komme med et bud på en måde at skabe mere åbenhed i de kommunale selskaber, så kommunens borgere kan få et større indblik i det arbejde, der udføres i dem."
På den baggrund har Økonomiforvaltningen iværksat flere tiltag, bl.a. at der i strategiarbejdet tilstræbes størst mulig åbenhed.
Sagen og sagens bilag kan derfor denne gang behandles på en åben dagsorden.
Økonomi
Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.
Videre proces
Efter Borgerrepræsentationens vedtagelse vil ejerstrategierne blive præsenteret for selskaberne.
Strategierne forventes ajourført næste gang i 2020.
Peter Stensgaard Mørch /Mads Grønvall
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommunes ejerstrategier, jf. bilag 1, for de ni større selskaber godkendes.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2018
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 0. Et medlem undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V, C og O.
Imod stemte: Ingen.
Undlod at stemme: Å.
Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten og Alternativet kan ikke støtte en ejerstrategi for Udviklingsselskabet By & Havn I/S 2018, som fokuserer på værdiskabelse uden hensyn til det, der gør byen værd at leve og bo i. Vi ønsker, at selskabets formål er at sikre en bæredygtig byudvikling, hvor sociale, kulturelle og naturmæssige hensyn prioriteres lige så højt som økonomiske.”
Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at selskaberne så vidt muligt skal købe ydelser på det private marked fremfor selv at producere ydelser, der kan købes på det frie marked, det gælder blandt andet affaldsindsamling og indkøb af energi.”
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2018
Indstillingen blev godkendt med 47 stemmer imod 0. 6 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V, C, O og I.
Imod stemte: ingen.
Undlod at stemme: Å.
Enhedslisten og Alternativet videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Enhedslisten og Alternativet kan ikke støtte en ejerstrategi for Udviklingsselskabet By & Havn I/S 2018, som fokuserer på værdiskabelse uden hensyn til det, der gør byen værd at leve og bo i. Vi ønsker, at selskabets formål er at sikre en bæredygtig byudvikling, hvor sociale, kulturelle og naturmæssige hensyn prioriteres lige så højt som økonomiske.”
Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Vi finder, at selskaberne så vidt muligt skal købe ydelser på det private marked fremfor selv at producere ydelser, der kan købes på det frie marked, det gælder blandt andet affaldsindsamling og indkøb af energi.”