Medlemsforslag om oprettelse af task force til at assistere foreningslivet vedr. støttede job
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling, om nedsættelse af en task force, der kan assistere foreninger i ansøgningsprocessen til støttede job samt administrationen af disse, for derved at sikre flere støttede job i foreningslivet,
- at forslaget forelægges Borgerrepræsentationen, så dette kan indgå i forhandlingerne om overførselssagen i 2019.
(Stillet af Alternativet)
Motivation
De fleste mennesker vil gerne arbejde, forsørge sig selv og bidrage til samfundet. Men det er desværre ikke alle, der kan. En sygdom, en medfødt lidelse eller en ulykke kan stå i vejen for ønsket om at være en del af arbejdsmarkedet og bidrage i det omfang, ens helbred og evner tillader det. Støttede jobordninger som for eksempel fleksjob er heldigvis opfundet, men i København både kan og bør vi gøre en større indsats for at få endnu flere mennesker med i positive fællesskaber, blandt andet ved at sikre, at der er flere meningsfulde støttede job at få.
Der ligger et stort potentiale i at lade foreningerne oprette jobforløb, der både skaber værdi for foreningslivet og de ledige. Det at arbejde med for eksempel kontorarbejde et par timer om ugen i den lokale fodbold- eller svømmeklub, have gode kollegaer at spise frokost med og opleve at være en del af fællesskabet betyder enormt meget for den enkeltes velbefindende, glæde og trivsel.
I Aalborg har svømmeklubben Nord meget positive erfaringer med brug af fleksjobbere, som dækker vagter i dagtimerne i et begrænset antal timer. Disse erfaringer skal vi bruge og integrere i arbejdet med at sikre flere støttede job i Københavns Kommune, og direkte til københavnske idrætsforeninger.
Det frivillige foreningsliv er udfordret af, at arbejdet med at administrere og oprette støttede jobordninger opleves som svær. Derfor skal vi arbejde aktivt for at fjerne barrierer og sikre flere støttede job i foreningslivet som et supplement til de øvrige beskæftigelsesindsatser.
Igennem oprettelsen af en task force, der kan gå ind og støtte foreningerne i arbejdet med ansøgning og regnskab samt tilbyde et system til styring af arbejdstid etc., kan vi sikre, at de foreninger der ønsker at tilbyde støttede job, rent faktisk får muligheden for det, og ikke bliver bremset af uhensigtsmæssige praktiske problemer.
Vi skal sørge for, at alle københavnere får muligheden for at indfri deres potentialer og bidrage til og være en del af fællesskabet. Det er social bæredygtig politik.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2018
Et forslag fra Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Det konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, og Socialdemokratiet om at henvise medlemsforslaget til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget blev vedtaget uden afstemning.