Mødedato: 23.08.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Status på ustøttede ungdomsboliger

Se alle bilag

I forlængelse af Borgerrepræsentationens vedtagelse af ”Boligstrategi for unge og studerende i København, 2012-2014” skal Borgerrepræsentationen tage forvaltningens indsats for opførelse af ustøttede ungdomsboliger til efterretning.

Indstilling

Indstilling om,

1.      at bruttoliste om ustøttede ungdomsboliger på vej tages til efterretning.

 (Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 9. februar 2012 ”Boligstrategi for unge og studerende i København 2012-2014”. Strategien opstiller som et af fem mål, at der skal etableres flere ungdomsboliger i takt med, at antallet af unge vokser, så forholdstallet mellem antallet af unge og antallet af ungdomsboliger nogenlunde er uændret trods befolkningsvæksten. Københavns Kommune har derfor behov for op mod 3.000 flere ungdomsboliger i 2025 end i dag, hvoraf de første ca. 1.500 skal være klar allerede inden 2015. Det er et ambitiøst mål set i lyset af, at der siden 2007 kun er givet byggetilladelser til byggeri af omkring 650 nye ungdomsboliger i København.

Målet søges overordnet opfyldt af to veje: Ommærkninger af små almene familieboliger til ungdomsboliger og opførelse af nye ustøttede ungdomsboliger. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer, at op imod 1.300 små almene familieboliger kan blive ommærket frem mod 2025, hvorfor der er brug for opførelse af op imod 1.700 private ustøttede ungdomsboliger i samme periode. Med udgangen af 2011 var omkring 10 % af de omtalte ommærkninger gennemført, og de tidshorisonten for de kommende afhænger af, hvornår boligerne bliver ledige.

Økonomiforvaltningen vurderer, at der disse år er mere interesse end tidligere for at opføre ustøttede ungdomsboliger i København. Typiske barrierer som studerendes lave betalingsevne, hyppig flyttefrekvens med risiko for tomgang, øget slitage mv. virker til at kunne imødegås ved kombinationen af sikker afsætning på grund af befolkningsvæksten kombineret med at danske og særligt internationale investorer investeringsvillighed. Men det kræver villighed fra investorernes side for, at projekterne bliver realiseret og ikke opgives undervejs på grund af usikkerhed om afkastkrav.

Fra kommunens side kræver det en effektiv og smidig myndighedsbehandling og evt. ændrede planforhold på en række grunde.

Løsning

For at få en afklaring på hvor mange mulige projekter, der aktuelt overvejes opført i privat regi, har Økonomiforvaltningen i foråret 2012 igangsat en dialog med private aktører. Medio april inviterede forvaltningen i samarbejde med Københavns Universitet og UngdommensAnalyseEnhed (en selvstændig enhed under Danske Studerendes Fællesråd) de bygherrer og investorer, som forvaltningen på daværende tidspunkt var bekendt med arbejder med ungdomsboliger, til et indledende orienteringsmøde. Deltagerne blev orienteret om kommunens nyligt vedtagne ‘Boligstrategi for unge og studerende’ samt præsenteret for en række relevante informationer om efterspørgslen, boligtyper og studerendes boligpræferencer og rådighedsbeløb.

Forvaltningen efterspurgte samtidigt et overblik over, hvilke mulige projekter aktørerne aktuelt arbejder med. Arbejdet er frem mod sommeren resulteret i nedenstående bruttoliste af projekter, som Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at kvalificere ud fra planmæssige bestemmelser og byggetekniske krav.

Bruttoliste over kommende ungdomsboligprojekter

Bruttolisten rummer på nuværende tidspunkt knapt 2.000 boliger fordelt på ca. 15 projekter. I løbet af efteråret 2012 vil listen, i takt med en faglig vurdering af projekternes egnethed, formentligt reduceres. Københavns Kommune har ingen mulighed for at sikre realisering af projekterne, da der er tale om ustøttede projekter på privatejede grunde, men vil via rådgivning sørge for, at der holdes det nødvendige momentum i sagerne. Hertil forudsættes, at forvaltningerne arbejder for ændringer i plangrundlaget for de af sagerne, som kræver nye lokalplaner og kommuneplantillæg.

Da Økonomiforvaltningen ikke er bekendt med alle bygherrer og investorer, der overvejer at opføre ustøttede ungdomsboliger i København, er nedenstående liste naturligvis et øjebliksbillede. Det vil fremover være en dynamisk liste, idet der løbende kommer nye aktører og henvendelser om andre projekter. Hensigten er, at Borgerrepræsentationen til sommer 2013 orienteres om den aktuelle status på de igangværende og kommende projekter.

Overblik over mulige projekter pt. fremgår af tabel 1 herunder.

Tabel 1: Bruttoliste over mulige ungdomsboligprojekter, juni 2012

Projekttitel

Beliggenhed

Ca. antal boliger

Mønten (under opførelse)

Ved Mønten

150

Lemvig Müller-Munck grunden

Sydhavn

70

Forskerboliger, Carlsberg

Carlsberg

15

Batteriet 1. etape

Njalsgade

200

Batteriet 2. etape

Njalsgade

200

Borgmestervangen

Borgmestervangen

200

Byggefelt 8

Ørestad Syd

30

Ørestads Boulevard

Ørestads Boulevard

330

Rigsarkivgrunden

Rigsarkivgrunden

200

Snorresgade

Snorresgade

150

Godthåbsvej

Godthåbsvej

50

Brønshøj Campus

Brønshøj

50

Øens Campus

Oliebladsgade

90

Rymarkskollegiet

Rymarksvej

180

 

Herudover er der en aktør, der arbejder med et ambitiøst og langsigtet boligprojekt for danske og internationale studerende, nemlig International University City of Copenhagen. Projektets vision er en international campusby med flere tusinder boliger med inspiration fra Cité Internationale Universitaire de Paris. Projektet har endnu ikke finansiering og lokalisering på plads og er derfor pt. ikke på ovenstående bruttoliste.

Et andet stort studieboligprojekt som ThinkTankTalents har arbejdet med, Copenhagen Campus, er pt. skrinlagt netop på grund af manglende finansiering.


Sikring af at boligerne lejes til målgruppen

Private ustøttede ungdomsboliger er principielt små boliger mellem 25 og 50 m2 bruttoetageareal, som derved ikke indgår i kommuneplanens generelle bestemmelser om, at ”nye boliger skal være mindst være 95 m2 bruttoetagereal i gennemsnit, og ingen boliger, herunder boliger, der fremkommer ved opdeling af eksisterende boliger, må være mindre end 65 m2 bruttoetagereal”.

For at sikre at også ustøttede ungdomsboliger udlejes til målgruppen påføres der i forbindelse med byggesagsbehandlingen en deklaration, der forpligter ejeren til stedse at opretholde de private kollegieværelser og ungdomsboliger for unge under uddannelse. Det er ikke muligt at stille krav til om tilknytning til den fælles anvisning (Centralindstillingsudvalget og Kollegiernes Kontor i København), som står for tildelingen af ungdomsboliger opført med støtte, men forvaltningerne vil i dialogen i hver enkelt sag tydeliggøre fordelene herved for både den studerende, grundejer og kommunen, så flest muligt tilmeldes af frivillighedens vej.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

I sommeren 2013 vil BR blive forelagt en status med arbejdet med at sikre realisering af flere ungdomsboliger i København.

        

                     Claus Juhl                                 

                                                                  / Anne Skovbro 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at bruttoliste om ustøttede ungdomsboliger på vej tages til efterretning.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2012

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2012 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top