Mødedato: 23.08.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til udvidelse af daginstitutionen Børnehuset Gemmet, Bispebjerg

Se alle bilag
Der skal tages stilling til anlægsbevilling til en udvidelse af den eksisterende daginstituion Gemmet med 2 grupper. 

Indstilling

Indstilling om,

1.      at der gives en anlægsbevilling på i alt 10.817.430 kr. (2012 p/l) til etablering af 2 nye fleksible daginstitutionsgrupper i Børnehuset Gemmet,  Bispebjerg. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

For at sikre pladsgarantien på daginstitutionsområdet i Københavns Kommune har Børne- og Ungdomsforvaltningen iværksat en række tiltag for at skaffe det fornødne antal institutionspladser. Blandt disse tiltag indgår udvidelse af den eksisterende daginstitution Børnehuset Gemmet på Bispebjerg med 2 grupper. Institutitionen har i dag 20 vuggestuebørn og 32 børnehavebørn. Med udbygningen bliver dette udvidet med 12 vuggestuebørn og 26 børnehavebørn. Samtidig betyder udvidelsen fra 3 til 5 grupper, at institutionen yderligere understøttes i forhold til strukturel bæredygtighed. Gemmet har en godkendt handleplan, idet det var forudsat, at institutionen blev udbygget. Indfasningsmidlerne bortfalder fra 1. januar 2013.

Behovsprognosen fra juni 2011 viste, at der på Bispebjerg var behov for 17 ekstra daginstitutionsgrupper ud over de grupper, som var planlagt eller under etablering på prognosetidspunktet.

 

Samtidig med denne indstilling fremlægger forvaltningen indstillinger om anlægsbevillinger til yderligere tre daginstitutionsprojekter på Bispebjerg. Det drejer sig om 2,5 grupper på Hjortholm Allé, 6 grupper på Tagensvej 186 og 2,5 grupper på Rørsangervej. Der etableres således i alt 13 grupper på Bispebjerg i denne omgang. I forhold til behovsprognosen fra 2011 mangler der herefter at blive etableret 4 grupper på Bispebjerg.

 

Behovsprognosen fra 2012 (BUU 13/6 2012) viser, at behovet for pladser i Område Bispebjerg er dækket fra 2014 og fremefter med de nu fremlagte projekter. Indtil da kan det kortsigtede behov for pladser dækkes via tidlig opstart af kommende anlægsprojekter, om- og opnormeringer i de eksisterende institutioner eller ved stigning i antallet af børn i de private ordninger.

De 4 resterende grupper i området er finansierede og indgår herefter i den samlede planlagte kapacitet i kommunen. Der vil således senere blive fremlagt indstillinger om anlægsbevillinger til disse grupper. 

Løsning

Projektbeskrivelse
Børnehuset Gemmet huser i dag en institution med tre grupper, fordelt på 2 etager samt kælder og tagetage i en eksisterende villa, med omkringliggende legeplads og udearealer. Tilbygningen kommer til at rumme grupperum til to nye grupper, med de faciliteter der hører til, forbedrede personaleforhold, samtalerum, fællesarealer, og integreret liggehal. Samtidig får institutionen som noget ny et produktionskøkken.

Tilbygningen er placeret på grundens nordside, hvor den bygges sammen med den eksisterende bygning. Med tilbygningens placering og disponering er der lagt vægt på, at den eksisterende bygning og det nye byggeri bliver en velfungerende helhed med fælles adgangsforhold, ligeværdig fordeling af stuer på etagerne, og der etableres elevator der dækker alle etager fra kælder til tagetage, hvorved tilgængelighedsforholdende forbedres væsentligt, da der i dag ikke er niveaufri adgang i institutionen.

Tilbygningens placering tilgodeser samtidig ønsket om mest muligt udeareal og legeplads på den solbeskinnede del af grunden mod syd, samt ønsket om at fastholde det meget karakteristiske og markante billede, man har af den eksisterende bygning, når man ankommer fra syd via Gemmet. Der er lagt vægt på, at tilbygningen kommer til at spille godt sammen med den eksisterende bygning hvad angår formsprog, materialer og symmetri.
Bymæssig placering fremgår af kortbilag A


Tidsplan

Selve byggesagen forventes opstartet i efteråret 2012 med forventet aflevering i september 2013 og ibrugtagning i oktober 2013. Byggesagen gennemføres i 2 etaper, hvor 1. etape er tilbygningen, og 2. etape er indgreb og ombygning i den eksisterende institution og koblingen mellem det nye og det gamle.  Den samlede byggetid bliver 10 måneder, i byggeperioden genhuses institutionen i en nyere pavillon-institution med egen legeplads på Kobbelvænget 65. 

Brugerinddragelse

Forslaget til tilbygningen til daginstitutionen er udarbejdet af Mangor & Nagel Arkitektfirma og et byggeudvalg bestående af institutionsleder, pædagogisk konsulent fra området, medarbejder-, arbejdsmiljø- og bestyrelsesrepræsentant, samt KEjd. og BUF. Et samlet byggeudvalg ser positivt på udvidelsen samt indretningen med bla. produktionskøkkenet.

Høringssvar fra Københavns Ejendomme
Der foreligger udtalelse fra Københavns Ejendomme (KEjd). Udtalelsen giver ikke anledning til bemærkninger.

Økonomi

Der blev i budget 2012 afsat i alt 468,6 mio. kr. til etablering af 110 daginstitutionsgrupper. Projektet Gemmet 10 finansieres af disse midler.

Anlægsudgiften finansieres og udmøntes således:


Tabel 1
Kr. (2012 p/l) Udvalg Bevilling Funktion 2012 2013 Total
Finansiering BUU Anlæg 5.25.14.3 3.247.115 7.570.315 10.817.430
Udmøntning BUU Anlæg 5.25.14.3 647.115 1.544.753 2.191.868
Udmøntning KFU KEjD Anlæg 5.25.14.3 2.600.000 6.025.562 8.625.562
Anlægsbevilling i alt       3.247.115 7.570.315 10.817.430

Som del af Budget 2012, der blev vedtaget i BR d. 6/10 2011, er der forlods overført 4.675.000 kr. i administrationsbidrag til KEjd. Derfor er der ikke medtaget administrationsbidrag til KEjd i denne indstilling. Administrationsbidraget udgør 183.000 kr.

 

Benchmark

Pris pr. gruppe kan opgøres til 5,5 mio kr. Gruppeprisen afspejler, at der er tale om en tilbygning, hvor der udover nybygning også sker ombygning i den eksisterende institution for at sikre den bedst mulige funktion for den samlede institution. Hertil kommer, at der også etableres et produktionskøkken for den samlede institution. Gruppeprisen for de senest 2 udbygninger med 2 grupper har udgjort henholdsvis 6,0 mio. kr. og 4,0 mio. kr. 


Driftsøkonomi
 
Omregnet til vuggestuepladser etableres 26 nye pladser på Gemmet 10. De samlede årlige driftsudgifter ekskl. husleje forventes at blive 3.239.060 kr., svarende til 124.871 kr. pr. vuggestueplads. Hvis pladserne i stedet blev etableret på en institution, hvor driftsudgifterne svarer til gennemsnittet for alle institutioner, ville den årlige driftsudgift have været 3.552.043 kr. Dette svarer til 136.937 kr. pr. plads.   

 

Der anvises dækning for driftsudgiften på Dagtilbud funktion 5.25.14.1.

Videre proces

-

Else Sommer                               /Knud Langberg

 

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at der gives en anlægsbevilling på i alt 10.817.430 kr. (2012 p/l) til etablering af 2 nye fleksible daginstitutionsgrupper i Børnehuset Gemmet,  Bispebjerg. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme, jfr. tabel 1 i økonomiafsnittet.



Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 13. juni 2012

Indstillingen blev godkendt.



Kultur- og Fritidsforvaltningen oversender sagen til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

”Kultur- og Fritidsforvaltningen skal på vegne af Kultur- og Fritidsudvalget meddele, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen bemærkninger har til, at sagen om

·         Anlægsbevilling til udvidelse af daginstitutionen Børnehuset Gemmet, Bispebjerg

gennemføres i den foreliggende form. Der henvises til Kultur- og Fritidsforvaltningens administrative høringssvar.



 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2012
Indstillingen blev anbefalet.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. august 2012


Indstillingen blev godkendt uden afstemning. 
Til top