Udmøntning af anlægsmidler til genopretning af gadebelysning i 2012-2014
Indstilling
Indstilling om,
- at der gives en anlægsbevilling på 43,775 mio. kr. (2012 p/l) til udskiftning af kviksølvarmaturer på gader, pladser og i parker. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 13,755 mio. kr. (2012 p/l) i 2012, 15 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 og 15 mio. kr. (2012 p/l) i 2014.
Det præciseres, at de forventede afholdte udgifter følger profilen angivet i at-punkterne og ikke som angivet i økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Kommunen skal udskifte gadebelysningsarmaturer med kviksølvlyskilder til miljøvenlige lyskilder inden 1. januar 2015. Det er et nødvendigt led i kommunens miljømål om at spare 20 % CO2-udslip i 2015, i forhold til 2005-udslippet fra gadebelysning. Desuden er der i 2009 blevet gennemført lovgivning i EU i det såkaldte ECO-direktiv (gennemført i Danmark ved lov nr. 308 af 30. april 2008) som medfører, at kviksølvlyskilder skal erstattes af mere miljøvenlig belysning inden april 2015.Løsning
Konkret vil godt 2.500 styk wirehængte ”Københavnerarmaturer” med kviksølvlyskilde blive udskiftet i 2012-201. Knap 3.500 styk kviksølvarmaturer af typen ”Københavnerarmatur” og såkaldte ”kuffertarmaturer” på master vil blive udskiftet i 2013-2014.De resterende godt 1.200 styk ”GV-parklygter” udskiftes i 2013. Alle armaturer udskiftes til nye armaturer med LED-lyskilde og godt hvidt lys med god farvegengivelse, som dæmpes til halvt niveau mellem klokken 22.00 – 06.00.Der vedlægges lister over de områder, hvor der udskiftes armaturer i 2012, se bilag 1. Efterfølgende vil der blive udarbejdet lister over udskiftningen i 2013 og 2014 til udvalgets orientering i marts måned i henholdsvis 2013 og 2014. Bilag 2 viser kort over det samlede resterende antal kviksølvarmaturer, som udskiftes i 2012-2014, og disses placering i kommunen. Der kan være mindre afvigelser i styktal.
Kriterier for udvalgte projekter i 2012
Forvaltningen har i udvælgelsen for 2012 prioriteret at udskifte belysningen på de private fællesveje i de områder, hvor der de seneste to år udelukkende er blevet udskiftet på offentlige gader med wirehængte kviksølvarmaturer, og hvor al offentlig kviksølvbelysning allerede er udskiftet. Dette for at få byrummet til at fremstå i et sammenhængende hele, hvor alle armaturer er udskiftet til samme udtryk på samme typer af veje. Det drejer sig om dele af Nørrebro, Østerbro, Nordvest, Vanløse, Valby og Amager. Her har stort set samtlige offentlige gader fået udskiftet deres kviksølvlyskilder til metalhalogenlyskilder over de seneste år, hvorimod de private fællesveje er forbigået i afventning af beslutningen om, hvorvidt de private fællesveje selv skulle betale for udskiftningen eller ej.
Den 1. december 2011 besluttede Borgerrepræsentationen så, at udgiften til drift og vedligeholdelse af gadebelysning på private fællesveje fortsat afholdes af kommunen, herunder hele udgiften til fremtidig udskiftning.
Udskiftningen er i øvrigt en naturlig forlængelse af de seneste års tiltag i en række utrygge byområder, hvor ny belysning er blevet opsat af tryghedsmæssige, trafiksikkerhedsmæssige og kriminalpræventive årsager.
Positive effekter
Udskiftningerne giver både en tryghedsskabende og energibesparende effekt: Energibesparelsen er et afgørende element i opfyldelsen af kommunens overordnede miljømål om at reducere CO2-udslippet i København med 20 % inden 2015. LED-lyskilderne dæmpes til halvt niveau i otte timer fra kl. 22.00 til kl. 06.00 på gaderne. Dette betyder, at besparelsen med LED-lyskilde forventes at komme op på mellem 45-70 % i de berørte områder. Således opnås et reduceret el-forbrug og deraf mindre CO2-udslip på omkring 45-50 % på gaderne og omkring 65-70 % i parker og på pladser.
Udskiftningens tryghedsskabende effekt skyldes bl.a., at de nye lyskilder har hvidt lys med god farvegengivelse. Dæmpning til halvt lysniveau (belysningsstyrke) vil ikke umiddelbart opfattes af det menneskelige øje, og det vurderes derfor at være trafikmæssigt og tryghedsmæssigt forsvarligt med dæmpning på de timer af døgnet, hvor færdsel og trafik er forholdsvis lille. Det fulde belysningsniveau er stadig påkrævet i de timer, hvor færdslen er mere intens, og øjet dermed skal kunne overskue flere detaljer i byrummet uden anstrengelse.
Forvaltningen er opmærksom på at opretholde den samme regelmæssighed af belysningen som ved fuldt belysningsniveau. Regelmæssigheden af lyset er vigtig, for at det skal føles trygt at færdes, uden at øjet skal omstille sig fra lys til mørke som ved ringe regelmæssighed. Dette opnås ved at dæmpe alle armaturer på en given strækning, i modsætning til f.eks. at slukke hvert andet armatur, som flere andre kommuner gør det, hvorved regelmæssigheden i lyset forringes drastisk.
Armaturer og master indkøbes over forvaltningens udbudte ”Rammeaftale for indkøb af belysningsmateriel”, og arbejdet med udskiftning af armaturerne udføres, jævnfør gadebelysningens udbudte drifts- og vedligeholdelsesaftale, af kommunens driftspartner for gadebelysning.
Økonomi
I indstillingen ”Disponering af Teknik- og Miljøudvalget ledige anlægsmidler (2011-48156)”, som blev godkendt af Teknik- og Miljøudvalget den 27. april 2011, blev der afsat 55 mio. kr. (2011 p/l) til udskiftning af kviksølvlyskildearmaturer inden 1. januar 2015. 12,5 mio. kr. (2011 p/l) af disse midler blev frigivet på Borgerrepræsentationens møde den 12. november 2011 (punkt 17) fordelt med 7,0 mio. kr. i 2011 og 5,5 mio. kr. i 2012.Med denne indstilling skal de resterende anlægsmidler på 43,775 mio. kr. i (2012 p/l) frigives til udskiftning af kviksølvarmaturer i 2012, 2013 og 2014 på gader, pladser samt i parker jævnfør ovenfor og bilag 1-2. Udgifterne forventes afholdt som følger:
- 13,775 mio. kr. (2012 p/l) i 2012.
- 5,0 mio. kr. (2012 p/l) i 2013.
- 15,0 mio. kr. (2012 p/l) i 2014.
Forvaltningen har i forbindelse med budgetindspil ”Et løft til vejene” søgt om midler til genopretning af vejbelysningen. I disse beregninger er udskiftningen af kviksølvarmaturer forudsat gennemført.
Der er både strømbesparelse og besparelser ved drift og vedligeholdelse af de nye lyskilder. Erfaringsvist bliver besparelser på projekter af denne størrelse modvirket af stigende el-priser og fortsat udbygning af vej- og parkbelysning i byen. I forbindelse med forvaltningens genopretningsplan ”Løft til veje” er der væsentlige besparelser både på energi og drift og vedligeholdelse. Disse driftsbesparelser er indregnet i den business case som forvaltningen har præsenteret i sit oplæg til budget 2013.
Videre proces
Anlægsarbejderne for 2012 igangsættes jf. bilag 1, så snart midlerne er godkendt til udmøntning af Borgerrepræsentationen. Anlægsarbejder for 2013 og 2014 igangsættes henholdsvis primo 2013 og primo 2014, og detailplaner for udskiftning i hvert af disse to år indsendes som efterretningsnotat senest i marts måned i 2013 og 2014. Arbejdet forventes udført i tre delprojekter, som er færdige henholdsvis ultimo 2012, 2013 og 2014, så alle kommunens kviksølvarmaturer er udskiftet inden udgangen af 2014.Hjalte Aaberg
/Niels Tørsløv
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der gives en anlægsbevilling på 43,775 mio. kr. (2012 p/l) til udskiftning af kviksølvarmaturer på gader, pladser og i parker. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 13,755 mio. kr. i 2012, 15,0 mio. kr. i 2013 og 15,0 mio. kr. i 2014.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget præciserer, at de forventede afholdte udgifter følger profilen angivet i at-punkterne og ikke som angivet i økonomiafsnittet. Således har den samlede anlægsbevilling på 43,775 mio. kr. (2012 p/l) en profil på 13,755 mio. kr. (2012 p/l) i 2012, 15 mio. kr. (2012 p/l) i 2013 og 15 mio. kr. (2012 p/l) i 2014.
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. august 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.