Fjernelse af dækningsgrave
Fjernelse af dækningsgrave
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 23. august 2001
BR 303/01
Fjernelse af dækningsgrave
Fjernelse af dækningsgrave
Indstilling om kapitalbevilling på 0,75 mio. kr. i år 2001 finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3) til fjernelse af udvalgte dækningsgrave.
(Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at der gives en kapitalbevilling på 0,75 mio. kr. i år 2001 finansieret af Vej & Parks anlægsramme (konto 0.21.3) til fjernelse af udvalgte dækningsgrave
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 6. juni 2001
Anbefalet
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
De tilbageværende dækningsgrave i København er dagligt årsag til gener i form af hindringer for især fodgængertrafik og blokering af pladsrum. Endvidere bidrager en lang række af anlæggene til forgrimmelse af byen.
Forvaltningen modtager jævnligt henvendelser fra borgere, der ønsker dækningsgrave fjernet. Hertil kommer, at kommunens forvaltninger selv har ønsker om fjernelse af dækningsgrave. Siden 1993 er der i lovgivningen åbnet mulighed for, at den enkelte kommunen selv kan træffe bestemmelse om nedlæggelse af dækningsgrave.
I forbindelse med Bygge- og Teknikudvalgets godkendelse af Vej & Parks Investeringsplan 2001 – 2006 den 4. april 2001 reserverede udvalget 0,75 mio. kr. om året til fjernelse af dækningsgrave. På den baggrund har forvaltningen igangsat udarbejdelsen af en prioriteret liste over anlæg, der ønskes fjernet. Af hensyn til indsatsen i 2001 er der indledningsvist udpeget nedenstående dækningsgrave, som forvaltningen foreslår nedlagt i år.
- Nr. 413 Rebildvej/Morsøvej,
- Nr. 308-10 Guldbergs Plads syd og
- Nr. 745-46 Artillerivej/Kigkurren
De afsatte midler anvendes til nedrivning samt til etablering af ny belægning svarende til den omgivende eksisterende belægning.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Dækningsgravene er hovedsagelig anlagt under anden verdenskrig i perioden 1943-45 og i forbindelse med Korea-krigen i 1952. De er placeret på såvel offentlige gadearealer såvel som private fællesveje, på pladser, i parker og anlæg samt i private gårde og haver. De er gerne lagt synligt for at nemt kunne benytter af byens trafikanter, til hvem de er beregnet.
I dag giver anlæggene gener i byen, i form af hindringer for især fodgængertrafik, forgrimmelse og blokering af pladsrum. Med tiden er anlæggene i mange henseender forældet. Den tekniske værdi i forhold til moderne våben og krigsførelse kan også diskuteres.
Hovedparten af byens dækningsgrave er offentligt ejede anlæg. Dækningsgravenes konstruktioner og indre vedligeholdelse varetages af Beredskabssektionen under Københavns Brandvæsen, der også er myndighed i forbindelse med nedrivningssager m.v. Den udvendige pleje af anlæggene henhører under Vej & Park.
I Københavns kommune findes der i dag 548 offentligt ejede dækningsgrave med 945 rum. Alle ændringer i dækningsgravenes tilstand (fjernelse af nødudgangstårne, regulering af dækningsgraves terræn eller nedrivning af hele anlæg) skulle tidligere godkendes i Indenrigsministeriet af Civilforsvarsstyrelsen. I 1994 overgik denne myndighed til kommunerne. I Københavns kommune blev opgaven naturligt tildelt Civilforsvarskontoret, der ændrede navn til Beredskabskontoret (Stadsingeniørens Direktorat), fra 2000 Beredskabssektionen under Københavns Brandvæsen.
Der er jævnligt henvendelser fra borgere, ligesom kommunens forvaltninger selv har ønsker om fjernelse af dækningsgrave. Der er nu mulighed for at fjerne dækningsgrave ifølge lov nr.1055 af 23. december. 1992 om beskyttelsesrum.
Praksis for godkendelse er ændret i 1993 med "Bekendtgørelse om fjernelse af betondækningsgrave". Her fastsættes det, at Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om fjernelse af offentlige beskyttelsesrum – dækningsgrave:
§3 giver mulighed for at fjerne dækningsgrave mod, at ansøgeren betaler nedrivning og udgifter til etablering af et offentligt beskyttelsesrum til erstatning.
§4 giver mulighed for fjernelse, hvis dækningsgraven hindrer et aktuelt byggeri eller vejanlæg. Her afholder kommunen udgifterne til nedrivningen.
§5 giver mulighed for "i særlige tilfælde" at fjerne dækningsgrave, uden at ansøgeren skal opføre et offentligt erstatningsrum, men alene udgiften til nedrivning.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Det er Bygge og Teknikforvaltningens opfattelse, at dækningsgrave, der æstetisk eller funktionelt er til gene i byens rum, bør fjernes. Anlæggene foreslås behandlet efter en prioriteringsliste. Hvor der af andre årsager gennemføres større anlægs- eller omlægningsprojekter (kvarterløft, trafik og byrumsplaner eller lignende) foreslås dækningsgravene i området håndteret indenfor disse projekters rammer, og anlæggene vil på den baggrund udgå af prioriteringslisten.
I forbindelse med disponeringen af de reserverede midler for 2001 foreslår forvaltningen nedenstående 3 anlæg fjernet i år. Ved disponeringen af indsatsen for de efterfølgende år vil udvalget få forelagt en liste over dækningsgrave med forslag til en prioritering. De afsatte midler anvendes til nedrivning samt til etablering af ny belægning svarende til den omgivende eksisterende belægning.
For år 2001 foreslås følgende anlæg fjernet
Nr. 413 Rebildvej/Morsøvej - Vanløse, 2 kupler – fjernes efter henvendelser fra bl.a. Grøndals Lokalråd. Arealet vil efter fjernelse af dækningsgravene blive retableret som en lille plads med stenmelsbelægning indrammet af fortovsbelægning og enkelt møbleret med træer og bænke.
Anlægget fremstår i dag uskønt og er af Beredskabssektionen bedømt som egnet til nedrivning uden krav om erstatningsrum, da det vurderes som ubrugelig i den eksisterende tilstand.
Nr. 308, 309, 310 Guldbergs Plads syd - Indre Nørrebro. Pladsen har to anlæg, hvoraf det sydlige med 7 kupler foreslås fjernet i år 2001.
Sløjfning af dækningsgravene på Guldbergs Plads er en del af Indre Nørrebro Bydels forslag til fornyelse af Guldbergs Plads kvarteret.
Miljøkontrollen har meddelt, at jorden på legepladsen på Guldbergs Plads og de omkringliggende legearealer er forurenet, og at jorden derfor skal udskiftes på legepladsen. Miljøkontrollen har i 2001 bevilget 0,6 mio. kr. til oprensning af den forurenede jord. Dækningsgravene ligger lige op ad legearealet.
De afsatte midler foreslås anvendt til at gennemføre sløjfningen af dækningsgravene, således at arbejderne koordineres med jordrensningen på legearealet. Tilladelse til nedrivning af bunkersanlægget er givet af Beredskabskontoret til Indre Nørrebro Bydelsråd
Nr. 745 – 746 Artillerivej/Kigkurren - Islands Brygge
De to anlæg, med i alt 6 rum, søges fjernet efter §5 "særlige tilfælde". Begrundelsen er, at en fjernelse vil gøre det muligt at erstatte den eksisterende uformelle boldbane med en boldbane i standardstørrelse. I forbindelse med byggeaktiviteterne for Ørestad er der fjernet et større samlet anlæg med boldbaner i området. Erstatningen for disse baner er udført længere ude ad Lossepladsvej i en betydelig afstand fra den tætte bydel på Islands Brygge. Der er således et stort behov for centralt beliggende boldbaner, da der er et stigende antal børn og unge i kvarteret.
Bygge- og Teknikudvalget godkendte i forbindelse med behandlingen af Vej & Parks Investeringsplan 2001 – 2006 den 4. april 2001, at der reserveres 0,75 mio. kr af anlægsrammen i 2001 til fjernelse af dækningsgrave.
Nedenstående beløb dækker rydning af udstyr, der opbevares i rummene, nedrivning inkl. projektering og tilsyn, retablering til enten 30 cm under færdig terræn med stabil grus for videre anlægsarbejder eller til færdig terræn med belægning af grus eller græs.
Projektet ved Guldbergs Plads Syd foreslås koordineret med Miljøkontrollens oprensning af den forurenede jord. Der er bevilliget 0,6 mio. kr. til udgifterne til oprensning m.m. af Miljøkontrollens midler.
Nr. 413 Rebildvej/Morsøvej 120.000 kr.
Nr. 308-10 Guldbergs Plads syd 335.000 kr.
Nr. 745-46 Artillerivej/Kigkurren 295.000 kr.
Sum 750.000 kr.
Høring
Der søges om nedrivningstilladelse hos Københavns Brandvæsen for Nr. 413 Rebildvej/Morsøvej og Nr. 745-46 Artillerivej/Kigkurren.. Tilladelse foreligger for Nr. 308-10 Guldbergs Plads syd.
Da ovennævnte anlæg fjernes uden stillingtagen til senere anvendelse som eksempelvis en del af et pladsprojekt eller andet, planlægger forvaltningen ikke at gennemføre offentlig høring af projekterne. Der vil blive gennemført orientering af lokalområdet forud for anlægsarbejdernes start.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1 oversigt og forslag til udformning af Rebildvej/Morsøvej
Bilag 2 oversigt og forslag til udformning af Guldbergs Plads syd
Bilag 3 oversigt og forslag til udformning af Artillerivej/Kigkurren
Bilag 4 fotos fra registrering af de tre anlæg
Ole Bach