Mødedato: 23.05.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til lokalplan "Godthåbsvej"

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til offentliggørelse af lokalplan ”Godthåbsvej” med tilhørende kommuneplantillæg, der muliggør opførelse af en dagligvarebutik og ungdomsboliger på Godthåbsvej 205-207.

Indstilling og beslutning

Det indstilles,

  1. at forslag til lokalplan ”Godthåbsvej” (Bilag 1) med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (Bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger,
  2. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside Bliv Hørt bliver afholdt borgermøde.

(Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Indstillingen var på dagsordenen til mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 11. marts 2013, hvor udvalget besluttede at sende indstillingen retur til forvaltningen

Mäckler Ejendomsudvikling har i samarbejde med Aarhus Arkitekterne udviklet et projekt til opførelse af 53 ungdomsboliger på 1.945 m² og en dagligvarebutik på 1.500 m² på Godthåbsvej 205 – 207. Bebyggelsen placeres som en randbebyggelse i op til 4 etager. Projektet har et omfang, som betyder, at der skal udarbejdes et lokalplanforslag og kommuneplantillæg. Københavns Kommune har en målsætning om at opføre flere ungdomsboliger som følge af en stor efterspørgsel, og projektet er med til at støtte op om disse mål, jf. kommuneplan 2011 og boligstrategi for unge og studerende i København (BR, 09/02-2012). Ligeledes vil butikslivet blive styrket omkring Godthåbsvej.

Sagen var på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden den 11. marts 2013. Indstillingen blev udsat og er nu revideret i overensstemmelse med diskussionen på Teknik- og Miljøudvalgets møde på følgende punkter:

  1. Kommunens muligheder for at sikre, at arealet bruges til ungdomsboliger. Dette søges løst ved, at der i lokalplanens anvendelsesbestemmelser og formålsparagraf er indarbejdet bestemmelser, der fastlægger anvendelsen til ungdomsboliger. En anden anvendelse vil således kræve en ny lokalplan. Bygherre har desuden tilbudt at udarbejde en servitut som sikrer anvendelsen i fremtiden.
  2. Mulighederne for cykelparkering på offentligt areal optimeres sådan, at op til 40 cykelparkeringspladser placeres på fortov ved dagligvarebutikken. Personale henvises til cykelparkering i gården.
  3. For at begrænse indbliksgener til naboer fra tagterrassen, er der under § 7. stk. 2. tilføjet at ”friarealer på terræn og tagterrasser skal indrettes med afskærmning, der hindrer indblik til naboerne. Afskærmningen skal ske i form af beplantning eller pergola med bevoksning.”
  4. For at stille konkrete krav til facaden, foreslås § 6 stk. 3 ændret til " Facaden skal udføres i indfarvet beton, blank mur eller med pudset overflade. Vinduer skal placeres i en fast rytme og ikke som bånd med blændingsfelter."
  5. Gavlen ved indkørsel til gårdarealet ved Frederiksgårds Allé sikres åbenhed og variation ved bestemmelsen i § 6, stk. 3, hvoraf det fremgår, at: "Permanent fritstående gavle skal behandles som facader og skal forsynes med vinduer, franske altaner og lignende. Gavlen mod indkørslen til ejendommen matr. nr. 1603, skal desuden begrønnes".

Løsning

Bebyggelsen skal fremstå opdelt i forskellige enheder med varierende etageantal og facadelængder. Det må højst være i op til 4 etager på hjørnet Frederiksgårds Allé/Godthåbsvej, således at anlægget fremstår tilpasset kvarteret. Dagligvarebutikken udgør stueetagen og er på 1500 m² og ungdomsboligerne udgør 1945 m² svarende til 53 boliger, fordelt på to til tre etager placeret oven på butiksetagen svarende til en bebyggelsesprocent på 130.

 

I lokalplanen muliggøres, at opholdsarealer i form af fælles tagterrasser kan medregnes i beregningen af friarealet til boliger (50 % af etagearealet og 10 % af erhvervsarealet). Der stilles krav til, at kvaliteten af tagterrassen skal svare til et friareal på terræn og at minimum 75 % af tagterrassernes areal skal fremstå begrønnet.

Der stilles i lokalplanen krav om parkering i størrelsesordenen 1 p-plads pr 200 m² boligetageareal og 1 p-plads pr. 100 m² detailhandelsareal. Dette medfører krav om i alt 25 p- pladser, som indrettes på terræn. Der stilles krav om cykelparkering svarende til 4 pladser pr 100 m² ungdomsboligareal og butiksareal. Cykelparkeringen til ungdomsboligerne og de ansatte i butikken placeres i gården. Da erfaringerne viser, at cyklerne i forbindelse med butiksbesøg altid parkeres ved indgangen, er der afsat op til 40 pladser på gadesiden på offentligt fortovsareal. Vareindlevering til dagligvarebutikken sker fra gården, hvor der også er affaldshåndtering. Projektet forudsætter nedrivning af de eksisterende bygninger på grunden, der i bydelsregistreringen for Vanløse har middel eller lav bevaringsværdi (SAVE 6 og 7). Forvaltningen foreslår, at Godthåbsvej 203 inddrages i lokalplanforslaget. Der er ikke et konkret projekt for udbygning af ejendommen, men ved at inddrage ejendommen i lokalplanen kan der på sigt skabes en sammenhængende og bymæssig randbebyggelse langs Godthåbsvej.
 

Byliv

Projektet skal understøtte Godthåbsvej som en indkøbsgade, da butikken i kraft af sin størrelse vil være tiltrækkende for kunder ud over nærmiljøet og dermed vil styrke omsætningen i de omkringliggende butikker. Derudover stilles krav om åbne facader ud til Godthåbsvej. Placeringen af ungdomsboliger styrker mulighederne for denne aldersgruppe, som forvaltningen vurderer, er underrepræsenteret i kvarteret.


Bæredygtighed

Der er i forslaget lagt vægt på, at fri- og opholdsarealer bliver grønne ved krav om beplantning af tagterrasser og hegning samt begrønning af facader. Endvidere er der krav om, at tagvandet i udstrakt grad bruges til toiletskyl, tagvanding og evt. nedsivning. Endelig stilles krav om gældende laveste energiklasse. 

Kommuneplantillæg

Ifølge kommuneplan 2011 er området udlagt til boliger med en maksimal bebyggelsesprocent på 110, bygningshøjde på 20 m, friareal på 60 for boliger og 15 for erhverv (B3-ramme). Parkeringsdækningen skal maksimalt andrage 1 pr. 100 m² og minimum 1 pr. 200 m² etageareal. I kommuneplantillægget ændres rammen for byggeriet fra B3 til B4, hvorved den maksimale bebyggelsesprocent ændres til 130, bygningshøjde på 22 m, friareal på 50 for boliger og 10 for erhverv. Parkeringskravet ændres ikke.


Vejforhold

På hjørnet af Godthåbsvej/ Frederiksgårds Allé er et vejudlæg, der forudsættes nedlagt i henhold til vejlovens bestemmelser. Dette er en forudsætning for gennemførelse af planen.

Opfølgning på Lokaludvalgets høringssvar

Vanløse Lokaludvalg er blevet hørt og har afgivet høringssvar med brev af 31. januar 2013.

Udvalget anser trafikafviklingen på Frederiksgårds Allé med biler og lastbiler til varelevering samt parkeringsspørgsmålet og cykelforhold, kræver en nærmere undersøgelse i forhold til hvad området kan bære.  Forvaltningen er enig med lokaludvalget i, at Frederiksgårds Allé skal belastes mindst muligt. Derfor vil varekørsel kun ske til og fra Godthåbsvej ad Frederiksgårds Allé, men kun den alleryderste del af Frederiksgårds Allé ved Godthåbsvej berøres. Den eksisterende trafiksanering herunder venstresvingsforbuddet mod Frederiksgårds Allé bibeholdes.

 

Udvalget anser konsekvenser for torvedannelse ved Grøndals Torv ved at nedlægge vejudvidelseslinjen, idet et stort fortorvsareal på hjørnet af Frederiksgårds Allé og Godthåbsvej formindskes. Til det mener Forvaltningen at på Grøndals Torv på modsatte side af Godthåbsvej er der mulighed for betydelig mere aktivitet end i dag, herunder mulige torveaktiviteter. Området har derfor allerede potentialer for torvedannelse, som er solorienteringsmæssigt godt placeret.

 

Udvalget spørger til konsekvenser og en samlet vurdering af miljøindvirkning på det bagvedliggende kvarter ved forøgelse af bebyggelsesprocenten. Men skyggediagrammer viser, at skyggepåvirkningen kun har ringe indvirkning på lysforholdene for den omkringliggende bebyggelse, ligesom det er forvaltningens opfattelse, at en udbygning af randbebyggelsen vil give en bedre støjbeskyttelse af de bagvedliggende boliger. 

Udvalget spørger til, om parkeringen på grunden er tilstrækkelig og varetransporten tilstrækkelig belyst. Da Parkeringsbehovet dækkes gennem kommuneplanens krav til detailhandel og boliger. Varetransporten er blevet dokumenteret med indtegnede venderadier for lastbiler hele vejen fra Godthåbsvej.   

Miljøvurdering Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. Etablering af dagligvarebutikken menes at generere ca. 15 nye arbejdspladser. Ud fra nøgletal fra kommuneplanens investeringsredegørelse skønnes kommunen at kunne få en årlig merindtægt på ca. 0,9 mio. kr. på ejendomsskatten.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslagene (og miljøscreening) i offentlig høring i 8 uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningerne gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i september måned 2013.

                     

         Claus Juhl                                         Pernille Andersen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at forslag til lokalplan ”Godthåbsvej” (bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse i 8 uger
  2. at der udover den lovpligtige borgerdialog bestående af 8 ugers høring og offentliggørelse på kommunens hjemmeside Bliv Hørt bliver afholdt borgermøde.

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

3.    at det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 (Bilag 1) godkendes med henblik på offentliggørelse sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2013

Indstillingens 1. og 2. at-punkt blev anbefalet.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. maj 2013

Indstillingen blev anbefalet uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. maj 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.


Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 27. maj 2013 kl. 12.00.

 

Til top