Medlemsforslag om at bevare og skabe private jobs ved at fjerne kommunale erhvervsafgifter
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om at redde private arbejdspladser med beskrivelse af, hvordan de københavnske virksomheder kan få likviditetshjælp ved, at kommunen resten af året suspenderer kommunale erhvervsafgifter, herunder også kommunale afgifter for den kommercielle del af kulturlivet. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling på Økonomiudvalgets møde i maj 2020.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Som kommune bør vi gøre, hvad vi kan for at redde og bevare private jobs. Det betyder meget for københavnerne at bevare deres jobs, så de kan forsørge sig selv, og så man kan skabe en tryg ramme om sit liv og sin familie.
Som følge af Coronapandemien har en del private virksomheder likviditetsproblemer på grund af manglende omsætning, idet regeringen og sundhedsmyndighederne har forbudt en del aktiviteter. Det presser mange virksomheder og kan koste mange jobs.
Københavns Kommune har en god likviditet med en beholdning på over ti milliarder kroner. Ud over beslutningen (Økonomiudvalget den 18. marts 2020) om at fremrykke betalingen af modtagne fakturaer, ønsker vi, at kommunen med de erhvervsafgifter, der er lokalt bestemt, beslutter at suspendere disse resten af året. Det bør give virksomhederne en likviditetshjælp, der kan være med til at redde virksomheder og dermed arbejdspladser gennem krisen.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. april 2020
Medlemsforslaget blev forkastet med 46 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C, O og I.
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, V og Niko Grünfeld (Løsgænger)
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”I Liberal Alliance vil vi allerhelst afskaffe kommunale erhvervsafgifter, men en suspendering af dem, må være det næstbedste. Også for det kommercielle kulturliv. Vi ønsker ligeledes ingen nye afgifter indført i 2020 og 2021.”
Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker at hjælpe københavnske virksomheder og at redde arbejdspladser i hovedstaden, som er hårdt ramt af COVID-19 krisen. Det er også baggrund for, at partierne har vedtaget en lang række initiativer for at holde hjulene i gang og sikre omsætning og likviditet i virksomhederne, bl.a. at fremrykke betaling af regninger, sætte gang i bygge- og anlægsopgaver og udskyde betaling af dækningsafgiften. Samtidig er partierne enige om at drøfte flere initiativer, der kan holde hånden under københavnske virksomheder og arbejdsplaner i forbindelse med forhandlingerne om overførselssagen 2019-2020.”
Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning, som Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig:
”For partierne er det vigtigt at erhvervsafgifter, også i tider uden COVID 19, indrettes således at de ikke bremser etableringen nye arbejdspladser og start-ups i København og at vi understøtter en bæredygtig vækst til glæde for borgere og erhvervsliv.”