Medlemsforslag om at melde Københavns Kommune ud af Kommunernes Landsforening (KL)
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen uden ugrundet ophold at opsige Københavns Kommunes medlemskab af Kommunernes Landsforening (KL),
- at Borgerrepræsentationen ved de kommende budgetforhandlinger for 2024 drøfter, hvilke formål det politiske flertal ønsker at anvende de anslåede 25,5 mio. kr. som spares ved udmeldelsen af KL.
(Stillet af Dansk Folkeparti)
Motivering
Københavns Kommune meldte sig i 2005 ind i KL, med baggrund i at den kommende kommunalreform ville sidestille Københavns Kommune med landets øvrige kommuner, da Københavns Kommune i forbindelse med reformen mistede den særstatus, det var både at være både kommune og amt.
Formålet med indmeldelsen var derfor at sikre, at Københavns Kommune fortsat kunne påvirke den kommunalpolitiske debat og opnå indflydelse på aftaler mellem staten og den kommunale sektor.
KL's formål er at støtte kommunernes forvaltninger og kommunalbestyrelser med rådgivning og information, så kommunerne kan løse opgaverne bedst muligt. Netop rådgivning og information til kommunerne var Dansk Folkepartis væsentlige begrundelse for at støtte indmeldelsen af Københavns Kommune i KL.
Dansk Folkeparti har i flere år konstateret en kraftig stigende polarisering i KL. Der er tale om en politisering fra ledelsen og slet ikke en vejledning og uvildig rådgivning, som man måtte forvente af en interesseorganisation som KL.
DF anfægter ikke en ledelses ret til beslutninger, men protesterer mod vildledende og direkte fejlagtig “rådgivning” til de kommuner, som er medlem af KL. DF er dybt forundret over, at “vejledning” i forbindelse med debat og afstemning i kommuner om afledte konsekvenser af Store Bededag medførte en nærmest politisk advarsel fra KL og IKKE en forventet vejledning og instruktion, om hvad kommunerne kunne gøre for at sammensætte et lovligt forslag som afstemningstema.
Det er dybt kritisabelt og sætter et længe næret ønske fra DF i relief. Nemlig, at komme ud af interesseorganisationen KL, som ikke lever op til at varetage kommunernes interesser, og som for Københavns vedkommende koster ca. 25,5 mio. kroner hvert eneste år for en ”sådan” rådgivning.
Københavns Kommunes årlige kontingent til KL er på 23 mio. kroner samt anslået ca. 2,5 mio. kr. som betales til KLs konferencer, forplejning og rejser til KL-arrangementer.
DF foreslår derfor, at København, uden ugrundet ophold, udmelder sig af KL.
Dansk Folkeparti vil under de kommende budgetforhandlinger foreslå, at KL-besparelsen på ca. 25,5 millioner kroner fordeles således:
Musikunderholdning på plejehjem.
Flere ledsager-ture til indkøb og familiebesøg for plejehjemsbeboere.
Flere fritidsaktiviteter til unge udviklingshæmmede.
Mere fokus på hjerneskadede personer, som virkelig delvist har mulighed for at vende tilbage til et arbejde.
Fast årligt beløb til de sorg-organisationer, som sikrer børn- og unge et terapi- og behandlingsforløb ved dødsfald i familien, f.eks. far, mor eller søskende, ventelister til denne sorgterapi må helt væk.
Bedre støtte til hjemløse med direkte målsætning om, at de kommer i egen bolig (Finlands-modellen).
Mere “gade-idræt” og langt bedre service til frivillige foreninger, herunder idrætsforeninger.
Sikring af tilstrækkeligt antal P-pladser for handicappede,
Flere grønne arealer.
Parkering under jorden.
Tilskud til drift af idræt på byens tage.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. marts 2023
Et forslag fra Dansk Folkeparti om udvalgshenvisning til Økonomiudvalget blev forkastet med 47 stemmer imod 7. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B og O.
Imod stemte: Ø, A, C, F, V, Å og I.
Enhedslisten og Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til erstatning af 1. at-punkt:
”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen, at undersøge, hvad konsekvenserne af en opsigelse af Københavns Kommunes medlemskab af Kommunernes Landsforening (KL) vil være og vender tilbage med en sag til Økonomiudvalget.”
Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) til erstatning af 2. at-punkt:
”At borgerrepræsentationen opfordrer de politiske partier ved de kommende budgetforhandlinger for 2024 til at drøfte muligheden for at anvende de sparede 25,5 mio. kr. ved udmeldelsen af KL til andre formål.”
Det af Enhedslisten og Radikale Venstre fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 29 stemmer imod 25. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, B, Å, I og O.
Imod stemte: A, C, F og V.
Det af Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 46 stemmer imod 7. 1 medlem undlod at stemme.
For stemte: B og O.
Imod stemte: Ø, A, C, F, V og Å.
Undlod at stemme: I.
Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 32 stemmer imod 1. 21 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: O.
Imod stemte: A, C, F, V, Å og I.
Undlod at stemme: Ø og B.