Indtægtsbevilling til deltagelse i Horizon Europe projektet ELABORATOR
Teknik- og Miljøforvaltningen har ansøgt og modtaget tilsagn om ekstern finansiering til et projekt om varetransport i København. For at modtage ekstern finansiering skal Borgerrepræsentationen godkende at modtage finansieringen, jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til modtagelse af tilskud fra Europakommissionens Horizon Europe pulje med EU-projektet ELABORATOR. Projektet er 100 % finansieret af EU.
Indstilling
Indstilling om,
- at Teknik og Miljøforvaltningen modtager 2,18 mio. kr. fra Europakommissionens Horizon Europe pulje til tværgående innovationsaktiviteter i Europa og deltagelse i projektet ELABORATOR. Der skal på den baggrund gives en indtægts- og udgiftsbevilling på 2,18 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Af Københavns Kommunes Bevillingsregler gældende fra den 25. marts 2022 fremgår det, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.
Teknik- og Miljøforvaltningen har fået tilsagn den 16. december 2022 om tilskud fra Europakommissionens Horizon Europe pulje til at indgå i et projekt, der understøtter forvaltningens arbejde med at mindske CO2 og forbedre mobiliteten for cyklister og fodgængere i byen. Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune. Under løsning beskrives kort det projekt, som indtægtsbevillingen bidrager til at finansiere.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om den tildelte finansiering fra Europakommissionens Horizon Europe pulje kan modtages og anvendes til ELABORATOR-projektet.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har mulighed for at indgå i projektet ELABORATOR, der er 100 % finansieret af Europakommissionens Horizon Europe pulje. Projektet er et partnerskab med en række andre europæiske byer og organisationer, heriblandt Københavns Universitet, Milano, Lund Kommune, Helsinki, Valencia med flere.
På grund af de mange cyklister, fodgængere og brugere af den offentlige transport i Københavns Kommune og Region Hovedstaden er den trafikale sammensætning særligt kompliceret her sammenlignet med andre byer. Samspillet af trafikformer udgør forskellige komplekse mønstre, som projektet vil analysere med det formål at forbedre mulighederne for trafikledelse og trafikinformation og dermed øge kapaciteten på vejnettet.
Overfor dette makroperspektiv søger projektet også at analysere trafikantadfærd på hændelsesniveau og derved afdække yderligere muligheder for at designe kryds og programmere trafiksignaler med henblik på at minimere konflikt mellem trafikanter.
ELABORATOR er et eksplorativt projekt, som søger at udarbejde nye tilgange til indhentning af viden om trafikken både hvad angår datakilder og databehandlingsmetoder. Et yderligere perspektiv for projekter er udviklingen af open source-systemer til dataindsamling og -behandling.
Projektet hedder ”The European living lab on designing sustainable urban mobility towards climate neutral cities” og forkortes ELABORATOR.
Politisk handlerum
Såfremt Teknik- og Miljøforvaltningen ikke modtager tilskud fra Europakommissionens Horizon Europe pulje, vil det ikke være muligt at gennemføre projektet.
Økonomi
Projektet løber over 4 år og er 100% finansieret af Europakommissionens Horizon Europe pulje. Teknik og Miljøforvaltningens udgifter refunderes derfor 1:1.
Betalingsprocedurerne i Horizon Europe er udformet, så projektdeltagerne modtager 50% af det budgetterede beløb ved starten af projektet som ”pre-financing”. Herefter afrapporteres udgifterne årligt til Horizon Europe og refunderes heraf. Udgifterne for det sidste EU-projektår (2026) modregnes præfinansieringen. Herefter i 2027 kan der stadig forekomme residuale konteringer på projektet inden det kan lukkes. De bevillingsmæssige konsekvenser fremgår af tabel 1 nedenfor.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
At-punkt |
Ud-valg |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Indtægt (I) / |
Beløb i 1.000 kr.* (2023 p/l) |
Varig? |
||||
2023 |
2024 |
2025 |
2026 |
2027 |
||||||
1. |
TMU |
1000 Ordinær drift |
2.22.01.1 |
I |
-1.076 |
-500 |
-500 |
0 |
-100 |
Nej |
1. |
TMU |
1000 Ordinær drift |
2.22.01.1 |
U |
500 |
500 |
500 |
576 |
100 |
Nej |
1. |
ØU |
Finans-poster |
8.22.05.5 |
U |
576 |
0 |
0 |
-576 |
0 |
Nej |
I alt |
- |
- |
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
*Øgede indtægter/reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter/øgede udgifter er indikeret uden fortegn.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen indgå en projektaftale med de øvrige europæiske partnere og Europakommissionen.
Søren Wille
/ Peter Højer
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Teknik og Miljøforvaltningen modtager 2,18 mio. kr. fra Europakommissionens Horizon Europe pulje til tværgående innovationsaktiviteter i Europa og deltagelse i projektet ELABORATOR. Der skal på den baggrund gives en indtægts- og udgiftsbevilling på 2,18 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær drift jf. økonomiafsnittet.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. februar 2023
Indstillingen med teknisk ændringsforslag blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. marts 2023
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 23. marts 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.