Studietur til Amsterdam
Studietur til Amsterdam
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 23. marts 2006
BR 187/06
Studietur til Amsterdam
Studietur til Amsterdam
Indstilling om, at Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer om at deltage i udvalgets studierejse til Amsterdam i perioden fra den 23. april 2006 til den 26. april 2006.
(Borgmesteren for Teknik- og Miljøforvaltningen)
INDSTILLING
Jeg indstiller,
at Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer om at deltage i udvalgets studierejse til Amsterdam i perioden fra den 23. april 2006 til den 26. april 2006.
RESUME
Teknik- og Miljøudvalget har planlagt en studierejse til Amsterdam i det nævnte tidsrum. Studierejsen har 2 hovedtemaer: Boligbyggeri med særligt fokus på opførelse af billige boliger som det primære hovedtema samt cykling.
En forudsætning for betaling af udgiftsgodtgørelse samt evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til udvalgets medlemmer er, at Borgerrepræsentationen anmoder udvalgets medlemmer om at deltage i studieturen. Jf. Lov om Kommunernes Styrelse §16, stk. 5 og 10, og Borgerrepræsentationens beslutning af 9. februar 2006 (BR 102/06).
SAGSBESKRIVELSE
Teknik- og Miljøudvalget har i 2006 planlagt en studietur til Amsterdam i perioden 23. april 2006 til 26. april 2006.
Hovedtemaerne vil være boligbyggeri og cykling.
I forhold til boligbyggeri, som vil være det primære hovedtema, vil fokus især været rettet mod opførels e af billige boliger. Ud over drøftelse af de hollandske erfaringer med fagfolk og politikere, herunder de almene boligselskabers rolle, vil turen indeholde besigtigelse af eksempler på billigt, industrialiseret boligbyggeri og besøg på en fabrik, der producerer industrialiserede boliger.
Herudover vil turen indeholde besigtigelser af boligbyggeri i større byudviklingsområder som øerne i havneområdet og det store byudviklingsområde IJ Burg.
Vedrørende cykling vil fokus være på de hollandske erfaringer vedrørende cykelrutenet, cykelparkering, krydsløsninger m.v. Dette tema vil ligeledes indeholde en kombination af drøftelser med hollandske eksperter og besigtigelser i byen.
Endelig undersøges det, om Amsterdam har særlige erfaringer vedrørende tilgængelighed i det offentlige rum, som kan indgå i programmet.
Det endelige program for studieturen er endnu ikke helt på plads. Den endelige tilrettelæggelse sker i samarbejde med de lokale myndigheder og andre kontakter i Amsterdam.
Udbetaling af udgiftsgodtgørelse samt evt. erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til deltagerne fra Teknik- og Miljøudvalget kan kun ske, hvis Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf. Lov om Kommunernes Styrelse §16, stk. 5 og 10.
Jeg indstiller derfor, at Borgerrepræsentationen anmoder Teknik- og Miljøudvalget om at tage på studietur til Amsterdam i den nævnte periode.
Økonomi
Udgifterne til studieturen afholdes inden for Teknik- og
Miljøudvalgets budgetramme.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens
positivliste over sager, der skal miljøvurderes
Høring
-
BILAG VEDLAGT
Klaus Bondam