Godkendelse af kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdende træning
Godkendelse af kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdende træning
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 23. februar 2006
BR 138/06
Godkendelse af kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdende træning
Godkendelse af kvalitetsstandarder for personlig og
praktisk hjælp samt genoptræning og vedligeholdende træning
Indstilling om, at kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. serviceloven § 71, godkendes, at der ikke fremover er krav om, at borgerne revurderes mindst én gang om året, men at borgernes behov for revisitation fastsættes individuelt, samt at kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning, jf. serviceloven § 73, godkendes.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
INDSTILLING
Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp, jf. serviceloven §71, godkendes
at der ikke fremover er krav om, at borgerne revurderes mindst én gang om året, men at borgernes behov for revisitation fastsættes individuelt
at kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning, jf. serviceloven §73, godkendes .
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 8. december 2005
Der var afstemning om indstillingen.
Der var følgende resultat af afstemningen:
|
FOR |
IMOD |
UNDLOD |
Inger Marie Bruun-Vierø (B) |
x |
|
|
Tanwir Ahmad
(B) |
x |
|
|
Jens Johansen (F) |
x |
|
|
Heinrich Metz
(F) |
x |
|
|
Mona
Heiberg (A) |
x |
|
|
Johannes
Nymark (A) |
x |
|
|
Jette
Bergenholz Bautrup (A) |
x |
|
|
Bente Møller (Ø) |
|
|
|
A. Ben Haddou (D) |
x |
|
|
Lise
Helweg (V) |
|
x |
|
Carl Chr.
Ebbesen (O) |
|
x
|
|
Indstillingen er herefter godkendt.
Der var følgende protokolbemærkning fra Carl Christian Ebbesen (O) og Lise Helweg (V)
" DF og Venstre er ikke med i budgetforliget for 2006 og ønsker ikke at støtte den forelagte besparelse."
Økonomiforvaltningen
indstiller,
at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende
sag søges gennemført i den foreliggende form.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 31. januar 2006
Anbefalet.
Dansk Folkeparti videreførte sin protokolbemærkning fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets møde. Enhedslisten tilsluttede sig protokolbemærkningen.
RESUME
Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp og kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning skal ifølge lov om social service, §110 stk. 2 godkendes årligt.
Kvalitetsstandarderne danner grundlag for det politisk fastsatte serviceniveau i forhold til indhold, omfang og krav til udførelsen af hjælp/træning.
Kvalitetsstandarderne medvirker til borgernes retssikkerhed og er endvidere et centralt arbejdsredskab for såvel visitatorerne som for medarbejderne i plejeboliger, hjemmeplejen, de private leverandører og på træningsområdet.
Sundhedsforvaltningen indstiller, at kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp godkendes med de foreslåede ændringer i ydelserne: Grundig rengøring og indkøb og at der ikke fremover skal være krav om, at alle borgere skal revisiteres mindst én gang om året.
Sundhedsforvaltningen indstiller, at kvalitetsstandarderne for genoptræning og vedligeholdende træning ikke ændres i forhold til de vedtagne standarder for 2005.
Ændringerne i kvalitetsstandarderne forventes at give den vedtagne besparelse for budget 2006 på henholdsvis 4 mio. kr. og 3 mio. kr.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Ifølge serviceloven §§71 og 73a skal kommunen en gang årligt udarbejde kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp samt for den genoptræning o g vedligeholdende træning, som kommunen har ansvaret for.
Kvalitetsstandarderne danner grundlag for den politiske fastsættelse af serviceniveauet, det vil sige indhold, omfang og krav til udførelse af hjælp/træning.
Kvalitetsstandarderne medvirker til at sikre borgernes retssikkerhed, således at borgere med ensartede behov får tildelt ensartet hjælp og træning uanset boform. Kvalitetsstandarderne bidrager til, at borgerne kan få viden om, hvilken hjælp/træning de er berettiget til.
Kvalitetsstandarderne
er et centralt arbejdsredskab for visitatorerne i forbindelse med visitationen
og udarbejdelsen af afgørelser til borgerne. Endvidere er kvalitetsstandarderne
et centralt arbejdsredskab for medarbejdere i plejeboliger og leverandører af
hjemmepleje og træning for at sikre, at den hjælp/træning, der ydes, er i overensstemmelse
med det politisk vedtagne serviceniveau.
Da de to områder organiseres og styres forskelligt, er kvalitetsstandarderne delt i to dokumenter:
· Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp (bilag 1)
· Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning (bilag 2)
Fagligt er der dog tæt sammenhæng mellem de to områder, da en del af den vedligeholdende træningsindsats er indeholdt i kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp. Den vedligeholdende træning integreres i den måde, hjælpen udføres på.
Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp og kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 15. juni 2005 (BR 380/05).
Ændringer i kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp
Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp er med få undtagelser gældende for både hjemmeboende borgere og borgere i plejeboliger. Det betyder, at borgerne kan forvente samme serviceniveau og kvalitet i plejen uanset boform.
Kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp er systematiseret i en række kvalitetsområder. Indenfor hvert kvalitetsområde er der beskrevet visitationskriterier og de enkelte ydelser.
I nærværende kvalitetsstandarder er der som konsekvens af det vedtagne budget for 2006 (BR. 429/05), foretaget følgende ændringer i relation til ydelserne:
· Grundig rengøring
· Indkøbsordning
Ydelsen "grundig rengøring" er blevet skærpet for at sikre, at den enkelte borgers behov for hjælp vurderes individuelt, og at hjælpen målrettes den enkelte borger. Ydelsen er blevet ændret i forhold til visitationskriterier og indhold i ydelsen. I forbindelse med visitation skal visitator vurdere den enkelte borgers behov for grundig rengøring. Ydelsen er først og fremmest tiltænkt borgere, der selv klarer den almindelig rengøring, men som har brug for supplerende hjælp. I forhold til indhold i ydelsen er det nu beskrevet, at ydelsen omfatter de samme opgaver som ved almindelig rengøring. Det vil sige: Rengøring af gulve, tørre støv af, rengøring af køkken, bad, o.s.v.
Ydelsen "indkøbsordning" er blevet skærpet for at sikre, at den enkelte borgers behov for hjælp vurderes individuelt, og at hjælpen målrettes den enkelte borger. Fremover vil borgerne kunne visiteres til indkøb én gang om ugen eller hver 14 dag. Ændringen tilgodeser, at der er borgere, der selv kan varetage indkøb af lette friskvarer, men ikke selv kan foretage indkøb af tunge og langtidsholdbare varer.
Ifølge serviceloven §113, skal kommunen løbende følge de enkelte sager. Det vil sige, opfølgning i form af vurdering af borgerens situation og om den tildelte hjælp er passende i forhold til borgerens behov. I Københavns kommune har borgerne hidtil skulle revurderes mindst én gang årligt, jf. kvalitetsstandarderne 2005.
Denne ordning medfører et uhensigtsmæssigt brug af ressourcer. Erfaringer viser nemlig, at der ved revisitation foretages relativt få ændringer i den tildelte hjælp. For borgere der modtager praktisk hjælp sker der ændringer i tildelt hjælp i ca.14% af sagerne og for borgere der modtager personlig hjælp sker der ændringer i tildelt hjælp i ca. 34% af sagerne.
Det anbefales derfor, at der ikke fremover stilles krav om at alle borgere revurderes mindst én gang om året. En individuel vurdering af borgernes behov for revisitation vil medføre en mere hensigtsmæssig anvendelse af ressourcerne. Der kan fokuseres mere målrettet på borgere med store og komplekse behov, som erfaringsmæssigt har behov for tilpasning og ændringer i hjælpen end andre borgere.
Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning
Kvalitetsstandarderne for genoptræning og vedligeholdende træning afspejler den nuværende organisering af træningsområdet. Med kommunalreformen og den nye sundhedslov overtager kommunen genoptræningsopgaver fra hospitalerne. Forhandlingerne med H:S om de nye opgaver afsluttes først april 2006. Når forhandlingerne er afsluttet vil Sundhedsforvaltningen vurdere behovet for evt. nye kvalitetsstandarder indenfor området.
Sundhedsforvaltningen indstiller derfor, at kvalitetsstandarderne for genoptræning og vedligeholdende træning 2006 ikke ændres i forhold til de vedtagne standarder for 2005.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Sundhedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Sundhedsforvaltningen forventer, at de foreslåede ændringer i kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp vil indfri den vedtagne besparelse for budget 2006 på henholdsvis 4 mio. kr. og 3 mio. kr.
Implementering af de nye standarder vil foregå sideløbende med visitation af nye borgere og ved den årlige revisitation af borgerne.
HØRING
De foreslåede ændringer i kvalitetsstandarderne for personlig og praktisk hjælp har været i høring hos relevante høringsparter. Resume af høringssvar findes i bilag 3, og høringssvarene fra høringsparterne er vedlagt i kopi i bilag 4.
BILAG
Bilag 1 – Kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp
Bilag 2 – Kvalitetsstandarder for genoptræning og vedligeholdende træning
Bilag 3 – Resume af høringssvar
Bilag 4 – Høringssvar fra eksterne høringsparter
Lene Sillasen
/Lars
Bo Bülow