Mødedato: 22.11.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Tværkommunalt samarbejde om skybrudssikring af Harrestrup Å

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal tiltræde Kapacitetsplan 2018 med tilhørende Aftaletillæg 4, der er en tværkommunal samarbejdsaftale om skybrudssikring af Harrestrup Å, så de deltagende kommuner kan sende forslag til Kapacitetsplan 2018 i offentlig høring.  

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at udsende forslag til Kapacitetsplan 2018 og tilhørende forslag til miljøvurderingsrapport i otte ugers offentlig høring, jf. bilag 4,4a og 5.   

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

De ti kommuner (Albertslund, Ballerup, Brøndby, Frederiksberg, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, København og Rødovre) langs Harrestrup Å og deres forsyningsselskaber indgik i 2017 en aftale om Kapacitetsplan 2016, der har til formål at gøre det muligt ved store regnskyl, at håndtere regnvand i områder langs åen (Borgerrepræsentationen 19. januar 2017). I forhold til den tidligere aftale er der i en opdateret version – Kapacitetsplan 2018 - udeladt projekter i samarbejdet, hvilket har reduceret prisen for de samlede tiltag fra 2,2 mia. kr. til 1,1 mia. kr. Det samlede projekt vil – uanset besparelsen – skybrudssikre arealerne omkring Harrestrup Å. Kapacitetsplan finansieres af takstmidler. Kapacitetsplan 2018 indeholder blandt andet Aftaletillæg 4, som er den formelle ramme for samarbejdet mellem kommunerne og en opdateret tidsplan for gennemførelse af projekterne.

Der skal derfor tages stilling til Kapacitetsplan 2018’s Aftaletillæg 4, til ændringer af rækkefølgen for gennemførelse af tiltag i regi af Københavns Kommunes Skybrudsplan, til to yderligere skybrudsløsninger og til tilpasning af fem skybrudsprojekter.   

Løsning

Kapacitetsplan 2018 og Aftaletillæg 4

Kapacitetsplanen skaber rammerne for, at kommunerne i fællesskab kan løse problemerne med oversvømmelser ved skybrud langs Harrestrup Å og dens tilløb.

Samarbejdet om Harrestrup Å forudsætter, at alle kommunerne tiltræder Aftaletillæg 4, der danner rammen for samarbejdet. Aftaletillæg 4 udgør det formelle, juridiske grundlag bag Kapacitetsplan 2018. Ved at deltage i samarbejdet undgår Københavns Kommune at blive oversvømmet af store vandmængder fra kommunerne i den øvre del af Harrestrup Å, hvor regnvandet i stedet tilbageholdes. I Vigerslevparken fra jernbanen til Gl. Køge Landevej opnås også synergi med det naturgenopretningsprojekt som Københavns Kommune har vedtaget (Borgerrepræsentationen 7. oktober 2010), da dette etableres samtidig med Kapacitetsprojektet. Alle tiltag, der er placeret i Københavns Kommune fremgår af bilag 2a.

Ved at tiltræde Aftaletillæg 4 forpligtes Københavns Kommune til at gennemføre tiltagene i Kapacitetsplan 2018 og til at finansiere 23,4 % af de samlede tiltag, hvilket svarer til ca. 260 mio. kr., jf. bilag 6. Den fælles løsning er en besparelse, fordi de tiltag, der er forudsat for Harrestrup Å i Københavns Kommunes Skybrudsplan ville koste ca. 412 mio. kr., hvis Københavns Kommune skulle gennemføre dem alene. Hermed opnår Københavns Kommune en besparelse på 155 mio. kr. Desuden bidrager Kapacitetsplan 2018 til at indfri målet i Fællesskab København om, at risikoen for oversvømmelser er reduceret med 30 % i København, og at klimasikringen har hjulpet 160.000 københavnere i 2025.

Tilpasning af fem skybrudsprojekter til Kapacitetsplan 2018

Både i Københavns Kommunes Skybrudsplan (Teknik- og Miljøudvalget 28. november 2016) og i Kapacitetsplan 2018 er der forudsat en rækkefølge for gennemførelse af de enkelte tiltag, som ud fra hydrauliske bindinger og geografisk beliggenhed afgør, hvornår de enkelte projekter igangsættes. Desuden er der i Kapacitetsplan 2018 taget højde for en jævn fordeling af omkostninger i investeringsperioden. For at kunne tiltræde Aftaletillæg 4, er det nødvendigt at justere tidsplanen og indsatserne for fem projekter i Skybrudsplanen. Det betyder, at der vil være en længere periode end forudsat i Københavns Kommunes Skybrudsplan, hvor enkelte områder omkring Harrestrup Å vil være i risiko for at blive oversvømmet, fordi tiltagene gennemføres senere. Sandsynligheden for, at store skybrud rammer, inden projekterne er gennemført, er lille. Alle projekter i Kapacitetsplanen forventes gennemført i 2038.

Fem projekter tilpasses de tiltag, der indgår i Kapacitetsplan 2018. Skybrudsprojekterne i Grøndalsparken, Vigerslevparken nord, Krogebjergparken, Damhussøen og Damhusengen vil blive ændret, så der kan opbevares mere vand end forudsat i Skybrudsplanen. Bilag 7 indeholder en oversigt over tilpasningerne.

Udgifterne til projektændringerne er omfattet af de samlede, takstfinansierede udgifter til Kapacitetsplan 2018.

To ekstra skybrudsløsninger

I Kapacitetsplan 2018 indgår to projekter, henholdsvis en udvidelse af Kagså og udnyttelse af Kagsmosen til opmagasinering af regnvand. Projekterne har ikke været en del af Københavns Kommunes Skybrudsplan, da der ikke er bebyggelse i nærområdet, der har brug for afledning af skybrudsvand. Projekterne indgår imidlertid i Kapacitetsplanen, fordi Kagså afleder vand til den del af Harrestrup Å-systemet, der giver oversvømmelser i Gladsaxe og Herlev Kommuner. Ved at tilbageholde vandet i Kagsmosen, strømmer der dermed mindre vand til hele Harrestrup Å-systemet. Fordelen for Københavns Kommune ved at gennemføre de to projekter er en mindre risiko for oversvømmelse af adskillige arealer i kommunen, der grænser op til Harrestrup Å.  Med vedtagelsen af Kapacitetsplan 2018, vil projekterne indgå i Københavns Kommunens skybrudsplan.

Udgifterne til begge projekter indgår i den samlede økonomiske ramme for Kapacitetsprojektet og finansieres af taksmidler.

Høringsmateriale

Høringsmaterialet består i alle kommuner af forslag til Kapacitetsplan 2018 og tilhørende forslag til miljøvurdering af planen. Af udkastet fremgår hvilke tiltag, der påtænkes gennemført i hele oplandet til Harrestrup Å og en tidsplan for arbejdet, jf. bilag 3 og 4.

Planforslaget sendes i høring samtidig i alle ti kommuner, så arbejdet med at implementere planen efter høringen kan igangsættes samtidig.

Økonomi

Budgetrammen for de 40 projekter (dvs. alle projekter i de ti kommuner), som indgår Kapacitetsplanen er 1,1 mia. kr., der skal investeres over en 20-årig periode. Det er en forudsætning for Kapacitetsplanen, at den udelukkende finansieres af takstmidler. Eventuel afledt drift som følge af skybrudsløsningerne finansieres også af takstmidler.

Videre proces

Forslag til Kapacitetsplan med tilhørende forslag til miljørapport sendes i otte ugers offentlig høring. Udkast til endelig Kapacitetsplan og hvidbog med høringssvar fra den fælleskommunale høring forelægges til Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse primo 2019. Herefter skal de enkelte projekter VVM-screenes, inden anlæg kan begynde.

 

Pernille Andersen               Lone Byskov

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Kapacitetsplan 2018’s Aftaletillæg 4 tiltrædes som administrativt grundlag for kommunernes samarbejde om Harrestrup Å, jf. bilag 3.
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen tilpasser fem skybrudsløsninger for Grøndalsparken, Vigerslevparken nord, Krogebjergparken, Damhussøen og Damhusengen til Kapacitetsplan 2018, jf. bilag 7.
  3. at der som følge af Kapacitetsplan 2018 skal gennemføres to yderligere skybrudsløsninger, udvidelse af Kagså og opmagasinering af vand i Kagsmosen i Københavns Kommune. 
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  4. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at udsende forslag til Kapacitetsplan 2018 og tilhørende forslag til miljøvurderingsrapport i otte ugers offentlig høring, jf. bilag 4,4a og 5.   

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2018  
 
Indstillingens 1.- 3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.  

Indstillingens 4. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning. 

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2018

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. november 2018

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top