Bygningsfornyelser, København - støtte i 2018
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om 57 ejendomme i Valby, Indre by, Nørrebro, Nordvest, Bispebjerg, Amager, Sydhavnen, Vesterbro og Østerbro skal modtage støtte fra byfornyelsesrammen for at afhjælpe usunde og utidssvarende boligforhold.
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de 57 ejendomme på 133,1 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 6,7 mio. kr. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 4,
- at driftsudgifter til indfasningsstøtte på 11,0 mio. kr. afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Efterspørgselsstyrede overførsler, jf. bilag 5. Forvaltningen søger staten om størst mulig medfinansiering,
- at der afsættes en ramme på 12,0 mio. kr. til bygningsfornyelser i Områdefornyelsen Bavnehøj til disponering i 2019-2021. De 12,0 mio. kr. afsættes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. bilag 4.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Forvaltningen har gennemført den årlige samlede ansøgningsrunde til ordinære og ekstraordinære midler til bygningsfornyelser og støjpulje i 2018. Her har andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme ansøgt om støtte til renoveringsprojekter eller vinduesudskiftninger.
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til forvaltningens forslag om støtte til 57 ejendomme.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til finansiering af bygningsfornyelsesprojekterne og til reservation af en kommunal anlægsramme på 12 mio. kr. til bygningsfornyelser indenfor afgræsningen af den kommende områdefornyelse i Bavnehøj.
Løsning
Københavns Kommune bevilger årligt støtte til bygningsfornyelser af andels- og ejerforeninger og private udlejningsejendomme med det formål at afhjælpe usunde og utidssvarende boligforhold. Det drejer sig om boliger uden toilet, bad og fjernvarme og boliger, der er generet af vejstøj over 58 dB. Derudover støttes energirenoveringer for at nedbringe ejendommenes energibehov og løfte boligstandarden i den eksisterende bygningsmasse.
Forvaltningen har modtaget og gennemgået de i alt 110 indkomne ansøgninger (jf. bilag 6) og har i dialog med bygningsejer kvalificeret ansøgningerne i forhold til kommunens målsætninger og ejendommens behov. På baggrund af de økonomiske rammer, der er til rådighed for nye bygningsfornyelsesprojekter, indstiller forvaltningen, at 57 ejendomme med i alt 2.701 boliger støttes, jf. bilag 2, hvori de enkelte ejendomme og arbejderne, der ønskes støtte til, er beskrevet.
Forvaltningen har gennemgået og prioriteret ansøgningerne på baggrund af kriterier fastlagt i Byfornyelsesstrategien (Borgerrepræsentationen (BR) 29. oktober 2009, revideret 25. august 2011), der er i overensstemmelse med byfornyelseslovens rammer. Derudover prioriteres ejendomme, der er plaget af vejstøj (BR 30. marts 2017). Indsatserne er i prioriteret rækkefølgende oplistet nedenfor:
- Ejendomme, hvor der mangler wc, bad eller fjernvarme i boligerne
- Ejendomme, der udsat for vejstøj over 58 dB (prioriteres efter størst støjbelastning)
- Ejendomme, der ved renovering nedsætter energibehovet væsentligt og bidrager til byens CO2-målsætning
Inden for hver kategori prioriteres ejendomme, der ligger i et udsat byområde, og der er i alle projekter fokus på arkitektoniske bevaringsværdier, skybrudssikring og begrønning, jf. bilag 2.
Med støtten opnås, at:
- Der etableres 101 wc/bad i eksisterende boliger (fordelt på 8 ejendomme)
- 1.741 boliger støjisoleres mod vejstøj over 58dB (fordelt på 50 ejendomme)
- Energimærkerne forbedres i de 16 ejendomme, der helhedsrenoveres. Én ejendoms energimærke forbedres fra D til B, to ejendomme forbedres fra E til C og 11 ejendomme forbedres fra D til C. Forvaltningens samlede miljøvurdering fremgår af bilag 3.
Der ændres ikke ved tilgængeligheden til ejendommene i de indstillede projekter. Alle ejendommene er opført før 1950, og derfor er der i deres nuværende indretning ikke taget højde for tilgængeligheden for mennesker med funktionsnedsættelser.
Tinglysning af en deklaration om hel eller delvis tilbagebetaling af tilskud til Københavns Kommune ved salg eller ejerskifte inden for 20 år vil som hidtil ske for alle ejendommene, jf. bilag 2. Tilbagebetalt støtte vil indgå i puljen til fremadrettede byfornyelsesprojekter.
Genhusning af beboere – enten permanent eller midlertidigt – tilbydes til beboere i lejligheder i private udlejningsejendomme, hvor der er udeliggende toilet eller bad. Lejerne kan iht. byfornyelsesloven vælge permanent genhusning ved omfattende ombygninger. Beboere i andels- og ejerboliger vil blive tilbudt midlertidig genhusning, hvor der er udeliggende toilet. Genhusning forventes i 4 ejendomme (51 boliger), jf. bilag 2.
For som i lighed med tidligere år at opfylde målene i kvarterplanen for den kommende områdefornyelse, anbefaler forvaltningen, at der afsættes 12 mio. kr. til at bygningsforny ejendomme i Bavnehøj, hvorved et udsat område i København prioriteres med særskilte midler. Der skal som hidtil ansøges om støtte, og forvaltningen vil prioritere ansøgninger fra ejendomme med boliger, der har installationsmangler, er udsat for vejstøj og har et stort energiforbrug. Forvaltningen vil årligt indstille egnede ejendomme til Teknik- og Miljøudvalget og BR.
Økonomi
Beslutningen om byfornyelse og finansiering af udgifterne sker i medfør af lovbekendtgørelse nr. 1228 af 3. oktober 2016 om byfornyelse og udvikling af byer. Disponering af byfornyelsesrammen, der ligger til grund for denne indstilling fremgår af Byfornyelsesredegørelsen (BR 21. juni 2018).
Borgerrepræsentationen vedtog den 30. marts 2017 at afsætte 60 mio. kr. til installationsmangler og støjisolering af boliger i København. Der er i 2018-2021 (BR 30. november 2017) disponeret 20 mio. kr. til støjisolering af boliger. De resterende 40 mio. kr. indgår i de 133,1 mio. kr., der disponeres med denne indstilling.
I tre bygningsfornyelser, der indstilles til støtte i Sydhavnen, Sundby og Nordvest, er der ekstraordinær medfinansiering fra staten på 6,7 mio. kr., der kun kan anvendes til ejendomme i disse områder. I forbindelse med igangsætning af områdefornyelserne i disse tre områder, har kommunen ansøgt og modtaget ekstraordinære midler til byfornyelse fra statens byfornyelsespuljer i 2015-2017. De øvrige midler kan anvendes i hele København.
Den samlede støtte til de 57 ejendomme er opgjort til 133,1 mio. kr. inkl. genhusning til 5,5 mio. kr. Derudover afsættes 12 mio. kr. til Bavnehøj, og i alt forventes der disponeret 145,1 mio. kr. til projekter i 2019-2022.
Med støttebeløbet på 133,1 mio. kr. (kommune og stat) og ejernes finansiering på 262,7 mio. kr. opnås en samlet investering på 395,8 mio. kr.
De samlede udgifter til bygningsfornyelser fordelt over årene 2019-2022 er dermed:
|
2019 |
2020 |
2021 |
2022 |
I alt |
Udgifter (mio. kr.) |
2,80 |
84,46 |
31,22 |
26,6 |
145,1 |
Indtægter (mio. kr.) |
0,0 |
4,02 |
1,34 |
1,34 |
6,7 |
Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3, jf. bilag 4.
Kommunen yder tilskud i form af indfasningsstøtte til huslejestigningen i lejeboligerne som følge af de støttede forbedringer. Støtten udgør det første år 2/3 af huslejestigningen og nedsættes over 10 år med lige store andele.
De støjbelastede ejendomme (prioritet 2 ovenfor) støttes på samme vilkår som ejendomme, der får tildelt støtte fra puljen til støjbelastede boliger (BR. 30. november 2017). Det betyder at tilskuddet udgør 1/3 af renoveringen inkl. rådgivning og at endelig støttetildeling sker på baggrund af det licitationsresultat for vinduesarbejderne, som ejendomsejer indsender. Støtten gives kun til vinduer og ikke til genhusning, kommunal byggeskadeforsikring og indfasningsstøtte.
Bygningsfornyelsessager er omfattet af anlægsmåltallet, men er ikke på listen over sager, der kan berosættes i 2018. Efter bekendtgørelsen om udbetalinger i byfornyelsessager § 1, kan bygningsfornyelsessager ikke sættes i bero, efter ejendomsejer har modtaget tilsagn og overholder de forpligtigelser, der følger af tilsagnet. Forvaltningen afventer derfor at meddele tilsagn til ejendomsejer til efter behandling af indstillingen ”Udmøntning af anlægsmåltal 2019” (forventet Teknik- og Miljøudvalget 17. december 2018).
Videre proces
Ejerne af ejendommene vil, efter de har modtaget tilsagn om støtte, blive bedt om at indsende udbudsprojekt til forvaltningen til godkendelse inden igangsætning. Dette skal som udgangspunkt ske inden 8 måneder. Sker det ikke kan forvaltningen annullere tilsagnet. Projekterne forventes at være gennemført og regnskabsgodkendt senest i 2022. Rammen til Bavnehøj vil blive annonceret i lokalområdet. Ansøgninger forventes fra ejendomsejere i Bavnehøj i 2019-2021.
Pernille Andersen Lone Byskov
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at der gives støtte til bygningsfornyelse af 57 ejendomme med i alt 2.701 boliger, jf. bilag 2.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at der frigives en anlægsbevilling til bygningsfornyelse af de 57 ejendomme på 133,1 mio. kr. og modtages indtægter i form af refusion fra staten på 6,7 mio. kr. Midlerne frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. økonomiafsnittet og bilag 4,
3. at driftsudgifter til indfasningsstøtte på 11,0 mio. kr. afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Efterspørgselsstyrede overførsler, jf. bilag 5. Forvaltningen søger staten om størst mulig medfinansiering,
4. at der afsættes en ramme på 12,0 mio. kr. til bygningsfornyelser i Områdefornyelsen Bavnehøj til disponering i 2019-2021. De 12,0 mio. kr. afsættes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. bilag 4.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 29. oktober 2018
Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At puljen udbydes på ny alene til brug for ejendomme med installationsmangler i form af manglende eget toilet, eget bad eller central varme.”
Ændringsforslaget blev ikke vedtaget med tre stemmer mod otte. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C, I og O.
Imod stemte: A, B, F, Ø og Å.
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med ni stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, Ø og Å.
Imod stemte: C og I.
Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne følger opmærksomt, om der kan komme uhensigtsmæssig brug af ordningen ved at ejere iværksætter istandsættelse, der ikke har som mål at forbedre utidssvarende boliger og mindske klimabelastning, men alene at presse lejeafgift i vejret.”
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at det bør være en privat opgave og udgift at isolere sin ejendom mod kulde og støj.”
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. november 2018
Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen med 11 stemmer mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.
Imod stemte: V og C.
Enhedslisten og SF videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. oktober 2018:
”Partierne følger opmærksomt, om der kan komme uhensigtsmæssig brug af ordningen ved at ejere iværksætter istandsættelse, der ikke har som mål at forbedre utidssvarende boliger og mindske klimabelastning, men alene at presse lejeafgift i vejret.”
Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. oktober 2018:
”Vi finder, at det bør være en privat opgave og udgift at isolere sin ejendom mod kulde og støj.”
Venstre tilsluttede sig protokolbemærkningen på mødet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. november 2018
Indstillingen blev godkendt med 43 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod stemme.
For stemte: A, Ø, Å, B, F og O.
Imod stemte: V, C og I.
Enhedslisten og SF videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Partierne følger opmærksomt, om der kan komme uhensigtsmæssig brug af ordningen ved at ejere iværksætter istandsættelse, der ikke har som mål at forbedre utidssvarende boliger og mindske klimabelastning, men alene at presse lejeafgift i vejret.”
Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:
”Vi finder, at det bør være en privat opgave og udgift at isolere sin ejendom mod kulde og støj.”