Mødedato: 22.09.2022, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Velfærdsaftale i Københavns Kommune

Se alle bilag
Med Økonomiaftalen 2023 får alle kommuner mulighed for at indgå velfærdsaftale med regeringen på enten beskæftigelses-, dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet og dermed blive frisat fra lovgivningen. Der er kun fire kommuner, der udpeges til at indgå velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet. Resten af kommunerne fordeles på enten dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at ældreområdet meldes ind som 1. prioritet og folkeskoleområdet som 2. prioritet i forbindelse med indgåelse af en velfærdsaftale med regeringen på baggrund af input fra Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Med ØA23 får alle kommuner mulighed for at indgå velfærdsaftale med regeringen på enten beskæftigelses-, dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet og dermed blive frisat fra lovgivningen. Der er kun fire kommuner, der udpeges til at indgå velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet. Resten af kommunerne fordeles på enten dagtilbuds-, folkeskole- eller ældreområdet.

KL har lagt op til, at processen for udvælgelse af velfærdsaftaler kører i to spor:

  1. Kommunerne skal inden den 8. august administrativt tilkendegive, om de ønsker at blive frisat på beskæftigelsesområdet. Kun fire kommuner udvælges. Det er pt. ikke udmeldt, hvilke fire kommuner det er.
  2. De kommuner, der ikke indgår velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet, skal indgå velfærdsaftale på enten ældre-, folkeskole- eller daginstitutionsområdet og kan inden den 30. september melde en 1. og 2. prioritet til KL. Herefter fordeles kommunerne.

Grundet KL’s korte frister og hensyn til behandling i fagudvalgene samles processen i én indstilling til ØU og BR.

Processerne er uddybet i nedenstående afsnit.

Proces for velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet

KL har den 20. juni i vedlagte borgmesterbrev, jf. bilag 4, bedt alle kommuner, der er interesserede i at indgå velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet, om at melde det til KL senest den 8. august. Årsagen til den korte proces for beskæftigelsesområdet er, at udpegningen af kommuner på beskæftigelsesområdet skal ske inden fordelingen af kommuner på de øvrige tre velfærdsområder. Regeringen vil herefter på baggrund af tilmeldinger til KL udpege fire kommuner.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) har med forbehold for politisk godkendelse tilkendegivet over for KL, at man gerne vil indgå velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet, jf. bilag 1.

Grundet den korte frist har kommunerne kunnet give en administrativ tilkendegivelse til KL med forbehold for efterfølgende politisk godkendelse.

KL har meldt ud, at 50 kommuner har søgt om frisættelse på beskæftigelsesområdet, og at de fire kommuner snarest udpeges af beskæftigelsesministeren.

Proces for velfærdsaftale på beskæftigelsesområdet på folkeskole-, dagtilbuds- og ældreområdet

KL har den 28. juni sendt borgmesterbrev om udvælgelsesprocessen for velfærdsaftaler på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet jf. bilag 5. Her opfordres kommunerne til at tilkendegive interesse for, hvilke af de tre områder kommunerne gerne vil indgå velfærdsaftale på senest den 30. september. Der er både mulighed for at tilkendegive en 1. og 2. prioritet.

Da det endnu ikke vides, hvilke fire kommuner der udpeges på beskæftigelsesområdet, opfordres alle kommuner til at give tilbagemelding til KL.

 Rammerne for velfærdsaftaler

Der er indgået national aftale om rammerne for velfærdsaftaler på ældreområdet, herunder hvilken lovgivning frisættelsen omfatter på området, og hvilke hegnspæle der fortsat vil gælde. Udgangspunktet er, at der gives frihed fra de bestemmelser i serviceloven, der primært vedrører ældre og reglerne i friplejeboligloven under social- og ældreministerens ressort. For at sikre, at det alene er ældreområdet (og ikke på handicapområdet og for borgere med psykiske lidelser), som indgår i velfærdsaftalerne, foretages en negativ afgrænsning, som indbefatter en række typer af hjælp, fx Socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85 og Kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95. Den politiske aftale om rammer og hegnspæle er uddybet i bilag 6.

På skole og dagtilbudsområdet er de igangværende forhandlinger om rammerne for velfærdsaftalerne på skole- og dagtilbudsområdet ikke afsluttet på nuværende tidspunkt, og det vides ikke, hvornår der vil blive indgået en aftale.

På beskæftigelsesområdet er alle reformer på området i spil. Forhandlingerne med folketingets partier om rammerne forventes igangsat kort efter udpegningen.

Løsning

ØU igangsatte den 16. august processen for at udpege et område ved at hente input fra BIU, BUU og SOU’s til mulig velfærdsaftale på deres respektive område. Fagudvalgenes behandling af input til udpegning af område til velfærdsaftale for KK er opstillet nedenfor.

Behandling i BIU

BIU har peget på beskæftigelsesområdet, og grundet den korte frist den 8. august har BIF sendt en ansøgning til KL om udvælgelse på beskæftigelsesområdet med forbehold for politisk godkendelse i ØU og BR.

BIU peger på beskæftigelsesområdet, da beskæftigelsesområdet er et meget lovreguleret område. Det giver et lille lokalt politisk manøvrerum, og gør det svært at afprøve om nye måder at tilrettelægge indsats og/eller indhold kan øge effekterne og bringe flere borgere i arbejde. For uddybning se bilag 3.

Behandling i SOU

SOU peger på ældreområdet, da udvalget ser et behov for fortsat at arbejde med at udvikle nye og innovative løsninger på ældreområdet i lyset af de demografiske og rekrutteringsmæssige udfordringer på området. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) vurderer, at der med en velfærdsaftale på ældreområdet er mulighed for at skabe endnu bedre arbejdsgange, frigive ressourcer og øge kvaliteten for borgerne gennem frisættelse fra lovgivning. For uddybning se bilag 2.

Behandling i BUU

BUU peger på folkeskoleområdet, da udvalget tidligere har drøftet Børne- og Ungdomsforvaltningens (BUF) arbejde med forenkling og afbureaukratisering og ser muligheder for forenkling på folkeskoleområdet, fx i form af, at skoler ikke vil være forpligtet til at følge reglerne om undervisningens indhold og omfang, herunder Fælles Mål, krav om bestemte elementer mv. For uddybning se bilag 3.

Det bemærkes desuden, at BUU ikke peger på daginstitutionsområdet som muligt frisættelsesområde.

Udvælgelse af velfærdsområde

ØU skal på baggrund af fagudvalgenes input træffe beslutning om prioritering af områderne til en velfærdsaftale. Såfremt KK ikke beslutter at indsende en ansøgning til beskæftigelsesområdet eller KK ikke vælges på beskæftigelsesområdet, skal ØU beslutte, om ældre-, folkeskole- eller dagtilbudsområdet meldes ind til KL som 1. prioritet. De områder, der ikke udvælges som 1. prioritet, kan meldes ind som 2. prioritet.

Det er en mulighed ikke at melde en 1. eller 2. prioritet til KL. I så fald tildeles KK et område.

Efter kommunernes tilbagemeldinger vil KL gå i dialog med regeringen om fordelingen af de tre områder (ældre-, folkeskole- og daginstitutionsområdet). Som det fremgår af ØA23, er det regeringens og KL’s ambition, at kommunernes ønsker i videst muligt omfang imødekommes, men at der dog skal være spredning, så nogenlunde lige mange kommuner er fordelt på områderne samtidig med, at der tages hensyn til geografi, kommunestørrelse og socioøkonomiske forhold.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser som følge af denne indstilling.

Videre proces

BR forelægges sag om udpegning af område til velfærdsaftale til behandling den 22. september. Såfremt der kommer afklaring om beskæftigelsesområdet, vil ØU og BR blive orienteret herom.

ØKF står for at tilkendegive ønske om frisættelsesområde til KL. Fristen er den 30. september.

Det forventes, at kommunerne indgår velfærdsaftaler primo 2023, og at loven træder i kraft den 1. juli 2023.

 

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at udpege 1. prioritet og 2. prioriteret mellem hhv. ældre-, folkeskole og dagtilbudsområdet til at indgå en velfærdsaftale med regeringen på baggrund af input fra Sundheds- og Omsorgsudvalget samt Børne- og Ungdomsudvalget.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. september 2022

 

Der var enighed i Økonomiudvalget om at vælge områderne ældreområdet og folkeskoleområdet.

 

Der var afstemning om, hvilket område der skal meldes ind til KL som Københavns Kommunes 1. prioritet.

 

For ældreområdet som 1. prioritet var der 8 stemmer: A, C, B, F og V.

 

For folkeskoleområdet som 1. prioritet var der 4 stemmer: Ø og I.

Indstillingen blev efterfølgende anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning, med ældreområdet som 1. prioritet og folkeskoleområdet som 2. prioritet. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. september 2022

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning, som Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, SF og Alternativet tilsluttede sig:

”Partierne ærgrer sig over regeringens manglende ambitionsniveau, når det gælder frisættelse af kommunerne på beskæftigelsesområdet. Københavns Kommune har mange borgere indenfor alle målgrupper og derfor ville man med en frisættelse kunne indhente brugbare erfaringer som ville kunne komme resten af landet til gavn. Desværre har regeringen kun valgt en række mindre kommuner som frikommuner på beskæftigelsesområdet”.

Til top