Mødedato: 22.09.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Overtagelse af Italiensvej til offentlig vej, Amager Øst

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, om Københavns Kommune skal opklassificere en del af Italiensvej, på strækningen fra Backersvej Amager Strand Metrostation, til offentlig vej.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Kommune overtager to strækninger privat fællesvej på Italiensvej fra Amager Strand Metrostation (Roselillevej) til Backervej og fra Engvej til metroen, jf. bilag 1,
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre partshøring og træffe endelig afgørelse om overtagelse af den private fællesvej, når partshøringen er afsluttet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Italiensvej (2300) er både offentlig vej og privat fællesvej, jf. bilag 1. I november/december 2014 blev der gennemført to trafiktællinger på den private fællesvej på strækningen mellem Engvej og Backersvej. Trafiktællingerne viste, at den gennemkørende trafik er større end 50 %.

Efterfølgende er der i marts 2016 foretaget en trafiktælling på både den nordlige og sydlige del af Italiensvej, som viste at den gennemkørende trafik på strækningen mellem Engvej og metroen er større end 50 %, samt på begge strækninger mellem Amager Strandvej og metroen, hvor den er mindre end 50 %.

Ved gennemkørende trafik på over 50 % er Københavns Kommune forpligtet til enten at dæmpe trafikken eller overtage strækningerne som offentlig vej, jf. lov om private fællesveje § 58, stk. 3 (LBK nr. 1537 af 21. december 2010).

Løsning

Borgerrepræsentationen vedtog d. 1. december 2011, at gennemkørende trafik i ovenstående tilfælde, så vidt muligt, skal søges nedbragt. Det er dog efter forvaltningens vurdering ikke muligt i dette tilfælde, og det foreslås derfor, at kommunen overtager vejen.

Italiensvej er en bydelsgade, som er adgangsvej til Amager Strand Metrostation, både fra vest og øst. Vejen er opdelt i to ensrettede strækninger på hver side af et kommunalt grønt område. Fra øst er den privat fællesvej i begge retninger, hvorimod den fra vest er privat fæles vej i den ene retning og offentlig vej i den anden retning. Vejen benyttes dagligt af mange, som har ærinde på metrostationen. Den almene og gennemkørende trafik er så væsentlig i forhold til funktionen af selve metrosystemet, at vejen bør gives status af offentlig vej. 

Hvis den gennemkørende trafik på strækningen skal under 50 %, skal vejen lukkes for biltrafik. Det vil medføre, at biltrafik med ærinde ved metroen kun vil have adgang fra Amager Strandvej, hvilket primært vil forringe fremkommeligheden for biler i områderne ved metroen. Desuden vil det give generel længere køreafstande og skabe øget biltrafik på Amager Strandvej.  

strækningen mellem Amager Strandvej og metrostationen er trafikken så beskeden, at vejen forbliver som privat fællesvej.

Problemstillingen vedrørende den øvrige del af Italiensvej kan løses ved at opklassificere de private dele af vejen, så hele vejen med grønt område og kørebaner i begge retninger får status som offentlig vej.

Trafiktælling og dialog

Grundejerforeningerne Rugbakken, Landlyst og Fredenshøj har kontaktet kommunen, med ønske om en trafiktælling på den nordlige strækning fra Engvej til Backersvej, der er privat fællesvej.

Samtidig har forvaltningen valgt at tælle trafikken på strækningerne fra Engvej og metroen for at vurdere, om vejen har en sådan betydning for den almene færdsel, at disse strækninger også bør overgå til offentligvej. I nedenstående skema fremgår resultatet og tælleår for trafiktællingerne.

Trafiktælling

Strækning

Gennemkørende trafik

Italiensvej mellem Engvej og Backersvej (april 2015 og september 2015)

50,20 %

Italiensvej mellem metroen og Engvej (marts 2016)

88,89 %

Italiensvej mellem Engvej og metroen (marts 2016)

80,65 %

Forvaltningen har en løbende dialog med Grundejerforeningerne Rugbakken, Landlyst og Fredenshøj, som har udtrykt ønske om, at vejen opklassificeres til offentlig vej.

Det er normalt en fordel for borgerne, at de private fællesveje overtages til offentlig veje, fordi kommunen overtager drift og vedligeholdelse af vejen. Kommunen har i forvejen drift af den sydlige kørebane samt de grønne arealer, som skyldes historisk placering af HOFOR´s hovedledning.

Sammenholdt med at beboerne har anmodet om trafiktællingen og selv ønsker en overtagelse, er det forvaltningens vurdering, at der i dette tilfælde ikke er beboere eller grundejere med særlige rettigheder eller privilegier, der bliver negativt berørt af kommunens overtagelse.

Alle grundejere bliver partshørt i forbindelse med overtagelsen.

Økonomi

Som en konsekvens af opklassificering til offentlig vej vil Teknik- og Miljøforvaltningen overtage driftsansvaret af Italiensvej på vejstykket mellem Engvej og Backersvej, samt vejstykkerne mellem Engvej og metroen. Det vil medføre en stigning i Københavns Kommunes udgifter til vejvedligeholdelse. Udgiften skønnes at udgøre 219.740kr. pr. år. 

Udgifterne afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme og finansieringen stammer fra DUT-kompensationen (1.5 mio. kr.) i forbindelse med ikrafttrædelsen af lov om private fællesveje (LBK nr. 1537 af 21. december 2010).Kompensationen blev indarbejdet i Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2012.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt igangsætter forvaltningen den lovfæstede procedure for overtagelse af vejen med partshøring samt klagemulighed i henhold til forvaltningsloven, lov om private fællesveje og lov om offentlige veje.

 

Pernille Andersen                            /Anne-Sofie Degn

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Kommune overtager to strækninger privat fællesvej på Italiensvej fra Amager Strand Metrostation (Roselillevej) til Backervej og fra Engvej til metroen, jf. bilag 1,
  2. at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at gennemføre partshøring og træffe endelig afgørelse om overtagelse af den private fællesvej, når partshøringen er afsluttet.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2016 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.    

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. september 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top