Mødedato: 22.09.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Åbning af parkeringspladser på kommunale institutioner

Se alle bilag

Der skal tages stilling til åbning af 400 parkeringspladser på kommunale institutioner, hvoraf 300 pladser ligger indenfor rød, grøn og blå betalingszone, samt 100 parkeringspladser i den kommende gule betalingszone.

Indstilling

Indstilling om, 

  1. at 180 parkeringspladser på otte kommunale institutioner åbnes for offentlig parkering forudsat, at 2. og 3. at-punkt godkendes, og der afsættes midler til Økonomiudvalgets indtægtstab, drift af porte, sikring af ejendomme mv. på Budget 2017. Såfremt der ikke tildeles driftsmidler i Budget 2017 vil de 180 parkeringspladser ikke blive åbnet og anlægsmidlerne vil blive tilbageført til Økonomiudvalget,
  2. at der overføres 4,6 mio. kr. fra puljen ”Parkering - indkøb af diverse P-anlæg” afsat i Budget 2016 til åbning af 180 parkeringspladser på kommunale institutioner. De 4,6 mio. kr. skal overføres fra Økonomiudvalgets bevilling Fælles anlægspuljer til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. økonomiafsnittet,
  3. at der frigives en anlægsbevilling på 4,6 mio. kr. til åbning af 180 parkeringspladser på kommunale institutioner. De 4,6 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2018, jf. økonomiafsnittet.

Det bemærkes, at beslutning om Rådhusets parkeringspladser (lokalitet nr. 58) udsættes med henblik på at indhente gruppeformandskredsens bemærkninger til forslaget.

Derudover forudsættes det, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2016 (BR 1, oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) aftalte parterne følgende: ”… at åbne p-pladser på kommunale institutioner, så de bliver offentligt tilgængelige. Teknik- og Miljøforvaltningen skal med inddragelse af de relevante forvaltninger og med udgangspunkt i belægningsprocenter komme med forslag til åbning af mindst 300 pladser indenfor rød, grøn og blå zone og mindst 100 pladser udenfor disse zoner. Forslaget skal behandles politisk i første halvdel af 2016, så pladserne kan åbnes inden udgangen af 2016.”

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en screening af 1461 kommunale parkeringspladser, fordelt på 74 lokaliteter. Parkeringspladserne er blevet vurderet ud fra belægningsgrad, hensyn til primære brugere, anvendelse, synlighed og tilgængelighed.  

Der er udpeget 300 parkeringspladser på kommunale institutioner i rød, grøn og blå betalingszone, og 100 parkeringspladser i den nye gule betalingszone, fordelt på 24 lokaliteter, som kan åbnes for tidsbegrænset parkering. I aften- og nattetimer er parkering med beboerlicens undtaget tidsbegrænsning. De udpegede institutioner med parkeringspladser, parkeringsordning mv.fremgår af bilag 1. 

Parkeringsordning

For at kommunens parkeringsvagter kan kontrollere skiltningen,anvendes der tidsbegrænsede parkeringsordninger, hvor parkanter med beboerlicens er undtaget tidsbegrænsningen i aften- og nattetimerne. Den konkrete tidsbegrænsning på den enkelte institution skal samtidig sikre hensyntagen til behovet for parkering hos de primære brugere af institutionen, da der ofte er stillet krav om et antal parkeringspladser i byggetilladelsen. Tidsbegrænsningerne er i videst mulig omfang defineret i dialog med den enkelte institution, så de opfylder behovene hos institutionens primære brugere samt ift. beboerparkering. Det kan fx være deltagelse i sportsaktiviteter mv.

Der vil blive anvendt parkeringsbøjler til reservation af parkeringspladser til det indmeldte antal tjenestekøretøjer med tilknytning til matriklen eller institutionen. Resten af parkeringspladserne åbnes for offentlig parkering.

Proces

Lokalisering og udvælgelse af parkeringspladserne er foregået i et tæt og konstruktivt samarbejde med samtlige forvaltninger. På baggrund af den første screening af kommunens parkeringspladser har hver enkelt forvaltning, i dialog med de berørte institutioner og på baggrund af de opstillede udvælgelseskriterier (se bilag 3), været med til at udvælge de pladser, der er indstillet til åbning.

Det har dog været en udfordring at lokalisere 300 parkeringspladser indenfor det eksisterende betalingsområde, hvorfor der er medtaget institutioner, hvor belægningsgraderne i nærområdet er relativt lave. For at opnå det ønskede antal parkeringspladser i rød, grøn og blå betalingszone er der medtaget parkeringskældre og institutioner med aflåst parkering, hvilket kan give udfordringer i forhold til hærværk og indbrud, når institutionen åbnes for direkte adgang for udefrakommende. Der er derfor behov for etablering af fx automatiske porte, sikring af ejendomme mv. på flere institutioner før, åbningen kan fungere i praksis. På de lokaliteter hvor der er behov for opsætning af porte, vil parkering i nattetimerne med stor sandsynlighed være begrænset til parkanter med beboerlicens, grundet sikkerhedshensyn.

En fjerdedel af parkeringspladserne ligger i områder med lavere belægning. 114 af parkeringspladserne i betalingsområdet findes i områder, hvor belægningsgraden ved 22.00-tællinger er under 75. Konsekvensen af at åbne parkeringspladser i områder, hvor belægningen ikke er høj, kan være, at pladserne ikke benyttes.

Åbning af pladserne koordineres med den igangværende indsats i forhold til opsætning af ladestandere til kommunale tjenestekøretøjer.

Kommunen ændrer løbende på ejendomsporteføljen, hvorved antallet af offentligt tilgængelige parkeringspladser på kommunale institutioner kan ændre sig over tid. Der tages et generelt forbehold hvad angår tidsplanen for åbning af de 180 pladser i andet at-punkt, da der kan opstå udfordringer i forhold til etablering af porte og anden sikring af ejendommene. Der er ligeledes en konkret udfordring i forhold til tidsplanen, hvad angår åbning af de 29 parkeringspladser i gården i Njalsgade 13 (første at-punkt), da betondækket med stor sandsynlig skal forstærkes før pladserne kan etableres.

Økonomi

I Budget 2016 (Æ46) er der afsat 0,7 mio. kr. til åbning af parkeringspladser på kommunale institutioner. De 0,7 mio. kr. blev stjernemarkeret og dermed frigivet med vedtagelser af Budget 2016. Der er brugt 0,3 mio. kr. til kortlægning, og der resterer 0,4 mio. kr. For at opnå det ønskede antal parkeringspladser i det eksisterende betalingsområde er det bl.a. nødvendigt med sikring af bygninger og kontrol af adgang til parkeringskældre. Denne type foranstaltninger indgik ikke i estimatet fra Budget 2016 jf. løsningsafsnittet. Den forventede øgede anlægsudgift til åbning af de 180 pladser i den eksisterende betalingsområde vil være på 4,6 mio. kr. Gennemsnitsprisen pr. plads er ca. 12.500 kr. med et spænd på 357 kr. til 55.600 kr. pr. plads. Til sammenligning koster en gadeparkeringsplads ca. 125.000 kr., mens en parkeringsplads i det underjordiske parkeringsanlæg ved Strandboulevarden forventes at koste op mod 1,0 mio. kr.

Der anvises finansiering hertil fra Pulje til Indkøb af diverse anlæg, som er afsat med 15,9 mio. kr. i Budget 2016 (Æ55). Der resterer 6,0 mio. kr. i puljen, hvoraf 4,6 mio. kr. anvendes til at sikre implementeringen af Åbning af parkeringspladser på kommunale institutioner, ligeledes fra Budget 2016. Puljen er placeret på Økonomiudvalgets bevilling Fælles anlægspuljer og skal overføres til Teknik- og Miljøudvalgets (TMU) bevilling Ordinær anlæg jf. nedenstående tabel:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.* (2016 p/l)

Varig?
ja/nej

 

 

År 2018

3.

ØU

3123 - Fælles anlægspuljer

2.22.07.3

U

 

-4.550

Nej

3.

TMU

3400 - Ordinær anlæg

2.22.07.3

U

 

4.550

Nej

I alt

-

-

-

-

 

0

0

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn. 

De 4,6 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. nedenstående tabel.

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/projekt

Bevilling (nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2016 p/l)

 

År 2018

TMU

Åbning af 400 p-pladser på komm. inst.

3400 - Ordinær anlæg

2.22.07.3

 

4.550

I alt

-

-

-

 

4.550

Økonomiforvaltningen administrerer parkeringspladserne på Københavns Kommunes institutioner. På to institutioner er der lejeindtægter forbundet med parkeringspladserne. For at åbne parkeringspladser på Gyldenløvsgade13-17/Dahlerupsgade 4-6 og Islands Brygge 37 skal lejeaftalerne opsiges med seks måneders varsel. Det drejer sig om 0,5 mio. kr. i årligt indtægtstab på Økonomiudvalgets budget. Der skal således afsættes driftsmidler til dette på Budget 2017. Såfremt der ikke tildeles midler i Budget 2017 vil anlægsmidlerne tilbageføres til Økonomiudvalget.

De lokaliteter, hvor der fx opsættes porte, sikring af ejendomme mv. kræver løbende driftsmidler til sikkerhedsforanstaltninger på 0,2 mio. kr. årligt, som ikke har været en del af midlerne afsat i Budget 2016. Det betyder, at gennemførelse af projektet på de otte lokaliteter kun vil kunne gennemføres, hvis der afsættes driftsmidler på Budget 2017. Såfremt der ikke tildeles driftsmidler i Budget 2017 vil de 180 parkeringspladser ikke blive åbnet og anlægsmidlerne blive tilbageført til Økonomiudvalget.

Derudover mangler der 0,8 mio. kr. til parkeringskontrol, som skal dækkes indenfor Teknik- og Miljøudvalget egen driftsramme, såfremt der ikke gives midler hertil i budgetforhandlingerne. Hvis midlerne ikke findes i forbindelse med budgetforhandlingerne vil det betyde, at kontrollen i den resterende del af byen vil blive reduceret i forhold til i dag.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget godkender at åbne 400 parkeringspladser på kommunale institutioner, vil Teknik- og Miljøforvaltningen med umiddelbar virkning påbegynde implementering af 220 pladser på 16 lokaliteter, som forventes ibrugtaget inden udgangen af 2016.

Når Borgerrepræsentationen godkender at frigive yderligere anlægsmidler, igangsætter Teknik- og Miljøforvaltningen åbning af de resterende 180 parkeringspladser på otte lokaliteter, så de kan tages i brug i foråret 2017. Det forudsætter, at der afsættes midler i Budget 2017 til drift af porte, sikring af ejendomme mv. og evt. midler til parkeringskontrol. Teknik- og Miljøforvaltningen vil i implementeringen fortsat have fokus på kommunikation om adgang til de konkrete parkeringspladser.

Der er udarbejdet et budgetnotat, Åbning af flere kommunale parkeringspladser, til Budget 2017 på drift af 180 parkeringspladser i dette projekt samt de resterende parkeringspladser fra screeningen, der er vurderet mulige at åbne i områder med høj belægning.

 

 

Pernille Andersen                                 /Jakob Møller Nielsen     

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at 220 parkeringspladser på 16 kommunale institutioner åbnes for offentlig parkering i løbet af 2016.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  2. at 180 parkeringspladser på otte kommunale institutioner åbnes for offentlig parkering forudsat, at 3. og 4. at-punkt godkendes, og der afsættes midler til Økonomiudvalgets indtægtstab, drift af porte, sikring af ejendomme mv. på Budget 2017. Såfremt der ikke tildeles driftsmidler i Budget 2017 vil de 180 parkeringspladser ikke blive åbnet og anlægsmidlerne vil blive tilbageført til Økonomiudvalget,
  3. at der overføres 4,6 mio. kr. fra puljen ”Parkering - indkøb af diverse P-anlæg” afsat i Budget 2016 til åbning af 180 parkeringspladser på kommunale institutioner. De 4,6 mio. kr. skal overføres fra Økonomiudvalgets bevilling Fælles anlægspuljer til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. økonomiafsnittet,
  4. at der frigives en anlægsbevilling på 4,6 mio. kr. til åbning af 180 parkeringspladser på kommunale institutioner. De 4,6 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2018 jf. økonomiafsnittet.


Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 22. august 2016

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2.-4. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 6. september 2016

Indstillingen blev med det tekniske ændringsforslag til Økonomiudvalgets erklæring anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. september 2016

 

Sagen blev taget af dagsordenen ved mødets start med henblik på forelæggelse for gruppeformandskredsen og efterfølgende politisk behandling.

Til top