Mødedato: 22.09.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om plejehjemspladser for døve

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i samarbejde med relevante samarbejdspartnere at afdække behovet for, og i givet fald udarbejde forslag om, at der i København indrettes plejehjemspladser specifikt målrettet hørehæmmede/døve brugere, samt
  2. at forslaget forelægges Borgerrepræsentationen inden udgangen 2011.

(Stillet af Liberal Alliance)

MOTIVERING

I praksis kan det vise sig svært for vores døve- og hørehæmmede medborgere at bruge de kommunale tilbud, også i alderdommen, og fx på kommunens plejehjem kan man som døv ikke være sikker på at kunne kommunikere med ens medbeboere eller personalet. Risikoen for ensomhed er stor, og er ensbetydende med et stort tab af livskvalitet.

På samme måde som vi i København i dag har Solgavehjemmet målrettet blinde og stærkt svagtseende ældre, kan der derfor være behov for et tilsvarende tilbud til døve- og hørehæmmede. Vi har på Sjælland plejehjemmet Egebækhus i Nærum, men det må forventes, at der er behov for et tilsvarende tilbud også i Københavns Kommune, også så man kan blive i sit nærområde, hvor man har sit netværk, selvom man har et hørehandicap. Det ønsker forslagsstillerne afdækket med nærværende forslag. Vi har i dag i den københavnske ældresektor mulighed for at tage særlige hensyn til borgere med synshandicap, sågar hensyn til religion. Det er derfor helt naturligt, at samme hensyn, hvis nødvendigt, udstrækkes til borgere med alvorlige hørehandicap.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. september 2011


Et forslag fra Liberal Alliance om at henvise medlemsforslaget til Sundheds- og Omsorgsudvalget blev vedtaget uden afstemning.

Til top