Mødedato: 22.08.2024, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om planlægning af ungdomsuddannelser i Nordhavn

Medlemsforslag 

Det foreslås, 

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at understøtte arbejdet for etablering af ungdomsuddannelser herunder STX-uddannelse i Nordhavn i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen, By og Havn og Staten. 

(Stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Venstre) 

Motivering 

Der er mangel på STX-kapacitet i centrum af København. Ved dette års optag var der i Københavns centrum en kapacitet på 3.372 elever (udmeldt af Børne- og Undervisningsministeriet) og et ansøgertal på 3.784 elever ifølge regionens tal. Der viser sig således igen i år en markant mangel på kapacitet. Der er ikke ledig kapacitet på gymnasierne i København eller nord for København, hvilket betyder at københavnske unge henvises til gymnasier længere væk på den københavnske vestegn. Meget tyder på, at kapacitetsudfordringerne vil fortsætte og blive større - ikke mindst med udbygningen af Nordhavn. 

Når Nordhavn er fuldt udviklet, vil området rumme boliger for op mod 40.000 indbyggere, hvoraf en del vil være unge, der skal have en ungdomsuddannelse. Og det kommer oveni den allerede eksisterende kapacitetsudfordring i København.  

Regeringen har varslet store ændringer for ungdomsuddannelsesområdet. Der vil dog alt andet lige være behov for ungdomsuddannelser herunder både studieforberedende som fx en almen studentereksamen (STX) og faglige uddannelser.  

Forslagsstillerne finder det derfor vigtigt, at de kommende planmæssige rammer i Nordhavn muliggør, at der kan blive etableret ungdomsuddannelser herunder STX-uddannelse. 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2024

SF fremsatte følgende ændringsforslag:

”At ordlyden i at-punktet ændres således, at ”herunder STX-uddannelse” udgår, og at der efter ”i samarbejde med” indsættes ”Region Hovedstaden”, så ordlyden i at-punktet bliver:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at understøtte arbejdet for etablering af ungdomsuddannelser i Nordhavn i samarbejde med Region Hovedstaden, Teknik- og Miljøforvaltningen, By og Havn og staten.””

 

Det af SF fremsatte ændringsforslag blev forkastet efter afstemning med 38 stemmer imod 16. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: F, B, Å, I og O

Imod stemte: Ø, A, C og V

 

Medlemsforslaget blev herefter vedtage efter afstemning med 54 stemmer. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, C, F, B, V, Å, I og O

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi opfordrer til, at forvaltningen også ser på behovet og mulighederne for etablering af ungdomsuddannelser i de øvrige byudviklingsområder.”

Til top