Mødedato: 22.08.2019, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Afrapportering af Sikker By strategien 2019

Se alle bilag

Økonomiudvalget orienteres årligt om status på målene og principperne i Sikker By strategi 2018-2021.

Afrapporteringen ledsages af en faglig vurdering af udviklingen i kriminalitet og tryghed det seneste år fra hhv. Københavns Politi og SSP København.

Det er anden gang, der gøres status på Sikker By strategi 2018-2021. Første status var ved Økonomiudvalgsmødet 14. august 2018.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at status på mål i Sikker By strategi 2018-2021 tages til efterretning.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af Sikker By strategi 2018-2021 d. 1. marts 2018 blev det besluttet, at Økonomiudvalget en gang årligt skal forelægges en afrapportering på strategiens principper og mål. Afrapporteringen ledsages af en faglig vurdering af udviklingen i kriminalitet og tryghed det seneste år fra hhv. Københavns Politi og SSP København, jf. bilag 1 og 2.

Løsning

Strategien er gældende for perioden 2018 til 2021, og det er anden gang, der gøres status principperne og målene. Første status var ved Økonomiudvalgsmødet 14. august 2018.

Status på Sikker By strategiens principper

Formålet med Sikker By strategien er at sikre, at alle dele af kommunen, i samarbejde med politiet, trækker i samme retning, når det kommer til at forebygge kriminalitet og øge tryghed i København. Det sker ud fra Sikker By strategiens fem principper. I strategien fremgår det, at alle fagudvalg er forpligtet til at arbejde for at styrke og udvikle indsatsen på området på baggrund af principperne. Nedenfor følger eksempler på, hvordan der på tværs af forvaltningerne arbejdes med de fem principper. Eksemplerne er uddybet i bilag 3.

Tabel 1: Opfølgning på principperne i Sikker By strategi 2018-2021

 

Princip

Udvalgte indsatser

 

1. Vi samarbejder bredt for at sikre helhedsorienterede og koordinerede løsninger på kriminalitets- og tryghedsudfordringer i København.

  • Styrket samarbejde mellem kommunen og boligorganisationerne.

 

  • Koordineret implementering af den nye lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet

 

2. Vi tager afsæt i den bedste viden om, hvad der virker, og vi måler effekten af, det vi gør.

  • Nyt koncept for indsatsen Din Betjent med øget vidensdeling

 

  • Effektopfølgning af kommunens kriminalpræventive indsatser samt måling af trygheds- og kriminalitetsbilledet i København

 

3. Vi kender til og sætter ind overfor alle børn og unge i København, der er i risiko for at blive kriminelle.

  • Styrket dialog mellem kommunen og københavnske privat- og friskoler

 

  • Opdateret koncept for Børne- og Ungdomsforvaltningens klubbydelsplaner

 

4. Vi sikrer, at det er uattraktivt at være bandemedlem i København, og vi understøtter, at de, der ønsker at forlade de kriminelle miljøer, får mulighed for det.

  • Ny specialenhed til aktivering af bandemedlemmer og personer med banderelationer

 

  • Indledende arbejde med fornyet samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Københavns Politi om bekæmpelse af rocker- og bandegrupperinger i København fra 2020

 

  • Nye samarbejdsaftaler mellem Socialforvaltningen, Københavns Fængsler og Københavns Politi

 

5. Vi understøtter en god udvikling i lokalområder med tryghedsudfordringer gennem målrettede indsatser og strategisk fokus.

  • Forsøgsordningmed nyt klubkoncept i Smedetoften i Nordvest

 

  • Tryghedsvandringer og dialogarrangementer i udsatte områder af byen

 

  • Tryghedsskabende fysiske løsninger på kultur- og fritidsinstitutioner i særligt udfordrede områder

 

  • Pilotprojekt med natteværter i Indre By

 

  • Fortsat implementering af tryghedsløft i områder med tryghedsudfordringer

Status på Sikker By strategiens mål

Strategiens mål er at skabe en tryg by med mindre kriminalitet. Dette følges via to overordnede mål (1-2) og fire delmål (A-D). Målene skal være opfyldt ved strategiens udløb i 2021. I 2019 er tre ud af de seks mål nået, mens et mål yderligere er delvist nået. Nedenfor følger status for de enkelte mål i strategien.

Det bemærkes, at data til målet om ”Færre københavnske unge begår kriminalitet” ved afrapporteringen i 2018 var baseret på en rapport, der udgives af Justitsministeriet. Da Justitsministeriet endnu ikke har udgivet rapporten i 2019, anvendes der i denne afrapportering data fra Danmarks Statistik. Da Justitsministeriet og Danmarks Statistik anvender forskellige opgørelsesmetoder er der ikke fuld overensstemmelse mellem tallene, når de sammenlignes bagud i tid. Tendensen i tallene er dog de samme, men afviger 1 og 0,7 procentpoint.

Tabel 2: Opfølgning på målene i Sikker By strategi 2018-2021

Mål

Indikator

Baseline

Status 2019

Målopfyldelse

1) Øget tryghed

 

Andelen af københavnere, der er utrygge i deres nabolag, skal falde kontinuerligt, så den i 2021 ikke overstiger 5 %.

 

9 % i 2017

 

I 2019 er 9 % af københavnerne utrygge i deres nabolag. Det er på niveau med antallet i 2017.

Målet er ikke nået.

2) Mindre kriminalitet

 

Antallet af anmeldelser af borgervendt kriminalitet pr. 1000 indbyggere i København skal falde kontinuerligt, så andelen i 2021 ikke overstiger 72 pr. 1000 indbyggere.

 

82,7 pr. 1000 indbyggere i 2016.

 

I 2018 blev der i hele København anmeldt 36.885 tilfælde af borgervendt kriminalitet, svarende til 60,1 anmeldelser pr. 1000 indbyggere. Antallet af anmeldelser pr. 1000 indbyggere er dermed faldet siden 2016 (82,7 pr. 1000 indbyggere).

Målet er nået.

A) Færre københavnske unge begår kriminalitet.

 

Andelen af unge københavnere mellem 15 og 17 år, som sigtes for overtrædelse af straffeloven, skal falde kontinuerligt og i 2021 nærme sig gennemsnittet for de øvrige store byer i Danmark.

 

3,5 % i København i 2016, 2,25 % i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg.

Andelen af unge mellem 15-17 år i København, som sigtes for overtrædelse af straffeloven, udgør 2,3 % i 2018. Andelen er fortsat højere end gennemsnittet for de øvrige fire store byer, som er på 1,6 %. Dermed har københavnerniveauet i 2018 nærmet sig gennemsnittet for de øvrige store byer sammenlignet med 2016.

Målet er nået.

B) Færre unge mellem 18 og 25 år begår alvorlig eller personfarlig kriminalitet

 

Andelen af københavnere mellem 18 og 25 år, som sigtes for alvorlig eller personfarlig kriminalitet, skal falde kontinuerligt og i 2021 nærme sig gennemsnittet for de øvrige store byer i Danmark.

 

1,05 % i København i 2016, 0,97 % i Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg i 2016.

 

Andelen af københavnere mellem 18-25 år, som sigtes for alvorlig eller personfarlige kriminalitet, udgør den 1. januar 2019 1,25 %. Gennemsnittet for Århus, Odense, Aalborg og Esbjerg er 1,53 % den 1. januar 2019. Dermed er begge gennemsnit steget, men i år er niveauet i København lavere end gennemsnittet for de øvrige fire store byer i Danmark.

 

Målet er delvist nået.

C) Færre bandemedlemmer i København

 

Københavns Politi vurderer, at situationen i bandemiljøet udvikler sig i en positiv retning, og frem mod 2021 sker der et gradvist fald i antallet af registrerede rockere- og bandemedlemmer i København.

 

290 registrerede rockere og bandemedlemmer i Københavns Politikreds ved udgangen af 1. kvartal 2017.

Der var pr. 12. februar 2019 registreret 238rocker- og bandemedlemmer i Københavns Politikreds. Der er ikke tale om et simpel fald på 52 personer, men derimod om betydelige udskiftninger i form af såvel afgange som tilgange af personer med tilknytning til rocker- og bandegrupperingerne. Københavns Politi vurderer, der ses et markant fald i registrerede bandemedlemmer i perioden, mens antallet af rockermedlemmer er stabilt.

 

Målet er nået.

D) I 2021 er der ingen bydele med mere end 10 % utrygge borgere.

I 2021 er der ingen bydele med mere end 10 % utrygge borgere.

 

5 bydele med mere end 10 % utrygge borgere i 2017.

5 ud af 13 bydele har i 2019 mere end 10 % utrygge. Dette er på niveau med 2017, men der er ikke tale om de samme fem bydele.

Målet er ikke nået.

 

 

Faglige vurderinger fra Københavns Politi og SSP

Københavns Politi oplyser:

  • København er fortsat en tryg politikreds med en høj grad af tillid til politiet. Det viser Politiets Tryghedsundersøgelse fra 2018. Undersøgelsen viser også, at trygheden generelt er vokset i de særligt udsatte boligområder.
  • Der ses også en positiv udvikling i det generelle kriminalitetsbillede. Således er både antallet af anmeldelser om overtrædelser af straffeloven og antallet af anmeldelser om borgervendt kriminalitet faldet.
  • Bandekonflikten fyldte i 2018 fortsat hos Københavns Politi. Med baggrund i erfaringer fra 2017 kunne Københavns Politi dog sætte ind med massiv indsats for at bekæmpe og efterforske bandekonflikten og samtidig skabe tryghed for borgere.

SSP oplyser:

  • Der er aktuelt (6. juni 2019) forholdsvis roligt i København i ungemiljøerne. Der er enkelte ungegrupper, der er uroskabende lokalt. Mange af disse unge kommer fra andre kommuner end København.
  • Der er stadig udfordringer med unge, der hænger ud fx i Kongens Have, Nørreport Station, Fælledparken og strandparkerne. De unge kommer fra alle dele af København og fra andre kommuner på Sjælland. En lille gruppe af disse har en utryghedsskabende og udadreagerende adfærd. Der er en aktiv SSP beredskabsplan. Også ved lokale uroligheder i de enkelte bydele har SSP målrettede, koordinerede forebyggende indsatser.
  • I foråret/tidlig sommer 2019 har SSP København haft et ekstraordinært pres på beredskabet i forbindelse med Rasmus Paludans demonstrationer og Stram Kurs valgkampshandlinger. Der blev udarbejdet en SSP beredskabsplan, der skulle forhindre, at unge over og under 18 år involverer sig i eventuelle uroligheder afledt af Rasmus Paludans demonstrationer. Der har været et godt og konstruktivt samarbejde med kommunens opsøgende enheder, som har spillet en meget stor rolle i at forhindre konflikter i at opstå under disse arrangementer. Det er vigtigt at sikre, at der fortsat er en stærk, tværgående og bydækkende enhed.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiudvalget vil få forelagt næste års afrapportering for Sikker By strategien i august 2020.

 

Peter Stensgaard Mørch   /Søren Tegen Pedersen

 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at status på mål i Sikker By strategi 2018-2021 tages til efterretning.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2019

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Kommunens tryghedsmålinger (Økonomiudvalget juni 2019) viste, at rigtig mange københavnere er utrygge i aften- og nattetimerne. Det er ikke tilfredsstillende. Vi tvivler på, at initiativerne i denne strategi er tilstrækkelige og på, at de har den ønskede effekt.”

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2019

Indstillingen blev taget af dagsordenen ved mødets start.

Til top