Mødedato: 22.08.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Høring af kommuneplantillæg for Folke Bernadottes Alle

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal vedtage et forslag til kommuneplantillæg med henblik på offentlig høring. Tillægget udvider en ramme for serviceerhverv, så DSB kan sælge ejendommen Folke Bernadottes Alle 5-7.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om "Folke Bernadottes Alle" vedtages med henblik på offentlig høring i to måneder.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

DSB er i færd med at flytte sin administration til Høje Tåstrup. Som led heri flyttes DSB's kursusaktiviteter, der hidtil har haft til huse på Folke Bernadottes Alle 5-7 ved Østerport Station.

Derfor ønsker DSB at sælge bygningen til serviceerhverv, f.eks. til kontor eller kursusvirksomhed, idet der udmatrikuleres en selvstændig ejendom med bygningerne. Imidlertid ligger den kommende ejendom i Kommuneplan 2011 i et område til tekniske anlæg, hvorfor en ny ejer ikke kan anvende ejendommen. Således kræves der en rammeændring for at muliggøre salget og dermed en videre anvendelse af bygningerne.

Løsning

Kommuneplantillægget (bilag 1) udvider rammen til serviceerhverv ved Østerport St. (S1 rammeid. nr. 748 i Kommuneplan 2011), således at den kommende ejendom Folke Bernadottes Alle 5-7 ligger inden for rammen. Samtidig tilføjes der en særlig bemærkning, således at byggeri højst må være 14 m på den kommende ejendom - den eksisterende bygning er 13,1 m høj på sin højeste del.

Samtidig ligger Folke Bernadottes Alle 5-7 inden for beskyttelseslinien for fortidsmindet Kastellet. Det betyder, at kommunen skal give dispensation hertil, hvis der skal ske fysiske ændringer af eller omkring bygningerne. Der er således stærke restriktioner på hvilke ændringer, der kan tillades.

Kommuneplantillægget er screnet i henhold til Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer (bilag 2). Forvaltningen har på den baggrund vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering.

Forvaltnignen har i henhold til loven hørt andre myndighder, om de har kommentarer hertil. Det har ikke været tilfældet.

Forslaget til kommuneplantillæg har været i høring hos Indre By og Østerbro Lokaludvalg.

Indre By Lokaludvalg (bilag 3) har givet offentligheden mulighed for at kommentere forslaget. Der var ingen kommentarer.

Desuden ønsker lokaludvalget den eksisterende bebyggelsesprocent oplyst, samt at få bekræftet, at man med kommuneplantillægget ikke lægger op til at muliggøre yderligere byggeri på grunden.

Forvaltningen bemærker hertil, at bebyggelsesprocenten vurderes til at være ca. 30. Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om udbygning, men kun om salg af bygningen. Kommuneplantillægget begrænser den maksimale højde til en højde, der svarer til den nuværende bygnings maksimale højde. Samtidig skal der være plads til parkering og friarealer.

Østerbro Lokaludvalg (bilag 4) ønsker, at den maksimale bygningshøjde begrænses til den nuværende højde på ejendommen Folke Bernadottes Allé 5-7.

Forvaltningen bemærker hertil, at den særlige bemærkning begrænser den maksimale højde for bygningen.

Økonomi

Kommuneplantillægget vurderes ikke at få økonomiske konsekvenser for kommunen. Der vurderes ej heller at komme yderligere skatteindtægter som følge af tillægget.

Videre proces

Efter de 2 måneders høring vil eventuelle kommentarer, bemærkninger og indsigelser blive forelagt Borgerrepræsentationen i forbindelse med en endelig vedtagelse af kommuneplantillægget. Herefter bekendtgøres tillægget .

 

 

 

Claus Juhl                           /Anne Skovbro

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om "Folke Bernadottes Alle" vedtages med henblik på offentlig høring i to måneder.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. august 2013

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2013

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Der blev givet frist til mandag den 26. august 2013 kl. 12.00 til afgivelse af mindretalsudtalelser.

Til top