Medlemsforslag om praktikpladser på kommende metrobyggerier
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- at Økonomiforvaltningen pålægges at fremlægge et forslag, der sikrer flest mulige lærlingepladser på kommende metrobyggerier, herunder den førstkommende etape til Nordhavn. Forslaget skal om nødvendigt drøftes med Metroselskabet samt dets ejerkreds.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Kravet om lærlingepladser i form af hårde sociale klausuler blev ikke skrevet ind i kontrakterne for byggeriet af Metrocityringen. Det har betydet, at der stort set ikke er blevet oprettet lærlingepladser på det byggeri, der er det største i Københavns historie. 12. august 2013 oplyser Metroselskabet til Politiken at byggeriet pt. har 8 lærlinge ansat.
Dermed mister København en kæmpe chance for at bidrage til at løse den praktikplads-krise, der betyder, at 1800 unge i københavnsområdet i øjeblikket mangler en lærlingeplads.
Den fejltagelse ønsker forslagsstillerne ikke sker ved de kommende metrobyggerier.
Enhedslisten finder derfor, at der skal stilles krav om lærlingepladser på de kommende metrobyggerier og ønsker med dette forslag at sikre, at Økonomiforvaltningen udarbejder forslag til politisk behandling til hvordan dette krav kan indfries.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. august 2013
Et forslag fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti om at henvise medlemsforslaget til Økonomiudvalget blev vedtaget med 38 stemmer imod 11.
For stemte: A, B, F, O, V, Signe Goldmann (løsgænger) og Sofie K. Led (løsgænger).
Imod stemte: C, I og Ø.
Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”SF ønsker forslaget udvalgshenvist til Økonomiudvalget, hvor der redegøres for Metroselskabets paradigme eller retningslinjer for indgåelse af kontrakter, hvori der er klausuler for oprettelse for oprettelse af lærlingepladser. Det er vigtigt, at Borgerrepræsentationen løbende informeres om Metroselskabets drift.”