Vedtægter for Thorvaldsens Museum
Vedtægter for Thorvaldsens Museum
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 22. august 2002
BR 427/02
Vedtægter for Thorvaldsens Museum
Vedtægter for Thorvaldsens Museum
Indstilling om, at Borgerrepræsentationen godkender vedlagte forslag til nye vedtægter for Thorvaldsens Museum.
(Kultur- og Fritidsudvalget)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler
at Borgerrepræsentationen godkender vedlagte forslag til nye vedtægter for Thorvaldsens Museum.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. august 2002
Indstillingen blev tiltrådt.
RESUME
Overgangen fra magistratsstyre til udvalgsstyre i Københavns Kommune pr. 1. januar 1998 nødvendiggjorde en række konsekvensændringer af vedtægten for Thorvaldsens Museum.
Sagen blev behandlet på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 5. februar 1998 (KFU 11/98). Udvalget tiltrådte konsekvensændringerne og vedtog tillige en ændring af § 4 stk. 6, således at museumsfaglige sager fremover skal behandles på lige fod med alle andre sager i bestyrelsen, såfremt det ikke var i strid med Thorvaldsens gavebrev til Københavns Kommune.
Justitsministeriet gav ved brev af 3. marts 1999 tilladelse til en fravigelse af § 10 i tillægsbestemmelser af 25. januar 1843 til Thorvaldsens Gavebrev og Testament således, at alle bestyrelsens medlemmer tildeles lige kompetence, hvilket imødekom ønsket om, at museumsfaglige sager fremover afgøres ved almindelig stemmeflerhed i den samlede bestyrelse.
Vedtagelse af den ny museumslov 7. juni 2001 har endvidere givet anledning til yderligere konsekvensrettelser af museets vedtægter.
De samlede ændringer er indarbejdet i vedlagte forslag til nye vedtægter for Thorvaldsens Museum. Vedtægtsforslaget er godkendt af Statens Museumsnævn i henhold til § 11 i de gældende vedtægter og endelig vedtaget af museets bestyrelse den 5. december 2001.
SAGSBESKRIVELSE
Vedtægten for Thorvaldsens Museum er udarbejdet på baggrund af "Conferensraad Bertel Thorvaldsens Gavebrev til Staden København og Testamente af 5. december 1838" med tillægsbestemmelser af 25. januar 1843 samt ændringer af 12. januar 1916 og tillæg af 27. februar 1981.
De gældende vedtægter er godkendt i Københavns Borgerrepræsentation 15. marts 1990 (bilag 1).
Overgangen fra magistratsstyre til udvalgsstyre i Københavns Kommune pr. 1. januar 1998 nødvendiggjorde en række konsekvensændringer af vedtægten for Thorvaldsens Museum.
Kultur- og Fritidsudvalget behandlede sagen på mødet den 5. februar 1998 (KFU 11/98). Udvalget tiltrådte konsekvensændringerne med den bemærkning, at formuleringen "Herfra undtages dog sager, der alene vedrører museets kunstsamlinger, deres forøgelse, bevaring, ordning, og hvad dermed står i forbindelse. Disse sager forhandles i den samlede bestyrelse, men afgøres ved almindelig stemmeflerhed af de 3 af Akademirådet valgte medlemmer, borgmesteren for Magistratens 1. afdeling samt det af Højesteret valgte medlem" i § 4, stk. 6 udgår, hvis det ikke er i strid med Thorvaldsens gavebrev til Københavns Kommune. Forvaltningen tilskriver bestyrelsen herom.
I 1916 besluttede Borgerrepræsentationen med tilladelse fra Justitsministeriet at tolke Bertel Thorvaldsens gavebrev således, at museets bestyrelsesmedlemmer ikke har ligestillet kompetence ved afgørelser af museumsfaglige spørgsmål. Det har betydet, at Borgerrepræsentationens to medlemmer i bestyrelsen ikke har haft stemmeret i spørgsmål af museumsfaglig karakter.
Denne kompetencefordeling er utidssvarende, da også dispositioner af museumsfaglig karakter kan have økonomiske konsekvenser, som påvirker museets behov for tilskud fra kommunen.
Thorvaldsens Museums bestyrelse henvendte sig som følge af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 25. marts 1998 til Justitsministeriet ang. tolkningen af Thorvaldsens gavebrev. Justitsministeriet svarede den 3. juli 1998, at det efter ministeriets opfattelse ville være nødvendigt, at fravige bestemmelsen i § 10 i tillægsbestemmelser af 25. januar 1843 til Thorvaldsens Gavebrev og Testament med efterfølgende ændringer i 1916 for at opnå den ønskede vedtægtsændring.
Thorvaldsens Museums bestyrelse ansøgte herefter Justitsministeriet om lov til at fravige § 10 i tillægsbestemmelser af 25. januar 1843 med efterfølgende ændringer i 1916. Justitsministeriet gav tilladelse hertil i brev af 3. marts 1999 (bilag 2), hvorefter den ønskede vedtægtsændring kan gennemføres.
Vedtagelse af den ny museumslov 7. juni 2001 har endvidere givet anledning til yderligere konsekvensrettelser af museets vedtægter, således at museets virksomhed også fremover er underlagt den til enhver tid gældende museumslov.
De samlede ændringer, herunder tillige sproglige og redaktionelle ændringer, er indarbejdet i vedlagte forslag til nye vedtægter for Thorvaldsens Museum (bilag 3). En fuldstændig oversigt over ændringerne fremgår af bilag 4. Vedtægten er godkendt af Statens Museumsnævn (bilag 5) i henhold til § 11 i de gældende vedtægter og endelig vedtaget af museets bestyrelse den 5. december 2001.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ikke miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Nugældende vedtægter for Thorvaldsens Museum
2. Justitsministeriets brev af 3. marts 1999 til formanden for Thorvaldsens Museums bestyrelse
3. Forslag til nye vedtægter for Thorvaldsens Museum
4. Oversigt over samtlige ændringer i vedtægten
5. Statens Museumsnævns brev af 23. november 2001 til Thorvaldsens Museum.
Olga Brüniche-Olsen
/ Merete Evers