Mødedato: 22.08.2002, kl. 17:30

Tilsynsordninger på ældreområdet

Tilsynsordninger på ældreområdet

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 22. august 2002

 

BR 433/02

Tilsynsordninger på ældreområdet

Tilsynsordninger på ældreområdet

Indstilling om, at Sundhedsforvaltningen bemyndiges til at træffe konkrete begrundede afvigelser vedrørende bruger- og pårørenderåd på plejehjems-, hjemmepleje- og dagcenterområdet

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Sundhedsforvaltningen bemyndiges til at træffe konkrete begrundede afvigelser vedrørende bruger- og pårørenderåd på plejehjems-, hjemmepleje- og dagcenterområdet

Sundhedsforvaltningen indstiller overfor Sundheds- og Omsorgsudvalget,

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager nedennævnte halvårsstatus vedrørende tilsynsordninger og bruger- og pårørenderåd til efterretning.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 8. august 2002

Indstillingen blev godkendt.

 

 

RESUME

I henhold til lov om Social Service §§'erne 112a og 113a, der trådte i kraft den 1. januar 2002, pålægges kommunerne at oprette bruger- og pårørenderåd og foretage mindst et anmeldt og et uanmeldt tilsynsbesøg på plejehjems- og plejeboligområdet.

Efter indstilling fra Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede Borgerrepræsentationen i sit møde den 7. februar 2002 blandt andet at udvide ovennævnte områder således:

  • At tilsynet også omfatter hjemmeplejen og de dagtilbud, hvortil deltagelsen beror på en visitation
  • At oprettelsen af bruger- og pårørenderåd også omfatter hjemmeplejerne
  • At der oprettes brugerråd på dagcentre.

Herudover blev det besluttet at begrænse oprettelsen af bruger- og pårørenderåd på specialinstitutionerne Solgavehjemmet, Solterrasserne og Institutionen for Respirationspatienter til alene brugerråd, og at vedtægterne for bruger- og pårørenderåd fastsættes på grundlag af udkast til standardvedtægter.

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede samtidig, at udvalget skulle have en halvårsstatus vedrørende bruger- og pårørenderåd ved plejehjem og plejeboliger.

Ved 2/3 af kommunens 66 plejehjem/plejeboliger er nu etableret bruger- og pårørenderåd/brugerråd og samtlige institutioner er godt i gang med processen. Ved så godt som samtlige dagcentre er etableret enten brugerråd, eller repræsentanter fra dagcentrene er indgået i de bruger- og pårørenderåd, som er ved plejehjemmet. Det har imidlertid vist sig i forbindelse med ovennævnte etableringsprocesser, at der er et behov for variationsmuligheder - et behov, der ligeledes forventes når processen omkring etablering af bruger- og pårørenderåd på hjemmeplejeområdet startes op i sidste halvdel af år 2002.

På tilsynsområdet har man vedrørende det anmeldte tilsyn fået fastlagt indholdet og proceduren omkring tilsynsbesøgene, og et pilotprojekt omkring et udarbejdet spørgeskema er iværksat på 3 plejehjem. Efter en evaluering af projektet skal det danne grundlag for iværksættelse af anmeldte tilsyn på alle plejehjem og medarbejdere ansættes til blandt andet at varetage denne opgave. Processen omkring tilrettelæggelsen af uanmeldte tilsyn indledes sideløbende og i fortsættelse af afprøvningen og evalueringen af pilotprojektet. Herefter koncentreres tilsynsområdet om at nå så mange som muligt af de lovpligtige tilsyn inden årets udgang.

SAGSBESKRIVELSE

Lov om Social Service §§'erne 112a og 113a, der trådte i kraft 1. januar 2002, forpligter landets kommuner til at nedsætte bruger- og pårørenderåd i tilknytning til plejehjems- og plejeboligområdet og at føre tilsyn på området i form af mindst et anmeldt og et uanmeldt tilsynsbesøg om året. § 112a præciserer, at det er kommunen, der fastsætter sammensætningen af bruger- og pårørenderåd under hensyntagen til lokale forhold, dog således at brugere og pårørende udgør et flertal i rådet.

Rådets opgave er at repræsentere beboernes og lejernes interesser, og rådet skal inddrages ved fastlæggelsen af retningslinierne for den daglige pleje- og omsorgsindsats i de pågældende boligenheder, herunder retningslinjer for kostplaner, arbejdsrutiner, samvær m.v.

Borgerrepræsentationen besluttede i sit møde den 7. februar 2002 efter indstilling fra Sundheds- og Omsorgsudvalget:

  • at udvide tilsynet på plejehjems- og plejeboligområdet til også at omfatte hjemmeplejen og de dagtilbud, hvortil deltagelsen beror på en visitation
  • at udvide oprettelsen af bruger- og pårørenderåd til også at omfatte hjemmeplejerne
  • at oprette brugerråd på dagcentre

Herudover blev det besluttet at begrænse oprettelsen af bruger- og pårørenderåd på specialinstitutionerne Solgavehjemmet, Solterrasserne og Institutionen for Respirationspatienter til alene brugerråd, og at vedtægterne for bruger- og pårørenderåd fastsættes på grundlag af udkast til standardvedtægter.

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede i sit møde den 17. december 2001 under punkt 8, Indførelse af tilsynsordninger og bruger- og pårørenderåd på ældreområdet, at udvalget i august 2002 skulle have en halvårsstatus vedrørende bruger- og pårørenderåd ved plejehjem og plejeboliger.

Nedenfor er således beskrevet status vedrørende etablering af bruger- og pårørenderåd, samt status vedrørende de to kommunale tilsyn. For helhedens skyld er under tilsynsområdet tillige medtaget det lovpligtige sundhedsfaglige tilsyn, der varetages af Embedslægeinstitutionen.

  1. Bruger- og pårørenderåd/brugerråd - status.

Plejehjems- og plejeboligområdet

Udførerkontoret har på baggrund af ovennævnte haft en meget tæt kontakt med samtlige plejehjem/plejeboliger omkring etablering af bruger- og pårørenderåd, og status pr. 23. juni 2002 kan opgøres til følgende på plejehjems- og plejeboligområdet:

Af i alt 66 plejehjem - incl. de 3 specialinstitutioner - er oprettet 42 bruger- og pårørenderåd/brugerråd. 26 har fået godkendt deres vedtægter.

Det er helt klart indtrykket, at der arbejdes meget ihærdigt omkring hele processen med etablering af råd, men det har for nogle institutioners vedkommende været meget svært at motivere enten beboerne eller de pårørende til at indgå i bruger- og pårørenderåd. Der har således været afholdt mange forgæves valgmøder, eller valg har måtte afholdes af flere omgange. På trods heraf forventer Sundhedsforvaltningen dog, at der er etableret bruger- og pårørenderåd ved samtlige plejehjem/plejeboliger inden årets udgang, men der er behov for, at der åbnes op for variationsmuligheder på området i enkeltstående konkret begrundede tilfælde.

Til illustration af dette behov kan nedennævnte eksempler anføres fra processen omkring etablering af bruger- og pårørenderåd:

  • For et plejehjems vedkommende, har det ikke været muligt at formå et beboerråd og et pårørenderåd til at slå sig sammen til et fælles bruger- og pårørenderåd. Beboerne føler således større tryghed og mulighed for at komme til orde i et forum, alene bestående af beboere. De to råd holder fælles møder 2 gange om året.

  • For et andet plejehjems vedkommende har det alene været muligt at etablere et pårørenderåd, idet beboerne er meget svært demente og Alzheimerramte, og således ikke formår/magter og bliver forvirrede, hvis de skulle deltage i et bruger- og pårørenderåd.

  • For et tredje plejehjems vedkommende, der alene har aflastningspladser og daghjem, er beboerne i institutionen i forholdvis kort tid/korte perioder – aflastning gennemsnitlig 3 mdr., daghjem gennemsnitlig 1 år. Institutionen vil se, om der er mulighed for at etablere en form for råd.

Hjemmeplejerne.

Der er mellem 1-4 hjemmeplejer i de enkelte bydele i København. Etablering af bruger- og pårørenderåd påtænkes opstartet efter sommerferien i en meget tæt dialog med hjemmeplejerne. På baggrund af erfaringerne omkring etableringen af bruger- og pårørenderåd ved plejehjem/plejeboliger kan der på nærværende område eventuelt vise sig vanskeligheder med at motivere brugerne og især de pårørende til at indgå i bruger- og pårørenderåd. Der skal derfor være en meget tæt dialog med hjemmeplejerne om, hvorvidt der kan oprettes bruger- og pårørenderåd ved samtlige hjemmeplejer eller evt. kun en pr. bydel – selvfølgelig afhængigt af brugernes/de pårørendes interesse herfor og heri. Der kan således ligeledes her opstå behov for variationsmuligheder i rådenes antal og sammensætning i enkeltståe nde konkret begrundede tilfælde.

Dagcentre.

Der er etableret brugerråd ved samtlige 8 dagcentre, der ikke "har til huse" på et plejehjem – råd, der for manges vedkommende allerede var etableret inden beslutning herom blev truffet.

For de 8 dagcentre, der har "til huse" på et plejehjem, kan status pr. 23. juni 2002 opgøres til følgende:

  • Der er oprettet 1 selvstændigt dagcenterråd, 4 dagcentre har fået repræsentation i de oprettede bruger- og pårørenderåd ved institutionen, 2 dagcentre har ikke kunne få nogen brugere til at opstille til valg, men arbejder fortsat meget ihærdigt på at få indvalgt en repæsentant til deres etablerede bruger- og pårørenderåd, og det sidste dagcenter er midt i valgprocessen til institutionens bruger- og pårørenderåd og forventer repræsentation fra dagcentret heri.

Som det fremgår af sidstnævnte, er der ligeledes her behov for, at der i enkeltstående konkret begrundede tilfælde åbnes op for variationsmuligheder, ligesom det evt. kan vise sig umuligt, at få repræsentanter fra dagcentre til at indgå i råd.

  1. Tilsyn – status.

Kommunen har ansvaret for at der gennemføres to tilsyn årligt:

  • et anmeldt tilsyn, hvor det daglige ansvar er placeret Udførerkontoret i Sundhedsforvaltningens centralforvaltning
  • et uanmeldt tilsyn, hvor ansvaret er placeret i Sundhedsforvaltningens lokale bestillerkontorer – Pensions- og Omsorgskontorerne.

Anmeldt tilsyn

Det anmeldte tilsyn fokuserer på en række sundheds- og plejefaglige samt organisatoriske aspekter ved driften af institutionerne. Det anmeldte tilsyn skal derfor ses i tæt sammenhæng med de øvrige strategier som Sundhedsforvaltningen opererer med i relation til pleje og omsorg, kvalitet, ledelse og styring/controlling. Blandt andet skal der sikres en tæt kobling mellem tilsynet og forvaltningens brug af Balanced Scorecard, kvalitetsudviklingen samt kontraktledelse.

Arbejdet i forhold til det anmeldte tilsyn har været forankret i en arbejdsgruppe med deltagelse af repræsentanter fra plejehjemmene og Udførerkontoret. Arbejdsgruppen har udarbejdet et spørgeskema med relevante tilsynsspørgsmål, som skal indgå som en fast del af det anmeldte tilsyn.

Som et pilotprojekt er skemaet – efter aftale med den enkelte institution - udsendt til 3 plejehjem til besvarelse inden selve tilsynsbesøget foretages på plejehjemmet. På denne måde forventes tilsynsbesøgene at kunne planlægges og tilrettelægges på en sådan måde, at de retter sig mere direkte mod det enkelte plejehjem, ligesom der er mulighed for at medtage tilsynsmedarbejdere med specielle fagkundskaber alt afhængig af institutionens besvarelse af spørgeskemaet. Det første af disse 3 pilot-tilsynsbesøg blev afholdt den 4. juli 2002 på Plejecentret Plejebo, og de to sidste besøg er aftalt med Slottet, De Gamles By, og Dagmargårdens Plejehjem - begge i uge 35. Efter testning af spørgeskemaet skal det evalueres og derefter danne grundlag for iværksættelse af anmeldte tilsyn på alle plejehjem.

Det anmeldte tilsyn er et tilsyn, der aftales med den enkelte institution. Tilsynet har en varighed af 4-5 timer pr. institution og udføres af ca. 2-3 medarbejdere fra centralforvaltningen. Inden selve tilsynsbesøget foretages en nærmere tilrettelæggelse heraf på baggrund af det besvarede spørgeskema samt øvrige relevante oplysninger i centralforvaltningen om institutionen. Tilsynsbesøget omfatter samtale med repræsentanter fra:

  • Beboerne og eventuelt beboerråd
  • Ledelsen og bestyrelsen (selvejende institutioner)
  • Medarbejdere / SU-repræsentanter / sikkerhedsrepræsentant

samt en rundvisning på institutionen. Efter hvert tilsynsbesøg udarbejdes en tilsynsrapport, der skal sendes til høring hos relevante samspilspartnere.

I relation til det udarbejdede spørgeskema kan oplyses, at det fungerede som et perfekt arbejdsredskab i forbindelse med de tilsynsførendes tilrettelæggelse og planlægning af det første tilsynsbesøg på Plejecentret Plejebo, ligesom besvarelsen af skemaet ikke forvoldte problemer og samtidig gav et godt overblik over institutionen. Det er således med store forventninger, der ses frem til de næste to aftalte tilsynsbesøg.

Uanmeldt tilsyn.

Det er besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe med repræsentanter fra centralforvaltningen og Pensions- og Omsorgskontorerne, der skal fastlægge indholdet i og gennemførelse af de uanmeldte tilsynsbesøg på plejehjem og i plejeboliger, således at tilsynsbesøgene kan opstartes i efteråret 2002. Samtidig hermed indsamles erfaringer fra andre kommuner vedrørende håndteringen af uanmeldte tilsynsbesøg.

Som det fremgår af ovennævnte har Sundhedsforvaltningen efter Borgerrepræsentationens beslutning omkring de kommunale tilsyn grebet opgaven an på følgende måde:

  • Først at få fastlagt indholdet i/proceduren omkring det anmeldte tilsyn
  • Dernæst at få testet det udarbejdede spørgeskema
  • Og herefter at få ordningen og spørgeskemaet vedrørende det anmeldte tilsyn udbredt til samtlige plejehjem inden man opstarter processen omkring de uanmeldte tilsyn.

Sundhedsforvaltningen er således nu nået dertil, hvor medarbejdere skal ansættes til blandt andet at varetage tilsynsbesøgene. Samtidig fremgår det af det beskrevne vedrørende arbejdsprocessen omkring tilsynsbesøgene, at der er tale om en meget tids- og ressourcekrævende opgave, hvorfor man i resten af år 2002 først og fremmest vil koncentrere sig om de lovpligtige tilsyn for at nå så mange som muligt inden årets udgang.

Sundhedsfagligt tilsyn – Embedslægeinstitutionen

Loven om Embedslægernes plejehjemstilsyn trådte i kraft 1. januar 2002. Embedslægeinstitutionerne har sammen med Sundhedsstyrelsen udarbejdet retningslinier for tilsynets indhold, der gælder for hele landet.

Ved tilsynet gennemgås følgende:

  • Sundhedsadministrative forhold, såsom instrukser og retningslinier.
  • Sundhedsfaglige forhold, såsom dokumentation, medicinhåndtering, sundhedsfaglige ydelser, patientrettigheder og personalerelationer
  • Sundhedsrelaterede forhold, såsom hygiejne, ernæring, mobilisering, bygnings- og indeklima.

Da det ikke var muligt at opnå enighed mellem Dansk Sygepleje Råd og Finansministeriet, viste det sig først i maj 2002 muligt for Embedslægeinstitutionerne at ansætte sundhedsfaglige konsulenter med sygeplejefaglig baggrund.

I Embedslægeinstitutionen for Københavns og Frederiksberg Kommuner er ansættelsen sket pr. 1. juli 2002, hvorfor det ikke har været muligt at gennemføre tilsyn i første halvår 2002. Efterfølgende er gennemført ca. 10 tilsyn.

ØKONOMI

I budget 2002 (BR 338/2001) blev SOU-området DUT-kompenseret for udgifter til tilsyn. Der er afsat 0,8 mill. kr. i forvaltningens budget 2002.

MILJØVURDERING

Ingen miljømæssige konsekvenser.

Ingen

 

BILAG

-

 

Lau Svendsen-Tune

/Johny Kaufmann

 

Til top