Kultur- og Fritidsudvalgets studietur 2023
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til udgiftsgodtgørelse i forbindelse med Kultur- og Fritidsudvalgets studietur den 6.-11. august 2023 samt at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen anmoder Kultur- og Fritidsudvalgets medlemmer om at tage på studietur til New York den 6.-11. august 2023,
- at Borgerrepræsentationen efter studieturen yder erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til de medlemmer, som har valgt denne ordning.
(Kultur- og fritidsborgmesteren)
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget skal på studietur til New York den 6.-11. august 2023. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til udgiftsgodtgørelse i den forbindelse. En forudsætning for betaling af udgiftsgodtgørelse samt eventuel erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til udvalgets medlemmer er, at Borgerrepræsentationen har anmodet udvalgets medlemmer om at deltage i studieturen, jf. lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5 og 10.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget har besluttet at besøge New York som led i arbejdet med udvalgets vision for indeværende valgperiode.
New York er arnested for et bredt udvalg af kulturelle bevægelser indenfor bl.a. kunst, kultur og musik, som også afspejler sig i et alsidigt kunst- og kulturtilbud målrettet mange forskellige kultur- og fritidsbrugere. New York har ligeledes gennemgået en massiv byudvikling, som i høj grad har gjort det muligt at anvende byens rum til fysisk aktivitet samt at tilbyde offentlige kulturelle aktiviteter til borgerne.
Studieturen bygges op om besøg ved kulturelle aktører indenfor fx social bæredygtighed, kunst, kultur, natteliv, byudvikling og idræt. Formålet med studieturen er, at udvalget kan blive inspireret til det videre arbejde med målsætningerne i Kultur- og Fritidspolitikken 2023-2026.
Økonomi
Udgifterne til Kultur- og Fritidsudvalgets studietur afholdes inden for udvalgets budgetramme. Kultur- og Fritidsudvalget har estimeret nedenstående foreløbige budget for studieturen (15 deltagere).
Udgifter |
Beløb (kr.) |
Flybilletter |
88.500 - 152.000 |
Indkvartering |
100.000 - 125.000 |
Forplejning |
40.000 |
Leje af bus |
53.000 |
Entré, transport, gaver mv. |
18.000 |
Uforudsete udgifter |
12.000 |
Visa |
2.200 |
I alt |
313.700 - 402.200 |
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, kan der efter studieturen foretages udgiftsgodtgørelse samt ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Søren Tegen Pedersen
/Rikke Egelund Hougaard
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.