Mødedato: 22.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om udvidelse af Havneringens cykel- og løberute til Holmen, Refshaleøen og Nordhavnen

Medlemsforslag 

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen senest til oktober 2017 at fremsætte forslag til politisk behandling i Borgerrepræsentationen om en udvidelse af Havneringens cykel- og løberute, så den også omfatter Holmen, Refshaleøen samt Nordhavnen, som beskrevet nedenfor i motivering.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

I 2007 vedtog Borgerrepræsentationen et forslag forfattet af Det Konservative Folkeparti om en principbeslutning om en cykel- og løberute rundt om og over Inderhavnen.

Det Konservative Folkeparti har en visionen om en havnering også rundt om Yderhavnen, så også de nye bydele ud imod Øresund kommer med.

Havneringen blev som bekendt indviet sidste år, men udbygges løbende med flere broer over Inderhavnen - nu også cykelbroen parallelt med Langebro.

Vi, i den konservative gruppe ønsker at udvide Havneringen således, at cykel- og løberuten også kommer til at omfatte Holmen, Refshaleøen samt Nordhavnen. Ligeledes ønsker vi hen ad vejen i takt med finansiering og donationer at få lavet en sammenhængende rute langs de ydre dele af Københavns Havn. Vi opfordrer derfor til, at Teknik- og Miljøforvaltningen i arbejdet med dette forslag kommer med forslag til finansiering af projektet, herunder forslag til hvorledes eventuel finansiering gennem donationer kan ske.

Endelig mener vi, at det er naturligt, at Teknik- og Miljøforvaltningen  med forslaget til denne udvidede cykel og- løberute også indarbejder den nye cykelrute i kommunens plan for bl.a. Skybrud, havnetunnel, mere metro på tværs af havneløbet m.v., så vi også på sigt får mulighed for at krydse havnen på cykel ved havneudmundingen i Øresund, hvilket dette medlemsforslag afspejler.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2017

 

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Til top