Mødedato: 22.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om salg af Folkets Hus

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om at optage Folkets Hus på salgslisten og afhænde Folkets Hus, gerne med henblik på omdannelse til ungdomsboliger. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling senest i oktober 2017.

(Stillet af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance)

 

Motivering

Københavns Politi har meddelt Københavns Kommune, at Folkets Hus fra den 22. marts 2017 og frem til lukningen blev domineret af banden Loyal to Familia (LTF). Socialforvaltningen har den 8. maj 2017 orienteret herom i skriftligt svar til Mette-Katrine Ejby Buch (Se bilag 1) og på Socialudvalgsmødet den 7. juni 2017 orienterede borgmesteren om, at der på aflæggerbordet lå et notat af 30. maj 2017 om afholdte møder om situationen i Folkets Hus (Se bilag 2).

Det et oplyst, at politiet vurderer, at banden LTF bruger Folkets Hus til at hverve medlemmer og indlemme andre bandegrupperinger i LTF, såvel i lokalområdet som i resten af landet.

Det vil vi på ingen vis være med til at støtte. Det er ikke første gang, at der er problemer med brugen af huset.

Vi finder, at kommunen ikke skal fortsætte driften af dette alternative ungdomshus, men i stedet lader pengene går til de konventionelle kommunalt revne ungdomstilbud.

Vi finder, at huset bør sælges og gerne med henblik på omdannelse til ungdomsboliger.

Vi er i øvrigt meget bekymret over, at det nærmest ved en tilfældighed kom frem, at LTF dominerede Folkets Hus. Det skete ved, at en SSP-medarbejder på et Socialudvalgsmøde den 26. april 2017 i en bisætning nævnte, at der i Folkets Hus havde været holdt en release-fest for Shuaib Khan i Folkets Hus i marts måned 2017.

Vi mener, at vi som politikere burde været blevet orienteret, så snart der opstod den mindste bekymring for sikkerheden for brugerne af Folkets Hus. Det er på ingen vis på sin plads, vi som politikere ikke blev orienteret om, at husets øvrige brugere føler sig intimideret af persongruppen med direkte eller indirekte tilknytning til grupperingen LTF, og at de øvrige brugere derfor ikke har anvendt huset i samme omfang som tidligere.

Dette er baggrunden for, at vi samtidig med dette medlemsforslag har stillet politikerspørgsmål til Overborgmesteren, Socialborgmesteren og Kulturborgmesteren om, hvorfor Borgerrepræsentationen eller i det mindste Kultur- og Fritidsudvalget ikke straks blev orienteret om LTF øgede tilstedeværelse i Folkets Hus og den ifølge politiet deraf øgede risiko for fare for husets øvrige brugere og naboer. På grund af de aktiviteter, som LTF er kendt for, burde der efter vores opfattelse have været en øget og løbende opmærksomhed på, hvad deres tilstedeværelse i Folkets Hus medførte, og vi politikere burde løbende været blevet orienteret herom. Ligesom vi har stillet spørgsmål om hvorledes det fremover sikres, at vi orienteres om brugernes sikkerhed.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2017

 

Dansk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om, at medlemsforslaget erstattes af følgende:

 

”At Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om, at der skabes en anden model, hvor Folkets Hus renoveres med henblik på at indrette 2. sal til studiepladser og skabe plads til øgede idrætsaktiviteter i resten af huset, og at driftstilskuddet anvendes til disse aktiviteter i stedet.”

 

 

Liberal Alliance fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse af følgende nye 2. at-punkt:

 

”At Borgerrepræsentationen pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om, hvordan man, uagtet om Folkets Hus sælges eller ej, kan fjerne driftstilskuddet til fonden bag Folkets Hus ”De åbne Rum” når det udløber.”

                                                                                                 

 

Det af Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 40 stemmer imod 4. 7 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: O.

Imod stemte: A, Ø, V, F, C, I og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

Følgende undlod at stemme: B.

 

 

Det af Liberal Alliance fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev forkastet med 35 stemmer imod 9. 7 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: O, C, I og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

Imod stemte: A, Ø, V og F.

Følgende undlod at stemme: B.

 

 

Selve medlemsforslaget blev herefter forkastet med 30 stemmer imod 10. 11 medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: V, C, I og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

Imod stemte: A, Ø og F.

Følgende undlod at stemme: B og O.

 

 

Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Radikale Venstre ønsker fortsat - som også protokolleret på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 11. maj 2017 - at følgende scenarier (inkl. tidsramme og budgetnotat) undersøges af forvaltningen og fremlægges til politisk behandling.

 

Dette i forbindelse med budgetforhandlingerne for Budget '18 med følgende scenarier: 

 

Scenarie A; 

Folkets Hus drives som et kommunalt drevet kulturhus. Nørrebro Lokaludvalg og nærområdets kulturinstitutioner, aftenskoler, idræts- og fritidsforeninger, samt øvrige aktører inden for folkeoplysningsområdet, skal i videst muligt omfang inddrages i konkrete samarbejder. Ligeledes ønskes muligheden for socialøkonomisk ansvarlig cafédrift.

 

Scenarie B; 

Opgaven sendes i kulturelt udbud, således at kommunen definerer opgaverne i Folkets Hus og afsætter en økonomisk ramme for den videre drift, som interesserede aktører kan byde på. Nørrebro Lokaludvalg og nærområdets kulturinstitutioner, aftenskoler, idræts- og fritidsforeninger, samt øvrige aktører inden for folkeoplysningsområdet, skal i videst muligt omfang inddrages i konkrete samarbejder. Ligeledes ønskes muligheden for socialøkonomisk ansvarlig cafédrift.


Scenarie C;

Folkets Hus lukkes som kulturhus og sættes til salg med henblik på omdannelse til ungdomsboliger."

Til top