Mødedato: 22.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af København Kommunes repræsentanter til bestyrelserne for Copenhagen FinTech og Symbion Fonden

Se alle bilag

Indstilling

Indstilling om,

  1. at administrerende direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Bjarne Winge, udpeges som København Kommunes bestyrelsesmedlem i Copenhagen FinTech for resten af indeværende valgperiode,
  2. at kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Lars Ethelberg Nielsen, udpeges som Københavns Kommunes bestyrelsesmedlem i Symbion Fonden for resten af indeværende valgperiode.

(Beskæftigelses- og Integrationsudvalget)

Problemstilling

I forbindelse med den årlige fremsendelse af oversigten over de hverv, som Københavns Kommune varetager, til kommunens forsikringsselskab, er forvaltningen blevet opmærksom på, at udpegningerne af kommunens repræsentanter til bestyrelserne for Copenhagen FinTech og Symbion Fonden, ved en fejl ikke er blevet forelagt Borgerrepræsentationen ved Københavns Kommunes indtræden i bestyrelserne. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen forelægger derfor nu denne sag om udpegning af bestyrelsesmedlemmer til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse.

Copenhagen FinTech

Der blev med budgetaftalen for 2017 afsat 0,5 mio. kr. årligt i 2017-2018 til at understøtte København som nordisk FinTech-centrum. Som følge af kommunens tilsvarende, årlige bidrag til foreningen Copenhagen FinTech, har Københavns Kommune mulighed for at udpege en repræsentant til foreningens bestyrelse. Foreningen Copenhagen FinTech har til formål at skabe et FinTech (finansiel teknologi) økosystem i nordisk topklasse, der skal understøtte Danmarks førende position inden for udviklingen af digitale finansielle løsninger og skabe de optimale rammebetingelser for den fortsatte udvikling af FinTech i Danmark.

Copenhagen FinTech er en upolitisk organisation, og bestyrelsen består af direktører/formænd for partnernes organisationer. Københavns Kommune har som partner været med til at støtte etableringen af Copenhagen FinTech. København har siden oktober 2016 været repræsenteret i bestyrelsen for Copenhagen FinTech ved adm. dir. i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Bjarne Winge. Bestyrelsesposten er ulønnet.

Symbion Fonden

Symbion Fonden har til formål at skabe et organisk samliv mellem forskning og erhvervslivet, der skal understøtte Danmarks førende position inden for innovation og iværksætteri. Symbion Fonden er en upolitisk organisation, og bestyrelsen består af erhvervsledere og professorer.

Symbion Fonden blev etableret i 1986 uden støtte fra Københavns Kommune. Borgerrepræsentationen bevilgede imidlertid den 23. marts 2003 et rente- og afdragsfrit 10-årigt lån på 20 mio. kr. til Symbion A/S (BR 479/2003). Den 13. marts 2014 blev lånet på 20 mio. kr. omlagt til dels et nyt 10-årigt annuitetslån med en forrentning på 3,25 pct. p.a., og dels stiftelse af en tilbagekøbsret for Københavns Kommune til Symbion A/S’ ejendom på Fruebjergvej 3, 2100 København Ø, med en nutidsværdi på 10 mio. kr. (BR/2014-0029571).

Af Symbion Fondens vedtægter fremgår det, at bestyrelsen kan bestå af 8-20 medlemmer, hvoraf 1-3 medlemmer udpeges af Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Siden august 2012 har erhvervschef i Københavns Erhvervshus, Janus Krarup, repræsenteret Københavns Kommune i bestyrelsen for Symbion Fonden. Bestyrelsesposten er ulønnet.  

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at administrerende direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Bjarne Winge, udpeges af Borgerrepræsentationen som Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen for Copenhagen FinTech for resten af den indeværende valgperiode. Bjarne Winge har repræsenteret Københavns Kommune i Copenhagen FinTechs bestyrelse siden 27. oktober 2016.

Desuden indstilles det, at Lars Ethelberg Nielsen, kontorchef i kontoret for Integration og Vækst, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, udpeges som repræsentant i bestyrelsen for Symbion Fonden for resten af den indeværende valgperiode. Hidtil har Københavns Kommunes repræsentant i bestyrelsen været erhvervschef i Københavns Erhvervshus, Janus Krarup.

Økonomi

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen betaler 500.000 kr. årligt i 2017 og 2018 for partnerskab i Copenhagen FinTech.

Symbion Fonden blev etableret i 1986 med en grundkapital på 20,3 mio. kr., bevilget af blandt andet Novo Nordisk, CBS, Københavns Universitet, Danisco, Håndværksrådet, Dansk Metal m.fl. Københavns Kommune gav ikke bidrag til etableringen, men den 23. marts 2003 bevilgede Borgerrepræsentationen (BR) et rente- og afdragsfrit 10-årigt lån på 20 mio. kr. til Symbion A/S (BR 479/2003).

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil fremlægge en ny indstilling om udpegning af repræsentanter til bestyrelserne for Copenhagen FinTech og Symbion Fonden i forbindelse med opstart af den kommende valgperiode.

 

Bjarne Winge                          / Michael Baunsgaard Schreiber

Oversigt over politisk behandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at adm. direktør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Bjarne Winge, udpeges som København Kommunes bestyrelsesmedlem i Copenhagen FinTech for resten af indeværende valgperiode,
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at kontorchef i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen Lars Ethelberg Nielsen udpeges som Københavns Kommunes bestyrelsesmedlem i Symbion Fonden for resten af indeværende valgperiode.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 22. maj 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top