Mødedato: 22.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forhøjet indtægts- og udgiftsbevilling til ITS-verdenskongres

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en forhøjet indtægts- og udgiftsbevilling til ITS verdenskongressen i september 2018.

Indstilling

Indstilling om,  

  1. at indtægts- og udgiftsbudgettet for ITS-verdenskongressen øges fra de nuværende 7,6 mio. kr. til i alt 17,3 mio. kr. og der på den baggrund frigives en anlægsbevilling 9,7 mio. kr. til afholdelse af ITS-verdenskongressen i 2018 jf. økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget (TMU) godkendte den 7. april 2014, at Københavns Kommune påtager sig det lokale værtskab for ITS-verdenskongressen. Forvaltningen har arbejdet for at forankre kongressen på tværs i forvaltningerne og vil udnytte mulighederne for samarbejde om erhvervsudviklingen i Greater Copenhagen Region.

Da kommunen i sin tid påtog sig værtskabet var størrelsen af de lokale værtsforpligtigelser ikke fuldt belyst. Samtidig har den positive interesse skabt mulighed for at opprioritere de overordnede kommunale dagsordner for grøn vækst og mobilitet. Derfor søges indtægtsbevillingen til kongressen hævet.

Løsning

Flere private virksomheder end forventet har vist interesse for værtskabet – herunder interesse for at medfinansiere gennemførelsen af kongressen gennem sponsorater. Det giver muligheder for at fremme kommunens erhvervs- og vækststrategi og den grønne dagsorden internationalt.

Kongressen gennemføres af den Europæiske ITS organisation, ERTICO. Det lokale værtskab for ITS-verdenskongressen, som Københavns Kommune har ansvar for, understøttes af en forankring i Greater Copenhagen Region og referencegrupper i de nordiske lande.

Ved at styrke det lokale værtskab for ITS-verdenskongressen understøttes Københavns Kommunes strategier og den globale dagsorden, herunder:

  • Erhverv og grøn vækst
  • Klima og grøn mobilitet
  • Smart City
  • Verdens bedste Cykelby
  • Digitalisering

ITS-verdenskongressen vil bringe ny viden til Københavns Kommune og give mulighed for bedre opgaveløsning. Der er desuden potentiale for at etablere og udbygge partnerskaber gennem samarbejdet i Greater Copenhagen Region med virksomheder, forskningsinstitutioner og offentlige institutioner.

Det øgede budget går til at udvikle og styrke partnerskaber inden for de prioriterede temaer, herunder udarbejdelse af aftalegrundlag og samarbejde med sponsorer. Indsatsen med planlægning og gennemførelse af demonstrationsprojekter, der viser ITS anvendt i praksis i byens gader og pladser, er styrket væsentligt i forhold det oprindelige budget fra 2014. Endelig er der sat flere midler af til løn til professionel projektstyring og kommunikation.

Københavnerne vil under verdenskongressen få indblik i de muligheder, som ITS giver. Kongressens udstilling er åben for offentligheden en-to dage, hvor der forventes 10–15.000 besøgende. Københavns Kommune har ikke før, været vært for en kongres af denne størrelsesorden. Kongressen indeholder desuden 1:1 demonstrationer af allerede gennemførte ITS-løsninger i gadebilledet, som er ITS systemer, der allerede er implementeret til gavn for fremkommelighed, trafiksikkerhed og miljø. Løsningerne vil under kongressen blive vist i byrum i København både for deltagere i kongressen og for borgerne. Der er indkommet forslag til 30 demonstrationsprojekter, herunder selvkørende minibusser, automatisk parkering, forsøg med elbusser, optisk genkendelse af fodgængere og sensorer på cykler, der måler luftforurening. Det understøtter kongressens slogan ITS – Quality of Life (se bilag 2 for yderligere uddybning).

Der bliver desuden mulighed for at sætte en transportpolitisk dagsorden gennem et borgmester topmøde og et Ministeriel Roundtable, hvor nationale problemstillinger diskuteres (se nærmere i Bilag 1). Der er aktuelt dialog med C40 om en dagsorden om grøn mobilitet og luftkvalitet i forbindelse med et borgmestertopmøde under ITS-verdenskongressen.

Økonomi

Det har, fra den oprindelige beslutning i TMU den 7. april 2014, været en forudsætning, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter ved planlægningen af kongressen. Der vil ikke være yderligere udgifter for forvaltningen forbundet med kongressen. Forvaltningen har på nuværende tidspunkt, halvandet år før kongressen, fået tilsagn om finansiering fra en række private virksomheder og offentlige institutioner se bilag 4 (FORTROLIGT).

Borgerrepræsentationen godkendte den 12. november 2015 en indtægts- og udgiftsbevilling på 7,6 mio. kr. til afholdelse af ITS-verdenskongressen. Med denne indstilling foreslås budgetrammen udvidet til i alt 17,3 mio.kr (bilag 3), hvilket betyder at indtægts- og udgiftssiden på TMUs bevilling Ordinær anlæg skal hæves med 9,7 mio. kr. jf. tabellen nedenfor:

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Funktion

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2017 p/l)

Varig?
ja/nej

2017

2.

TMU

3400 - Ordinær anlæg

2.28.23.3

I

-9.700

Nej

2.

TMU

3400 - Ordinær anlæg

2.28.23.3

U

9.700

Nej

I alt

-

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter er indikeret med positivt fortegn. Øgede udgifter er indikeret med positivt fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

De 9,7 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg jf. tabellen nedenfor:

Tabel 2. Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2017 p/l)

2017

TMU

Afholdelse af ITS Verdenskongressen i 2018

3400 – Ordinær anlæg

2.28.23.3

9.700

I alt

-

-

-

9.700

TMU besluttede den 21. september 2015 at stille garanti over for ERTICO på 7,6 mio. kr. (1,0 mio. Euro) til de lokale værtsforpligtigelser. Med de tilsagn, der allerede er givet fra private og offentlige virksomheder, betaling for demonstrationsprojekter mv. forventer forvaltningen ikke, at der vil være behov for yderligere garantistillelse. Hvis det, mod forventning, ikke lykkes at skaffe den forventede finansiering, vil ambitionsniveauet for kongressen kunne nedskalleres.

Videre proces

Forvaltningen vil halvårligt orientere TMU og Økonomiudvalget om status for forberedelse og planlægning, herunder især hvordan de politiske arrangementer under kongressen gennemføres med C40.

 

Pernille Andersen                             /Anne-Sofie Degn

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at det lokale værtskab for ITS-verdenskongressen opjusteres, så det modsvarer den voksende interesse for kongressen og forankringen i Greater Copenhagen Region (bilag 1).
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
     
  2. at indtægts- og udgiftsbudgettet for ITS-verdenskongressen øges fra de nuværende 7,6 mio. kr. til i alt 17,3 mio. kr. og der på den baggrund frigives en anlægsbevilling 9,7 mio. kr. til afholdelse af ITS-verdenskongressen i 2018 jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 8. maj 2017  

1. at-punkt blev godkendt.
2. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. maj 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2017

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top