Økonomiforvaltningens inhabilitet i sagen om henvendelse fra Team Danmark om placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at sagsbehandlingen i sagen om henvendelse fra Team Danmark om placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune ikke skal overlades til en anden forvaltning end Økonomiforvaltningen, selv om Økonomiforvaltningen er myndighedsinhabil som følge af overborgmesterens personlige inhabilitet på grund af sin position som bestyrelsesformand for Team Danmark.
Indstilling
Indstilling om,
- at Borgerrepræsentationen tager til efterretning, at Økonomiforvaltningen, som følge af overborgmesterens inhabilitet, er myndighedsinhabil i sagen om henvendelse fra Team Danmark om placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune,
- at Borgerrepræsentationen godkender, at sagsbehandlingen ikke skal overlades til en anden forvaltning end Økonomiforvaltningen, da Økonomiforvaltningen har en særlig indsigt og kompetence i forbindelse med blandt andet overdragelse af fast ejendom, og da denne indsigt og kompetence ikke kan opnås ved at overlade sagsbehandlingen til en anden forvaltning.
(Økonomiforvaltningen)
Problemstilling
Team Danmark har rettet henvendelse til den administrerende direktør i Økonomiforvaltningen med ønske om at indlede drøftelser med Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om muligheden for at placere et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune.
Overborgmesteren varetager ligeledes en funktion som bestyrelsesformand for Team Danmark. Team Danmark er en selvejende institution. Det følger af forvaltningslovens habilitetsregler, at et medlem af en selvejende institutions bestyrelse ikke som kommunalbestyrelsesmedlem må medvirke ved afgørelsen af sager, hvori den selvejende institution er part, eller hvis udfald institutionen på anden måde har interesse i. Dette gælder dog ikke, hvis det pågældende kommunalbestyrelsesmedlem er udpeget af kommunalbestyrelsen til at varetage kommunens interesser i den selvejende institutions bestyrelse. Overborgmesteren er ikke valgt ind i Team Danmarks bestyrelse med henblik på at varetage Københavns Kommunes interesser, men er udpeget af kulturministeren i henhold til lov om eliteidræt.
Der er således en generel risiko for, at overborgmesteren i forbindelse med kommunens behandling af sagen kan blive påvirket af uvedkommende hensyn - det vil sige Team Danmarks interesse i, at kommunen støtter en placering af et nationalt elitesportscenter i København. Overborgmesteren må derfor anses for inhabil og vil som en konsekvens heraf ikke deltage ved sagens behandling, herunder hvis sagen på et tidspunkt skal behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Som følge af personlig inhabilitet hos en myndigheds leder vil der kunne opstå myndighedsinhabilitet på grund af det afhængighedsforhold, der må antages at bestå mellem myndighedens leder og de underordnede medarbejdere. Det er Borgerrepræsentationens Sekretariats vurdering, at Økonomiforvaltningen som myndighed er inhabil på grund af overborgmesterens personlige inhabilitet.
Konsekvensen af Økonomiforvaltningens myndighedsinhabilitet er en forpligtelse til at undersøge mulighederne for at foretage substitution, det vil sige at undersøge, om det er muligt at overlade sagsbehandlingen til en anden forvaltning underlagt en anden borgmesters daglige ledelse.
Det følger af forvaltningslovens habilitetsregler, at myndighedsinhabilitet udelukkes, hvis det vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed at overlade sagsbehandlingen til en anden myndighed. Det gælder især, hvor substitution vil indebære en betænkelig svækkelse af sagkundskaben i forbindelse med sagens behandling, og hvor den fornødne sagkundskab ikke vil kunne opnås ved at overlade sagsbehandlingen til en anden myndighed.
Det er Borgerrepræsentationen, der skal tage stilling til dette spørgsmål. Dette fastslog Statsforvaltningen i sin afgørelse af 16. december 2010 om myndighedsinhabilitet i Teknik- og Miljøforvaltningen som følge af borgmesterens personlige inhabilitet i forbindelse med behandlingen af sager om indgåelse af aftaler med borgmesterens registrerede partner.
Løsning
Det er Borgerrepræsentationens Sekretariats vurdering, at Økonomiforvaltningen - uanset at overborgmesteren er personlig inhabil - bør behandle sagen om henvendelse fra Team Danmark om placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune. Dette henset til de vanskeligheder, der er ved at overlade den konkrete sagsbehandling til en anden forvaltning, herunder navnlig Økonomiforvaltningens særlige indsigt og faglige kompetence på de områder, der i sagen hører under Økonomiforvaltningen, som blandt andet er overdragelse af fast ejendom. Substitution vurderes således at være udelukket, da det vil indebære en betænkelig svækkelse af sagkundskaben i relation til behandlingen af sagen om en mulig placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune, og da den fornødne sagkundskab ikke vil kunne opnås ved at overlade sagsbehandlingen til en anden forvaltning.
Det er alene overborgmesteren, der som konsekvens af sin personlige inhabilitet ikke vil deltage i behandling af sagen, herunder en eventuel behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Samtidig vil der fra Økonomiforvaltningens ledelses side ved stor åbenhed være fokus på i sagen at eliminere risikoen for varetagelse af usaglige hensyn på grund af overborgmesterens inhabilitet. Med andre ord vil Økonomiforvaltningen i sin behandling af sagen om en mulig placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune tage hensyn til den foreliggende inhabilitet hos overborgmesteren. Dette ved eksempelvis at have ekstra opmærksomhed på dokumentation (referater, journalisering m.v.) i forbindelse med sagens behandling.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, kan Økonomiforvaltningen arbejde videre med sagen og indgå i dialog med Team Danmark om den mulige placering af et nationalt elitesportscenter i Københavns Kommune.
Peter Stensgaard Mørch Søren Tegen Pedersen
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2017
Overborgmester Frank Jensen (A) forlod salen under punktets behandling på grund af inhabilitet.
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.