Mødedato: 22.06.2016, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Opførelse af 12 skæve boliger, Amager Vest

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tages stilling til, om der skal opføres 12 skæve boliger på Kongelundsvej 242. Endvidere foreslås det, at Borgerrepræsentationen godkender, at boligselskabet 3B senere kan opføre og drifte yderligere 10 skæve boliger, således at 3B i alt opfører og drifter i alt 22 boliger

 
Indstilling om, 

1.     at boligselskabet 3B opfører og drifter 12 nye skæve boliger på Kongelundsvej 242,

2.     at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om at opføre 12 skæve boliger.

3a.   at Københavns Kommune bevilger 2,2 mio. kr. i tilskud til de 12 skæve boliger. Beløbet finansieres inden for Socialudvalget ramme - jf. afsnittet "Økonomi", 

3b.   at Københavns Kommune stiller en byggegrund på Kongelundsvej 242 vederlagsfrit til rådighed for boligselskabet 3B i 32 år, 

4.     at Socialforvaltningen bemyndiges til at indgå en aftale med boligselskabet 3B om opførelse, drift og udlejning af alle 22 skæve boliger inden for den afsatte økonomiske ramme og med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse af særskilt sag om placering og økonomi vedrørende de resterende boliger.

5.    at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti for realkreditlånet til medfinansiering af opførelsen af de 12 skæve boliger (op til ca. 6,2 mio. kr.),

6.    at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, alt under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.

    Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets budgetrammer.

    (Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget)

    Problemstilling

    I forbindelse med budget 2014 (BR den 3. oktober 2014) (A,B,F,O og Ø) bevilgede Borgerrepræsentationen 4 mio. kr. til opførelse af 22 nye skæve boliger. 

    I denne indstilling udmøntes 12 skæve boliger til en konkret adresse, men det indstilles samtidig, at boligselskabet 3B på sigt opfører og drifter alle 22 skæve boliger. Baggrunden herfor er, at der på Kongelundsvej 242 kun er plads til 12 boliger.

    Der ønskes med denne indstilling frigivet 2,2 mio. kr. af de afsatte 4 mio. kr. til anvendelse for et kommunalt tilskud til de første 12 skæve boliger .

    For at projektet kan realiseres, skal det godkendes, at der for de første 12 boliger stilles en kommunal garanti for det realkreditlån, som medfinansierer opførelsen af boligerne.

    Løsning

    Skæve boliger opføres til hjemløse og særligt udsatte borgere, som har svært ved at indpasse sig eller ikke magter at bo i et traditionelt bomiljø som eksempelvis en lejlighed. De 22 nye skæve boliger er med til at sikre, at flere hjemløse får og fastholder egen bolig. Der tilknyttes en social vicevært til bebyggelsen, som finansieres af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet de første 3 år.

    I foråret 2015 er der tilvejebragt en grund og gennemført en udmøntning af skæve boliger, således at der nu kan opføres 12 af de 22 boliger. Boligselskabet 3B opfører 12 to-rums boliger med eget bad, toilet og køkken. Boligerne foreslås opført på Kongelundsvej 242. I forbindelse med boligerne tilknyttes fællesfaciliteter for beboerne og faciliteter til den sociale vicevært. 

    Boligerne har et forventet gennemsnitligt areal på 35 - 40 kvadratmeter brutto. Det er Socialforvaltningens forudsætning for projektet, at huslejen kan holdes nede på et niveau, som en kontanthjælpsmodtager kan betale, hvilket vil sige maksimalt 3.300 kr. om måneden. Det kræver, at Københavns Kommune stiller en byggemodnet grund vederlagsfrit til rådighed. Det er et krav fra realkreditinstitutterne, at grunden er til rådighed i 2 år længere end realkreditlånets løbetid, hvilket indebærer, at grunden skal stilles vederlagsfrit til rådighed i 32 år.  For en nærmere gennemgang af projektbeskrivelsen og baggrunden for projektet, se bilag 1.

    Socialforvaltningen får 100 % anvisningsret til boligerne og indgår i processen omkring den endelige udformning af boligerne. Som et led heri vil Socialforvaltningen som i andre skæve boligafdelinger sætte stort fokus på at skabe det rigtige match til de ledige boliger, når der visiteres nye beboere.

    Byggeriet påbegyndes i efteråret 2016 og forventes færdigt ultimo 2017.  

    Naboerne, som består af 12 -14 haveforeninger, er blevet hørt. Haveforeningerne er positive men så gerne, at hele området inklusiv haveforeningerne bliver kloakeret i forbindelse med opførelsen af de 12 boliger.

    Det er normal praksis i Københavns Kommune, at anlægssager sendes i udbud. Formålet hermed er at sikre den bedste pris og kvalitet. Borgerrepræsentationen kan imidlertid godkende, at krav om udbud fraviges. I den foreliggende sag har boligselskabet 3B vundet konkurrencen om 12 skæve boliger. Det vurderes imidlertid, at den bedste pris og kvalitet opnås, hvis det besluttes at udmønte alle 22 boliger til ét og samme boligselskab. Baggrunden herfor er, at det er svært at skabe en god anlægsøkonomi med kun 12 boliger. Boligselskabet 3B´s projekt er et yderst ambitiøst projekt med et mål om vedligeholdelsesfri boliger i ca. 50 år. Et så ambitiøst projekt skal have størst mulig volumen for at kunne gennemføres. Det er vurderingen, at 12 boliger ikke vil være nok til at gennemføre projektet i en tilstrækkelig god kvalitet, hvorfor den eksisterende udmøntning ønskes udvidet til 22 boliger. 

    Det  indstilles derfor, at Borgerrepræsentationens beslutning (BR den 10.april 2003 og BR den 8.maj 2014) om udmøntning af kommunalt tilskud fraviges, således at boligselskabet 3B får lov til at opføre alle 22 boliger. Kommunen er efter 2009 ifølge almenboligloven ikke forpligtiget til at udføre udbud af kommunal medfinansiering til almene boliger. 

    Borgerrepræsentationen vil få forelagt en særskilt indstilling om placering og økonomi for de sidste 10 skæve boliger til godkendelse.

    Økonomi

    Boligerne finansieres af et kommunalt tilskud på 2,2 mio. kr. svarende til 0,2 mio. kr. pr. bolig, et statsligt tilskud på 0,4 mio. kr. pr. bolig, et beboerindskud på 2 pct. af anlægssummen samt et realkreditlån på det resterende beløb. Det kommunale tilskud finansieres inden for Socialforvaltningens ramme på bevillingsområdet "Byggeri og modernisering af tilbud" på funktion 00.25.18.3 - se bilag 1 for yderligere oplysninger.

    Det er herudover nødvendigt, at kommunen stiller en kommunal garanti for realkreditlånet til 12 boliger. Lånet er budgetteret til ca. 6,2 mio. kr. Garantien er en eventualforpligtelse, der kun får bevillingsmæssige konsekvenser for kommunen, såfremt låntager, boligselskabet 3B, ikke er i stand til at tilbagebetale lånet.  

    Socialforvaltningen har 100 % anvisningsret til boligerne og hæfter for eventuel tomgangsleje. Boligselskabet er således garanteret lejeindtægten for byggeriet de næste 30 år. Kommunen kan derfor stille garanti med hjemmel i bekendtgørelse om skæve boliger § 21 for belåning af 12 skæve boliger samt fællesfaciliteter. 

    Driften
    Driften til en social vicevært finansieres af Udlændinge-, Integrations- og boligministeriet de første 3 år. Herefter vil en eventuel videreførsel af funktionen være pålagt Københavns Kommune. Den årlige udgift er ca. 0,5 mio. kr.

    Videre proces

       
    Det forventes at husene er indflytningsklar i efteråret 2017.

     

    Nina Eg Hansen                   / Pernille Andersen

    Oversigt over politisk behandling

    Teknik- og Miljøforvaltningen og Socialforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

    1. at boligselskabet 3B opfører og drifter 12 nye skæve boliger på Kongelundsvej 242,
    2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om at opføre 12 skæve boliger

      Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

    3a.     at Københavns Kommune bevilger 2,2 mio. kr. i tilskud til de 12 skæve boliger. Beløbet finansieres inden for Socialudvalget ramme - jf. afsnittet "Økonomi",

    3b.     at Københavns Kommune stiller en byggegrund på Kongelundsvej 242 vederlagsfrit til rådighed for boligselskabet 3B i 32 år, 

    4.     at en udmøntning af de 12 skæve boliger søges udviddet med yderligere 10 skæve boliger,  på en alternativ grund. Når der er tilvejebragt en grund, vil der blive forelagt en indstilling for Borgerrepræsentationen med grundens placering samt økonomi,

    5.     at Socialforvaltningen bemyndiges til at indgå en aftale med boligselskabet 3B om driften og udlejning af  alle 22 skæve boliger.

    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

    6.     at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti for realkreditlånet til medfinansiering af opførelsen af de 12 skæve boliger (op til ca. 6,2 mio. kr.),

    7.     at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessummen, alt under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.

     

    Socialudvalgets beslutning i mødet den 18. maj 2016

    Kontorchef Siggi Kristoffersen deltog under punktets behandling.

    Indstillingen blev anbefalet overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

     

    Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 30. maj 2016

    Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

     

    Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

    Økonomiforvaltningen har været i dialog med Socialforvaltningen vedrørende det 4. at-punkt, og der er enighed om, at Økonomiudvalget indstiller over for Borgerrepræsentationen, at 4. at-punkt udgår. Det skyldes, at der ikke er tale om en udmøntning af midler til samtlige 22 boliger, men kun 12.

    Som følge af at 4. at-punkt udgår, indstiller Økonomiudvalget desuden over for Borgerrepræsentationen, at 5. at-punkt ændres fra:

    • ”at Socialforvaltningen bemyndiges til at indgå en aftale med boligselskabet 3B om driften og udlejning af alle 22 skæve boliger.”

          til:

    • ”at Socialforvaltningen bemyndiges til at indgå en aftale med boligselskabet 3B om opførelse, drift og udlejning af alle 22 skæve boliger inden for den afsatte økonomiske ramme og med forbehold for Borgerrepræsentationens godkendelse af særskilt sag om placering og økonomi vedrørende de resterende boliger.”

      Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Socialudvalget og Teknik- og Miljøudvalgets budgetrammer.

       

       

      Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2016

      Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

      Beslutning

      Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2016

       

      Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

      Til top