Mødedato: 22.06.2016, kl. 16:00
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Ændring af den geografiske udstrækning for tinglyst deklaration om tilbagekøbsret

Se alle bilag
Der skal tages stilling til en ændring af den geografiske udstrækning for tinglyst deklaration om tilbagekøbsret.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at servitut tinglyst den 20. september 1995 om tilbagekøbsret ved påtegning overføres til del af matr.nr. 11i, Herlev og aflyses af matr.nr. 11cg, Herlev.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommune solgte i 1955 et ubebygget areal bestående af matr.nr. 9li, 10h og 11i, Herlev til Herlev Kommune. Dengang var arealet ca. 24 hektar. Der er senere sket matrikulære ændringer af arealet, således at det i dag består af matr.nr. 11cg, 11i og 11cf, Herlev.

Ved salget til Herlev Kommune blev der pålagt ejendommen en servitut om tilbagekøbsret til Københavns Kommune, bl.a. på vilkår om at ejendommen ikke uden Københavns Kommunes accept må anvendes til andet end offentlige formål eller sælges.

Ejendommen blev i 1967 solgt til det daværende Københavns Amtsråd og ejes i dag af Region Hovedstaden. På ejendommen drives Herlev Hospital.

Region Hovedstaden har til hensigt at sælge matr.nr. 11cg, Herlev af areal 1613 m2 til Kræftens Bekæmpelse, hvorved tilbagekøbsretten aktualiseres.

Løsning

Servitut om tilbagekøbsret er tinglyst på 95 % af et samnoteret areal, jfr. bilag 1.

Det areal, hvor Herlev Hospital er beliggende, er ikke fuldstændig identisk med det areal, som Københavns Kommune solgte i 1955 og pålagde servitut om tilbagekøbsret. Ved påtegning på servitutten kan tilbagekøbsretten overføres til den del af det samnoterede areal, hvor den ikke i forvejen er tinglyst og samtidig aflyses fra matr.nr. 11cg, Herlev, jfr. bilag 2. Dette stiller ikke Københavns Kommune økonomisk dårligere, og servitutten opretholdes tinglyst på samme arealstørrelse som tidligere.

Det foreslås således, at den nuværende servitut påtegnes, hvorved den aflyses af matr.nr. 11cg, Herlev, og den geografiske udstrækning af servitutten udvides med 1613 m2 af matr.nr. 11i, Herlev.

Økonomi

Der er ingen udgifter eller indtægter forbundet med indstillingen.

Videre proces

Region Hovedstaden har udarbejdet forslag til påtegning, jfr. bilag 2 og forestår tinglysning af påtegning på servitutten.

 

Mikkel Hemmingsen                                     / Søren Tegen Pedersen          

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at det godkendes, at servitut tinglyst den 20. september 1995 om tilbagekøbsret ved påtegning overføres til del af matr.nr. 11i, Herlev og aflyses af matr.nr. 11cg, Herlev.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. juni 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top