Forslag til kommuneplantillæg om kreative zoner
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om 'Kreative zoner' (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse.
(Økonomiudvalget)
Problemstilling
Københavns Kommune udpegede de første kreative zoner i Kommuneplan 2005. Formålet med de kreative zoner er at bevare eksisterende erhvervsområders blandede karakter og tilbyde attraktive lokaliseringsmuligheder til mindre kreative erhverv og håndværksvirksomheder, der ønsker billige og fleksible lejemål.
De særlige bestemmelser i de kreative zoner har vist sig i nogle tilfælde at udgøre barrierer for eksisterende virksomheders og grundejeres udviklingsønsker. Eksempelvis har bestemmelsen om en maksimal bebyggelsesprocent på 60 % betydet, at virksomhederne ikke har kunnet bygge til og udvide deres eksisterende aktiviteter. For at sikre at de kreative zoner fortsat tilbyder gode rammebetingelser for både nuværende og fremtidige virksomheder i områderne, er det besluttet at gennemføre en revision af de kreative zoner.
Økonomiudvalget blev på mødet den 26. november 2013 orienteret om igangsættelsen af udarbejdelsen af et kommuneplantillæg for de kreative zoner samt om afholdelsen af den forudgående høring fra den 2. december 2013 til den 5. januar 2014.
Løsning
Kommunen er opmærksom på de barrierer, som bestemmelserne for de kreative zoner i nogle tilfælde kan udgøre for eksisterende virksomheder i områderne. Kommunen har derfor ønsket at give de kreative zoner et serviceeftersyn for at sikre, at de kreative zoner ikke udgør barrierer for eksisterende virksomheder, organisationer og grundejere uden som minimum at give en tilsvarende værdi for kreative erhverv og håndsværksvirksomheder. Formålet med kommuneplantillægget er således at skabe et endnu mere erhvervsvenligt København.
Forslaget til kommuneplantillægget for de kreative zoner indeholder følgende løsning:
- At videreføre de seks velfungerende kreative zoner (Siljangade, Kastanie Allé, Skjulhøj Allé, Ørnevej, Håndværkerbyen og Hvide Kødby) og de tre potentialeområder for kreative erhverv (Godsbaneterænet, Nordhavn og Refshaleøen) uden ændringer
- At justere afgrænsningen af to kreative zoner (Tomsgårdsvej og Carl Jacobsens Vej)
- At nedlægge to kreative zoner (Drejervej og Teglværksgade), som vurderes at have begrænset værdi for kreative erhverv
- At udpege en ny kreativ zone ved Vermundsgade
- At tilføje en særlig bestemmelse om, at eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer i industriområdet Vermlandsgade kan anvendes efter bestemmelserne om midlertidighed
Forslaget til kommuneplantillægget for kreative zoner er baseret dels på input fra de indkomne høringssvar fra den forudgående offentlige høring og dels på en evaluering af de kreative zoner gennemført af Økonomiforvaltningen i vinterhalvåret 2013-2014 (se bilag).
Evalueringen har vist, at antallet af kreative erhverv har været stigende i 7 ud af de 10 kreative zoner samt i 2 af de 3 potentialeområder for kreative erhverv i analyseperioden 2008-2013. Evalueringen peger på, at miljøet, herunder områdets fysiske karakter og tilstedeværelsen af andre kreative erhverv, samt grundejernes tilgang til de kreative erhverv, har betydning for udviklingen i de kreative zoner. Evalueringen har samtidig også vist, at det i høj grad er de enkelte ejendommes indretning, alder og stand, der afgør, om området kan tilbyde de billige og fleksible lejemål, der efterspørges af de kreative erhverv.
1. Videreførelse af velfungerende kreative zoner
Det foreslås at videreføre de velfungerende kreative zoner Siljangade, Kastanie Allé, Skjulhøj Allé, Ørnevej, Håndværkerbyen og Hvide Kødby samt potentialeområderne for kreative erhverv Godsbaneterænet, Nordhavn og Refshaleøen uden ændringer. Det vurderes på baggrund af evalueringen, at områderne tilbyder nogle rammer, som både er fysisk og økonomisk attraktive for kreative virksomheder, og at områderne udgør vigtige vækstmiljøer for kreative virksomheder og udvikling af nye produkter, design og forretningsydelser.
2. Justering af afgrænsningen af to kreative zoner
Samtidig foreslås det at justere afgrænsningen af den kreative zone Tomsgårdsvej, idet nogle karréer er domineret af større virksomheder og organisationer, hvis bygningsmasse ikke vurderes at have potentiale for kreative virksomheder. Disse karréer foreslås i overensstemmelse med den gældende lokalplan ændret fra blandet erhverv (E0) til blandet erhverv (E1) for at kunne imødekomme eksisterende virksomheders og foreningers byggeønsker.
Ligeledes foreslås det, at der gennemføres en mindre justering af afgræsningen af den kreative zone Carl Jacobsens Vej, hvorved en ejendom, som kun ligger delvist i den kreative zone, og som vurderes at have begrænset potentiale for kreative virksomheder, udgår af den kreative zone. Det foreslås, at den del af ejendommen, som ligger i den kreative zone (E0) ændres til blandet erhverv (E1).
3. Nedlæggelse af kreative zoner uden potentiale til at tiltrække kreative erhverv
Det foreslås at lade områderne ved Drejervej og Teglværksgade udgå som kreative zoner (E0-områder) og overgå til områder til serviceerhverv (S3-områder). Evalueringen af de kreative zoner har vist, at områderne rummer få kreative erhverv, og det vurderes på baggrund af evalueringen, at områdernes potentiale til at tiltrække og fastholde kreative erhverv er begrænset på grund af bygningsmassens karakter. Med ændringen til S3-områder vil rammebestemmelserne for områderne bedre afspejle den faktiske anvendelse. Begge områder ligger endvidere nær kommende stationer på metro cityringen, og ændringen til S3-områder giver mulighed for at udnytte områdernes stationsnære beliggenhed. Ændringen fastholder områdernes hovedanvendelse til erhverv, og eventuelle kreative erhverv og iværksættere vil således også i fremtiden have mulighed for at lokalisere sig i området.
4. Udpegning af ny kreativ zone
Det foreslås, at der udpeges en ny kreativ zone (E0) i den nordlige del af erhvervsområdet (E2) afgrænset af Vermundsgade, Rovsingegade, Emblasgade og Haraldsgade. Området bruges i dag helt overvejende af kreative virksomheder, og det vurderes, at udpegningen af området som kreativ zone vil være med til at bevare de eksisterende bygninger og det kreative miljø og understøtte nuværende og fremtidige kreative virksomheder i området.
5. Tilføjelse af bestemmelse om midlertidig anvendelse
Endelig foreslås det, at der for industriområderne afgrænset af Prags Boulevard, Dalslandsgade, Uplandsgade og Laplandsgade og tilgrænsende til den kreative zone på Siljangade tilføjes en særlig bestemmelse om, at eksisterende bebyggelse og ubebyggede arealer kan anvendes efter bestemmelserne om midlertidighed i retningslinierne i Kommuneplan 2011. Den oprindelige anvendelse til industri er ophørt på flere ejendomme i områderne, og med tilføjelsen af midlertidighedsbestemmelsen skabes der bedre mulighed for, at tomme bygninger og ubebyggede arealer kan anvendes bredere end den umiddelbare fastlagte industrianvendelse i områderne og hermed medvirke til at skabe rammer for kreative iværksættere og til at skabe ny identitet i områderne.
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer har Københavns Kommune i forbindelse med udarbejdelsen af planforslaget vurderet, at det ikke medfører krav om en miljøvurdering. En screening af de enkelte dele af planforslagets konsekvenser viser, at de samlede miljømæssige konsekvenser vurderes at være uvæsentlige.
Økonomi
Nærværende indstilling udløser ikke økonomiske disponeringer.Videre proces
Såfremt forslaget til kommuneplantillægget for de kreative zoner vedtages af Borgerrepræsentationen, sendes forslaget i offentlig høring i 2 måneder.
På baggrund af de indkomne høringssvar skal kommuneplantillægget behandles politisk igen og endeligt vedtages.
Kommuneplantillægget vil træde i kraft, når det er blevet endeligt besluttet i Borgerrepræsentationen og bekendtgjort på plansystem.dk.
Oversigt over politisk behandling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om 'Kreative zoner' (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. maj 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, Ø, B, F, V, O og I.
Imod stemte: C.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. maj 2014
Indstillingen blev godkendt med 45 stemmer imod 3. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, I, O, V og Ø.
Imod stemte: C.
Der blev givet frist for afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 26. maj 2014, kl. 12.00.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti går ind for at, kommunen styrker rammerne for erhvervslivet generelt, men kan ikke tilslutte sig, at kommunen går ind og laver en detaljeret planlægning af hvilke erhverv, der skal være i bestemte zoner. Derfor stemmer vi imod forslaget til kommuneplantillæg om kreative zoner.”