Medlemsforslag om undersøgelse af Eurovision Song Contest i København i maj 2014
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen hurtigst muligt at indlede en dialog med Host City Copenhagen med henblik på at få oplysninger om forløbet angående budgettering, prognosticering og finansiering af afholdelsen af Eurovision Song Contest i København i maj 2014, som minimum for den del af budgettet, som omhandler de bevillinger, der er givet af Københavns Kommune,
- at Intern Revision på baggrund af oplysningerne fra Host City Copenhagen foretager en uvildig undersøgelse af, om Københavns Kommune har ageret fornuftigt i forhold til projektstyring og -ledelse, økonomistyring, finansiering og organisering af projektet vedrørende afholdelse af Eurovision Song Contest i København 2014 med henblik på bedre styring af fremtidige kulturarrangementer i København.
(Stillet af Venstre)
Problemstilling
Løsning
Økonomi
Videre proces
Budgettet til afholdelse af Eurovision Song Contest i København i maj 2014 er i flere omgange blevet overskredet, og oplysningerne fra Host City Copenhagen om budgettering og forventet forbrug har været sparsomme. Venstre ønsker derfor en undersøgelse af de økonomiske forhold omkring Eurovision Song Contest. Forholdene bør som minimum angå den del af budgettet for arrangementet, som er bevilget af Københavns Kommune.
Den oprindelige bevilling fra Københavns Kommune på 14,5 millioner kr. blev i februar 2014 fulgt op af en ekstrabevilling på 9,7 millioner kr. Et fortroligt notat fra Host City Copenhagen, der er blevet offentligt kendt 5. maj 2014, beskriver, at udgifterne til sikkerhed, strøm, VVS, varme og ventilation bliver væsentligt højere end selskabet antog få måneder tidligere, hvor den første ekstrabevilling til arrangementet blev givet.
Københavns Kommune har ambitioner om at tiltrække store sports- og kulturarrangementer til byen, og derfor er det relevant at efterspørge oplysninger om budgetstyring, risikostyring, projektstyring, organisering m.v. af Eurovision Song Contest 2014 i København med henblik på at få en tilfredsstillende styring og organisering af fremtidige kulturarrangementer i København. Som minimum bør oplysningerne om de økonomiske forhold angå den del af midlerne, som er bevilget af Københavns Kommune.
Idet Host City Copenhagen er et privat projektselskab, hvori Københavns Kommune har observatørstatus, har Borgerrepræsentationen ikke mulighed for at kræve oplysninger om det økonomiske forløb udleveret af selskabet. Derfor anmodes Økonomiforvaltningen om at indlede en dialog med Host City Copenhagen om at projektselskabet leverer relevante oplysninger til brug for at afklare forløbet omkring budgettering og finansiering af afholdelsen af musikarrangementet i København i maj 2014.
Såfremt Økonomiforvaltningen får udleveret relevant information om forløbet, foreslår Venstre, at Intern Revision under Revisionsudvalget i Københavns Kommune forestår en uvildig undersøgelse af forløbet.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. maj 2014
Socialdemokraterne fremsatte ændringsforslag (ÆF1) om, at 1. at-punkt ændredes fra:
”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen hurtigst muligt at indlede en dialog med Host City Copenhagen med henblik på at få oplysninger om forløbet angående budgettering, prognosticering og finansiering af afholdelsen af Eurovision Song Contest i København i maj 2014, som minimum for den del af budgettet, som omhandler de bevillinger, der er givet af Københavns Kommune”
til:
”at Økonomiforvaltningen hurtigst muligt forelægger Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen den evaluering og undersøgelse af budgetoverskridelserne i Projektselskabet, som Region Hovedstaden har meddelt, at de vil pålægge WOCO at udarbejde.”
Socialdemokraterne fremsatte ændringsforslag (ÆF2) om, at 2. at-punkt ændredes fra:
”at Intern Revision på baggrund af oplysningerne fra Host City Copenhagen foretager en uvildig undersøgelse af, om Københavns Kommune har ageret fornuftigt i forhold til projektstyring og -ledelse, økonomistyring, finansiering og organisering af projektet vedrørende afholdelse af Eurovision Song Contest i København 2014 med henblik på bedre styring af fremtidige kulturarrangementer i København.”
til:
”at Økonomiforvaltningen sikrer, at fokus skærpes på en række elementer i forhold til udbetaling, styring og organisering af større tilskud til lignende arrangementer og projekter. Det drejer sig bl.a. om, at Kommunen stiller høje krav til kvaliteten i budgettet og budgetforudsætningerne ved projektstart – evt. ved at sammenligne med tal fra lignende projekter og evt. revisorpåtegnet budget og budgetforudsætninger. Endelig skal det betinges, at der i særlige tilfælde med større bevillinger og særligt komplekse projekter sker en budgetmæssig, politisk orientering af ØU undervejs, evt. med revisorpåtegning. Ovenstående tiltag vil blive gennemgået af ekstern revision (Deloitte) for at sikre, at tiltagene er dækkende og relevante. Ekstern revision kan supplere med evt. yderligere tiltag”
Det af Socialdemokraterne fremsatte forslag om ændring af 1. at-punkt (ÆF1) blev godkendt med 37 stemmer imod 8. 2 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, O, og Ø.
Imod stemte: C og V.
Undlod at stemme: I.
Det af Socialdemokraterne fremsatte forslag om ændring af 1. at-punkt (ÆF2) blev godkendt med 39 stemmer imod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, I, O og Ø.
Imod stemte: C og V.
Det således ændrede medlemsforslag var dermed godkendt.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre finder det ærgerligt, at et flertal i Borgerrepræsentationen ikke ønsker en uvildig undersøgelse af det forløb, der har udspillet sig op til afholdelsen af Eurovision, hvor der har hersket kaos omkring arrangementets økonomi. Af hensyn til skatteborgerne og afviklingen af kommende store arrangementer i byen, kan vi ikke være andet bekendt end at få overblik og lære af de fejl, der nok må siges at være begået i forbindelse med Eurovision. At arrangøren skal undersøge egne forhold kan medføre, at undersøgelse ikke kommer til bunds i alle forhold omkring Eurovision.”