Mødedato: 22.05.2014, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Overgang til varig ansættelse for direktør

Se alle bilag
Der skal tages stilling til overgang til varig ansættelse på kontraktvilkår for direktør Anne Skovbro.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at direktør Anne Skovbro med virkning fra 15. februar 2015 overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår,
  2. at det stilles som betingelse for ansættelsen, at Anne Skovbro tiltræder de nedenfor anførte særlige vilkår Økonomiudvalget har besluttet den 12. oktober 2010.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Anne Skovbro blev den 15. februar 2010 ansat på åremålsvilkår som direktør under Økonomiudvalget for en periode på 5 år. Anne Skovbros ansættelse udløber således den 14. februar 2015.

I henhold til Økonomiudvalgets beslutning af 26. juni 2001 er den enkelte borgmester forpligtet til senest 1 år før åremålsaftalens udløb at fremsende indstilling med vurdering af den pågældende til Økonomiforvaltningen med henblik på forelæggelse for Økonomiudvalget. Økonomiudvalget afgiver på dette grundlag sin indstilling til Borgerrepræsentationen, der træffer den endelige afgørelse om pågældendes overgang til varig ansættelse i stillingen.

Økonomiudvalget har den 1. marts 2011 besluttet, at bl.a. direktører ved overgang fra åremålsansættelse til varig ansættelse i stillingen ansættes på kontraktvilkår, medmindre Borgerrepræsentationen konkret beslutter noget andet.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at Anne Skovbro med virkning fra 15. februar 2015 overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår.

Opmærksomheden henledes på, at Økonomiudvalget den 12. oktober 2010 har tiltrådt en indstilling om ”Særlige vilkår i forbindelse med forlængelse af åremålsaftaler og ansættelser af chefer på åremål mhp. en evt. ny organisationsstruktur”. Det er fast praksis, at der stilles de samme betingelser ved overgang til varig ansættelse, således at det er en forudsætning for ansættelsen, at Anne Skovbro accepterer, at det anføres i ansættelsesbrevet, at ansættelsesområdet er hele Københavns Kommune, og at Anne Skovbro indtil videre gør tjeneste i Økonomiforvaltningen.

Løsning

Direktør Anne Skovbros ansættelse på åremålsvilkår udløber den 14. februar 2015.

Økonomiforvaltningen fremlægger derfor nu vedlagte evaluering af Anne Skovbro. Det fremgår heraf blandt andet, at Anne Skovbro:

  • på meget kvalificeret vis udfylder sin stilling i Økonomiforvaltningens direktion, bl.a. med tværgående ansvar for kommuneplanlægning, den overordnede trafikplanlægning og den strategiske byudvikling,
  • yder et stort bidrag til en fortsat udvikling af København gennem sin høje faglighed og indsigt,
  • er en stærk og respekteret samarbejdspartner i kommunen, og
  • er en fremragende kommunikator og formår at profilere København på såvel den nationale som internationale scene.

Det konkluderes således, at det er i kommunens interesse at fastholde Anne Skovbro som direktør i Økonomiforvaltningen.

Økonomiforvaltningen foreslår i overensstemmelse hermed, at Anne Skovbro overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår.

Det bemærkes, at evalueringen har været forelagt Anne Skovbro, der ikke havde bemærkninger til den.

Økonomi

Udgiften til aflønning af stillingen afholdes under Økonomiudvalgets budget.

Videre proces

Sagen skal forelægges Borgerrepræsentationen, der er ansættende myndighed.

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget tager stilling til, om man over for Borgerrepræsentationen vil anbefale,

  1. at direktør Anne Skovbro med virkning fra 15. februar 2015 overgår til varig ansættelse på kontraktvilkår,
  2. at det stilles som betingelse for ansættelsen, at Anne Skovbro tiltræder de nedenfor anførte særlige vilkår  Økonomiudvalget har besluttet den 12. oktober 2010.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 20. maj 2014

Direktør Anne Skovbro forlod lokalet under dagsordenspunktets behandling på grund af inhabilitet.

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. maj 2014

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning

 

 

Til top