Mødedato: 22.05.2003, kl. 17:30

Anlægsbevilling til pulje til afhjælpende foranstaltninger

Anlægsbevilling til pulje til afhjælpende foranstaltninger

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 22. maj 2003

 

 

BR 222/03

Anlægsbevilling til pulje til afhjælpende foranstaltninger

Anlægsbevilling til pulje til afhjælpende foranstaltninger

 

 

Indstilling om, at der med bevillingsmæssig dækning som anført under økonomiafsnittet gives en anlægsbevilling på i alt 5,0 mio. kr. til en pulje til afhjælpende foranstaltninger på fritidshjemsområdet

(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)

 

 

INDSTILLING

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at      der gives en anlægsbevilling på i alt 5,0 mio. kr. til en pulje til afhjælpende foranstaltninger på fritidshjemsområdet

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 9. april 2003

Forvaltningens indstilling blev tiltrådt.

Majbritt Mamsen ønskede tilført til beslutningsprotokollen, at hun ikke ønsker merindskrivning på fritidshjem, da hun er modstander af "burbørn".

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at sagen gennemføres i den foreliggende form"

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. april 2003

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

På udvalgsmødet den 12. marts 2003 besluttede Uddannelses- og Ungdomsudvalget at afsætte 5,00 mio. kr. til en pulje til afhjælpende foranstaltninger til byggearbejder på skoler. Puljens midler er øremærket til at løse kapacitetsproblemer på skolerne i skoleåret 2003/04. Arbejderne udføres på skoler, hvor der på grund af manglende anlægsøkonomi ikke er mulighed for at igangsætte en egentlig udbygning.

 

De flere elever på skolerne betyder også,  at der en række steder er problemer med at opfylde pladsgarantien på fritidshjemsområdet. Derfor er der behov for en tilsvarende pulje på fritidshjemsområdet med henblik på etablering af de nødvendige pladser.

 

På den baggrund søges der om en bevilling på 5,00 mio. kr. til afhjælpende foranstaltninger på fritidshjemsområdet.

 

SAGSBESKRIVELSE

Erfaringsmæssigt opstår der problemer med kapaciteten og sikringen af pladsgarantien på fritidshjemområdet op mod sommerferien. På grund af den korte tidsfrist og de generelle vanskeligheder med at finde permanente løsninger, er det ofte kun muligt at løse disse problemer midlertidigt, ligesom det af økonomiske grunde kan være nødvendigt at gennemføre en midlertidig løsning i afventen på en mere langsigtet, permanent løsning.

 

På skoleområdet har forvaltningen netop søgt om en bevilling på 5,0 mio. kr. til en pulje til afhjælpende foranstaltninger øremærket til kapacitetsproblemer i skoleåret 2003/04. Uddannelses- og Ungdomsudvalget godkendte på sit møde den 12. marts 2003 indstilling herom til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Imidlertid vurderer forvaltningen, at der aktuelt er tilsvarende kapacitetsproblemer på fritidshjemområdet. Det betyder, at pladsgarantien på fritidshjemområdet ikke kan overholdes medmindre, der gennemføres afhjælpende foranstaltninger.

 

På den baggrund søges der om en bevilling på 5,0 mio. kr. til afhjælpende foranstaltninger på fritidshjemområdet.

 

Pulje til afhjælpende foranstaltninger

Der foreligger ikke nu konkrete forslag eller projekter til brug af puljen. Det forventes, at puljen primært vil blive brugt til sikring af pladsgarantien på fritidshjemsområdet ved de skoler, der ifølge pladsanvisningen har den største mangel på pladser. Det drejer sig ind til videre om fritidshjemmene/KKFO'erne med bl.a. tilknytning til:

 

·        Oehlenschlægersgades Skole

·        Matthæusgades Skole

·        Enghave Plads Skole

·        Sjællandsgades Skole

 

Det skal i den forbindelse bemærkes, at forvaltningen på forhånd vurderer, at det med udgangspunkt i lokaleforholdene på de pågældende skoler vil blive overordentligt vanskeligt at finde egnede lokaler på skolerne.

 

Ud over de fire nævnte skoler er der problemer med pladsgarantien på fritidshjems-området i dele af følgende skoledistrikter:

 

·        Indre Østerbro

·        Ydre Østerbro

·        Vanløse

·        Brønshøj-Husum

 

Her forventes pladsproblemerne imidlertid at kunne løses via merindskrivning i de eksisterende institutioner i distriktet.

 

Under forudsætning af den fornødne godkendelse af den foreslåede pulje til afhjælpende foranstaltninger på fritidshjemsområdet foreslås, at forvaltningen giver Uddannelses- og Ungdomsudvalget en redegørelse for brugen af puljen i slutningen af 2003.

 

Der vil desuden blive aflagt regnskab for anvendelsen af midlerne i overensstemmelse med reglerne for regnskabsaflæggelse for anlægsprojekter.

 

Forvaltningen forventer, at alle arbejder udføres i 2003. Arbejderne vil blive drøftet og udført i samarbejde med de enkelte institutioner/skoler.

 

 

Økonomi

De samlede udgift til puljen til afhjælpende foranstaltninger udgør 5,0 mio. kr.  Udgiften afholdes i 2003.

 

Der kan anvises dækning for den samlede udgift til puljen til afhjælpende foranstaltninger på i alt 5,0 mio. kr. på anlægsbudgettet for 2003 på det under Uddannelses- og Ungdomsudvalgets bevilling konto 5.15.3 afsatte rådighedsbeløb til Fritidshjem.

 

 

Miljøvurdering

En miljøvurdering vanskeliggøres af, at forvaltningen for tiden ikke kender de konkrete løsninger i forhold til den enkelte institution mv. Der forventes dog i vidt omfang at være tale om begrænsede anlægsarbejder med en begrænset miljømæssig effekt.

 

 

Høring

Projekterne vedrørende afhjælpende foranstaltninger vil blive udført i samarbejde med de berørte institutioner/skoler.

 

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

                                                Peter Rasmussen

                                                                                               Jørn Larsen

 


Til top