Mødedato: 22.04.2004, kl. 17:30

Omlægning af busvendesløjfen ved Lergravsparken Station

Omlægning af busvendesløjfen ved Lergravsparken Station

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 22. april 2004

 

 

BR 173/04

Omlægning af busvendesløjfen ved Lergravsparken Station

Omlægning af busvendesløjfen ved Lergravsparken Station

 

 

Indstilling om, at busvendesløjfen ved Lergravsparken Station renoveres som beskrevet i denne indstilling, samt at der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg), gives en anlægsbevilling på 750.000 kr. til renoveringen, udformet som en udgiftsbevilling på 1,5 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 750.000 kr. svarende til HUR's økonomiske bidrag

Det forudsættes, at øvrige projekter vedr. busfremkommelighed, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen d. 5. februar 2004 (BR 35/02) bliver gennemført i overensstemmelse hermed og uden tilførsel af yderligere midler.

                                            (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

 

 

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at  busvendesløjfen ved Lergravsparken Station renoveres som beskrevet i denne indstilling

at  der på Vej & Parks anlægsramme (konto 2.22.3 Vejanlæg), gives en anlægsbevilling på 750.000 kr. til renoveringen, udformet som en udgiftsbevilling på 1,5 mio. kr. og en indtægtsbevilling på 750.000 kr. svarende til HUR's økonomiske bidrag

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 25. februar 2004

Anbefalet

 

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at øvrige projekter vedr. busfremkommelighed, der blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen d. 5. februar 2004 (BR 35/02) bliver gennemført i overensstemmelse hermed og uden tilførsel af yderligere midler.

 

 

 

 

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. marts 2004

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Bygge- og Teknikudvalget anbefalede på mødet 26. november 2003 (BTU 542/2003), at "BUSSTRATEGI 2003" lægges til grund for de kommende års aktiviteter for forbedring af bustrafikkens fremkommelighed i Købehavn. Samtidig anbefalede udvalget at Økonomiforvaltningens reservation til busfremkommelighed under "Pulje til trafik og nye boligområder" (i alt 7,1 mio. kr.) overføres til Vej & Parks anlægsramme, således at der i 2004 kan iværksættes et antal højt prioriterede projekter til forbedring af bustrafikkens forhold. Det aktuelle projekt for busvendesløjfen ved Lergravsparken er ét af disse projekter.

Busvendesløjfen ved Lergravsparken anvendes som endestation for linie 4A. For at forbedre bussernes til- og frakørselsforhold blev kørselsretningen i busvendesløjfen i forbindelse med implementeringen af buslinie 4A ændret, da bussernes ventetid ved ind- og udkørsel herved mindskes (bilag 1). Busvendesløjfens generelle stand er imidlertid meget dårlig og forvaltningen forslår derfor, at belægningerne på kørebane- og fodgængerarealerne renoveres samt at udformningen af den midterliggende passagerperron ændres således geometrien optimeres i forhold til den ændrede køreretning (bilag 2).

Oprindeligt var projektet skønnet til at kunne gennemføres for 900.000 kr., men efter en nærmere granskning af projektet vurderes det nærmere at koste 1,5 mio. kr., da de eksisterende belægninger er i en dårligere stand end først antaget. Budgetforøgelsen i forhold til det oprindelige udgiftsskøn søges udlignet ved at finde billigere løsninger for kommende busfremkommelighedsprojekter, alternativt ved at udskyde ét af projekterne.

HUR har endvidere et ønske om at gøre noget ekstra for de passagerer der skifter mellem bus og cykel og de vil derfor gerne etablere og finansiere i størrelsesordenen 10-20 overdækkede cykelparkeringspladser ved busvendesløjfen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Bygge- og Teknikudvalget anbefalede på mødet 26. november 2003 (BTU 542/2003), at "BUSSTRATEGI 2003" lægges til grund for de kommende års aktiviteter for forbedring af bustrafikkens fremkommelighed i København og at Økonomiforvaltningens reservation til busfremkommelighed under "Pulje til trafik og nye boligområder" (i alt 7,1 mio. kr. overføres til Vej & Parks anlægsramme), således at der i 2004 kan iværksættes et antal højt prioriterede projekter til forbedring af bustrafikkens forhold. Projektet for busvendesløjfen ved Lergravsparken er ét af disse projekter.

 

Projektet

Busvendesløjfen ved Lergravsparken Station, på det nordvestlige hjørne af Øresundsvej og Østrigsgade, anvendes som endestation af buslinie 4A, der i december 2003 erstattede linie 100S på strækningen Svanemøllen Station - Lergravsparken Station.   

For at forbedre bussernes til- og frakørselsforhold blev kørselsretningen i busvendesløjf en i forbindelse med implementeringen af buslinie 4A ændret, således at busserne kom til at køre ind i sløjfen fra Øresundsvej i stedet for via Østrigsgade (bilag 1).

Begrundelsen herfor var at generne for den øvrige trafik herved begrænses, og at bussernes ventetid ved ind- og udkørsel mindskes, da busserne således skal foretage to højresving i stedet for to venstresving, når de skal ind i og ud ad sløjfen.

Ændringen af kørselsretningen krævede kun, at skiltningen blev ændret, og at udformningen overkørslerne blev justeret.

Busvendesløjfens generelle stand er imidlertid meget dårlig, og forvaltningen forslår derfor, at belægningerne på kørebane- og fodgængerarealerne renoveres, samt at udformningen af den midterliggende passagerperron ændres således, at geometrien optimeres i forhold til den ændrede køreretning.

Forvaltningen har i samarbejde med HUR udarbejdet et forslag til busvendesløjfens fremtidige udformning. HUR vil betale halvdelen af udgifterne til gennemførelse af forslaget, der endvidere indeholder en opgradering af stoppestedet med læskærm og papirkurv (bilag 2).

Oprindeligt var projektet skønnet til at kunne gennemføres for 900.000 kr., men efter en nærmere granskning af projektet vurderes det nærmere at koste 1,5 mio. kr., da de eksisterende belægninger er i en dårligere stand end først antaget.

Antallet af parkeringspladser i området reduceres ikke ved etablering af denne løsning.

HUR har endvidere et ønske om at gøre noget ekstra for de passagerer, der skifter mellem bus og cykel, og de vil derfor gerne etablere i størrelsesordenen 10-20 overdækkede cykelparkeringspladser ved busvendesløjfen.

Forvaltningen er positivt indstillet over for HUR's ønske og har derfor indledt et samarbejde med dem omkring udformning og placering at cykelparkeringspladserne. HUR vil betale alle udgifter til etableringen, mens det foreslås at kommunen kommer til at være ejer af cykeloverdækningen og dermed få ansvaret for vedligeholdelsen.

 

Økonomi

Forvaltningen forventer at renoveringen af busvendesløjfen kan gennemføres for 1,5 mio. kr. inkl. 15 % til projektering, byggeledelse mv.

HUR dækker halvdelen af udgifterne, samt hele udgiften til etablering af den overdækkede cykelparkering.

Købehavns Kommunes andel finansieres af de 7,1 mio. kr. der jf. Borgerrepræsentationens beslutning af 5. februar 2004 (BR 35/04) er overført fra "Pulje til trafik og nye boligområder" til Vej & Parks anlægsramme, til gennemførelse af busfremkommelighedsprojekter.

Budgetforøgelsen i forhold til det oprindelige udgiftsskøn på 900.000 kr. søges udlignet ved at finde billigere løsninger for kommende busfremkommelighedsprojekter, alternativt ved at udskyde ét af projekterne.

 

Miljøvurdering

Generelt vil en forbedring af bustrafikkens fremkommelighed medføre mindre tomgangskørsel for busserne, og dermed mindre forurening.

Ud over dette er der ingen nævneværdige miljømæssige konsekvenser i forbindelse med etablering af projektet da det ikke vurderes som nødvendigt at bortskaffe forurenet jord i forbindelse med anlægsarbejdet.

 

Høring

Politiet har i forbindelse med ændringen af kørselsretningen godkendt skiltning mv. og har fået det vedlagte projekt for renoveringen forelagt til orientering.

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1: Luftfoto af forholdene ved busvendesløjfen

Bilag 2: Forslag til renovering af busvendesløjfen ved Lergravsparken Station, 24. november 2003

 

 

Ole Bach

 


Til top