Mødedato: 22.03.2018, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af fysisk helhedsplan for den almene boligafdeling AAB afd. 17 Højdevej, Amager Øst

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til godkendelse af fysisk helhedsplan (renoveringsprojekt) og kommunal støtte i form af garanti for realkreditlån til et renoveringsprojekt i den almene boligafdeling beliggende på Højdevej.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at godkende den fysiske helhedsplan for den almene boligafdeling AAB afd. 17 Højdevej, jf. bilag 2,
  2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille kommunal garanti på op til 100 % for realkreditlån på samlet 58,5 mio. kr. til renovering af AAB’s afd. 17 Højdevej under forudsætning af, at de endelige lån ikke afviger væsentligt i forhold til det oplyste, jf. bilag 3,
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 2 og 3.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget en fysisk helhedsplan (renoveringsprojekt) for den almene boligafdeling AAB afd. 17 Højdevej til godkendelse. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til helhedsplanen og den kommunale støtte i form af kommunal garanti for lån til renoveringsarbejderne.

Løsning

Almene boligafdelinger kan søge Landsbyggefonden om renoveringsstøtte. De arbejder, Landsbyggefonden ikke støtter, skal afdelingen selv finansiere. Landsbyggefonden har i denne sag givet tilsagn om økonomisk støtte (ydelsesstøtte) til at betale en del af ydelserne på et realkreditlån, der finansierer den støtteberettigede del af renoveringen. Det er en forudsætning for Landsbyggefondens støtte, at boligorganisationen udarbejder en fysisk helhedsplan for renoveringsarbejderne, der skal godkendes af beboerne. Det er desuden en forudsætning for Landsbyggefondens støtte, at kommunen anbefaler helhedsplanen og stiller garanti for det støttede lån til renoveringsarbejderne.

AAB’s afdeling 17 Højdevej er opført i 1927. Afdelingen har 154 familieboliger med utidssvarende toiletter samt et mindre vedligeholdelsesbehov. Helhedsplanen skal modernisere og fremtidssikre afdelingen. De eksisterende små toiletrum nedlægges derfor og konverteres til spiseplads i køkkenet. Der etableres et nyt badeværelse i lejlighederne ved at inddrage kvadratmeter af soveværelset. Der udskiftes og renoveres desuden vandrør og faldstammer, og der etableres franske altaner. Efter renoveringen vil der fortsat være 154 boliger i afdelingen. For at minimere genhusningsbehovet begrænses byggepladsen til et enkelt værelse i de fleste boliger ved at nedrive murværk under et enkelt vindue mod gården og anvende åbningen som byggepladsadgang. Efterfølgende etableres franske altaner i åbningen. I enkelte boliger, hvor løsningen ikke kan anvendes, genhuses beboerne midlertidigt i pavilloner på bebyggelsens parkeringsareal.

Projektet er nærmere beskrevet i bilag 2.

Økonomi

Renoveringen koster i alt 92,3 mio. kr. svarende til ca. 0,6 mio. kr. pr. bolig. Den nuværende årlige husleje er 707 kr./m2 eksklusiv forbrug, og den fremtidige gennemsnitlige husleje bliver 773 kr./m2 eksklusiv forbrug. Det vil betyde en månedlig huslejestigning på 348 kr. for en gennemsnitlig lejlighed på 63 m2.

Det kommunale bidrag til renoveringsprojektet er en kommunal garanti for det støttede realkreditlån på op til 58,5 mio. kr. i lånets løbetid. Kommunens økonomiske medvirken i projektet er nærmere beskrevet i bilag 3.

Kommunens garantistillelse er en forudsætning for, at Landsbyggefonden vil yde støtte i form af regaranti på 50 % af kommunens garanti samt ydelsesstøtte til de indstillede renoveringsarbejder, jf. almenboliglovens regler herom. Det betyder, at kommunens samlede nettogaranti maksimalt vil udgøre 29,25 mio. kr. af de samlede støttede og ustøttede lån. Størrelsen på garantierne afklares med boligorganisationerne og långiverne inden for den afsatte ramme i forbindelse med byggeregnskabet. Den kommunale garanti er en eventualforpligtelse, der ikke umiddelbart belaster kommunens økonomi. Garantien udløses kun, hvis boligafdelingen går konkurs. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele støttetilsagn. Byggearbejderne forventes at kunne påbegyndes i sommeren 2019. Der vil blive forelagt en indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om den endelige kommunale garanti for lån til arbejderne.

 

Pernille Andersen               Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende den fysiske helhedsplan for den almene boligafdeling AAB afd. 17 Højdevej, jf. bilag 2.
  2. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille kommunal garanti på op til 100 % for realkreditlån på samlet 58,5 mio. kr. til renovering af AAB’s afd. 17 Højdevej under forudsætning af, at de endelige lån ikke afviger væsentligt i forhold til det oplyste, jf. bilag 3.
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 2 og 3.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. februar 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 13. marts 2018

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 22. marts 2018

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top