Mødedato: 21.09.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Aflæggelse af anlægsregnskaber indenfor Økonomiudvalget

Se alle bilag

Økonomiforvaltningen forelægger regnskaber for 45 anlægsprojekter til godkendelse. Sagen vedrører et rådighedsbeløb på i alt 588,4 mio. kr. Afslutningen af anlægsprojekterne viser fire større afvigelser.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at vedlagte anlægsregnskaber, jf. bilag 2-4, godkendes.

(Økonomiudvalget) 

Problemstilling

Økonomiforvaltningen (ØKF) aflægger løbende anlægsregnskaber for afsluttede anlægsprojekter. Med denne indstilling regnskabsforklarer Københavns Ejendomme, Koncernservice og ØKF, Rådhuset i alt 45 projekter med en samlet nettobevilling på 588,4 mio. kr. og med et netto mindreforbrug på i alt 5,4 mio. kr. Fire projekter har afvigelser over 5 procent eller 1 mio. kr.

Løsning

Med Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens godkendelse af anlægsregnskaberne, afsluttes 45 anlægsprojekter, jf. oversigtstabellen i bilag 1. Anlægsregnskaberne fremgår af bilag 2-4.

Økonomiforvaltningen har, i samarbejde med Intern Revision, haft et stort fokus på rettidig aflæggelse af anlægsregnskaber. I forbindelse med dette arbejde har Økonomiforvaltningen gennemgået aktive og ikkeaktive anlægsprojekter for udestående anlægsregnskaber. Det er et kontinuerligt arbejde, som for ØKF, Rådhus har vist sig at være særligt udfordrende.

Arbejdet har resulteret i, at regnskabet for projektet ”Indkøb af IT-løsninger” under ØKF, Rådhus aflægges i nærværende sag. Projektet blev afsluttet med udgangen af 2017, hvilket var samtidig med overgangen fra kommunens gamle økonomisystem KØR til det nye Kvantum.

Med det fortsatte ledelsesmæssige fokus på at få aflagt anlægsregnskaber rettidigt og i takt med gennemgangen af projekter, kan det afstedkomme flere projekter, der burde have været aflagt tidligere. 

Økonomi

Mer- og mindreforbrug forbundet med anlægsprojekterne er håndteret forud for aflæggelsen af anlægsregnskaberne og indstillingen har dermed ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Af de 45 anlægsregnskaber viser fire anlægsprojekter afvigelser over 5 procent eller 1 mio. kr., som forklares særskilt nedenfor.

Richard Mortensens Vej 50

Køb af daginstitution blev 2,1 mio. kr. billigere at anskaffe end først antaget. Af den samlede bevilling på 53,1 mio. kr. var 3,8 mio. kr. reserveret til at regulere købesummen. Mindreforbruget er blevet tilbageført til puljen for køb af nøglefærdige daginstitutionsgrupper.

Forundersøgelse Østlig ringvej

Mindreforbrug på 1,4 mio. kr. skyldes et mindre behov for brug af konsulentbistand i det samlede projekt, der er udført i samarbejde med staten og Ejendomsselskabet Refshaleøen. Mindreforbruget er omprioriteret af Borgerrepræsentationen den 22. juni 2023 (punkt 8) til igangsættelse af screeningsanalyse af udbygning af metronettet.

Grundkøb - analyser og screening (pulje)

Mindreforbrug på 3,1 mio. kr. skyldes forskydninger mellem år og anden periodisering af midlerne. Bevillingen er en årligt tilbagevendende bevilling, hvilket betyder at mindreforbruget overføres til det næstkommende regnskabsår. Anlægsregnskabet dækker over forbrug i 2021 og 2022.

Tilbagekøbsret - indtægter (pulje)

Mindreindtægt på 1,8 mio. kr. skyldes at der er solgt færre tilbagekøbsrettigheder end budgetteret. Salg af tilbagekøbsrettigheder afhænger af, om de enkelte grundejere tager initiativ til at benytte sig af frikøbsretten, eller om de har haft projekter, der udløser tillægskøbesum. I 2022 har der været færre aktiviteter end budgetteret. Mindreindtægten finansieres over kassen.

Videre proces

Borgerrepræsentationen forelægges løbende nye regnskaber.

 

Søren Hartmann Hede                          / Nicolai Kragh Petersen 

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at vedlagte anlægsregnskaber, jf. bilag 2-4, godkendes.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 29. august 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top