Mødedato: 21.09.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren angående de samfundsøkonomiske, klima- og miljømæssige konsekvenser af hastighedsnedsættelserne i Københavns Kommune

Se alle bilag

Forespørgsel

Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for,

  1. hvorfor teknik- og miljøforvaltningen har undladt at gennemføre beregninger af de potentielle negative samfundsøkonomiske konsekvenser af hastighedsnedsættelserne til henholdsvis 40 km/t og 30 km/t på udvalgte strækninger?
  2. om teknik- og miljøborgmesteren er orienteret om, at Finansministeriet og Transportministeriet tilbyder let tilgængelige vejledninger til at gennemføre en simpel samfundsøkonomisk analyse af konsekvenserne herunder skyggeprisen på en eventuel CO2-reduktion?
    1. hvis ja, hvorfor har teknik- og miljøforvaltningen forsømt at anvende ministeriernes modeller?
    2. hvis nej, vil teknik- og miljøforvaltningen, nu hvor forvaltningen er orienteret, anvende ministeriernes modeller til at foretage analysen?
  3. om en nedsættelse af hastigheden på de valgte strækninger har en markant positiv effekt på udledning af skadelige partikler i luften? I den forbindelse henvises til bilag 1, hvor det anskueliggøres, at vejtrafikken indenfor kommunens grænser bidrager med blot 5% til den lokale partikelforurening, og at 95% af partiklerne således indblæses fra områder udenfor kommunens grænser,
  4. om en nedsættelse af hastigheden på de valgte strækninger har en positiv effekt på udledning af CO2?
  5. om teknik- og miljøborgmesteren har beregninger, som siger noget andet, end hvad der fremgår af oplysninger fra trafikekspert Svend Tøfting (ingeniørforeningen IDA) om, at en bil med forbrændingsmotor udleder mere CO2 ved 30 km/t end ved 50 km/t (se bilag 2)?
  6. om teknik- og miljøborgmesteren mener, at der er tale om ansvarlig forvaltningspraksis, når teknik- og miljøborgmesteren udtaler til dagbladet B.T. den 6. juni 2023, at teknik- og miljøborgmesteren ikke finder det er nødvendigt at vurdere samfundsøkonomiske konsekvenser af hastighedsnedsættelserne,
  7. om teknik- og miljøborgmesteren mener, at forvaltningen har levet op til embedsmandsdyden om sandhedspligt, hvis forvaltningen har kendt til de mulige samfundsøkonomiske konsekvenser ved en hastighedsnedsættelse, men ikke har oplyst dette til teknik- og miljøudvalgets og Borgerrepræsentationens medlemmer?
  8. om teknik- og miljøborgmesteren i givet fald vil anbefale, at de indførte hastighedsnedsættelser rulles tilbage, hvis de positive miljø- og klimaeffekter viser sig at være minimale, mens de samfundsøkonomiske beregninger viser sig at være negative?
  9. om teknik- og miljøborgmesteren forsat går ind for og i givet fald hvorledes teknik- og miljøborgmesteren kan forsvare en hastighedsnedsættelse til henholdsvis 40 km/t og 30 km/t på udvalgte strækninger, hvis en samfundsøkonomisk analyse viser, at det er skadeligt for den københavnske økonomi og trafik?

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

 

Motivering

Da det i Teknik- og Miljøudvalget den 30. maj 2022  blev vedtaget at sænke hastigheden til 30 eller 40 km/t på flere vejstrækninger i Københavns Kommune, blev der ikke foretaget beregninger over de negative samfundsøkonomiske konsekvenser, som hastighedsnedsættelsen potentielt kan medføre.

I en artikel i dagbladet B.T. den 6. juni 2023 udtrykker syv førende forskere og trafikøkonomer undren over, at Teknik- og Miljøforvaltningen har forsømt at gennemføre disse konsekvensberegninger.

I den nævnte artikel udtrykker teknik- og miljøborgmesteren, at mulige negative samfundsøkonomiske konsekvenser ikke har noget med borgerne i i København at gøre.

Imidlertid forholder det sig således, at 33,6 pct. af BNP ifølge KL skabes i København og tilstødende kommuner. Derfor er vi i det Det Konservative Folkeparti bekymrede over forsømmelsen.

Skulle det derfor vise sig, at hastighedsnedsættelserne har negative samfundsøkonomiske konsekvenser og/eller ringe eller negativ klima- og miljøeffekt, er det altså særligt problematisk, at konsekvenserne rammer et så kritisk nationaløkonomisk område, som Københavns Kommune i denne forbindelse udgør.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2023

Forespørgslen blev besvaret.

Til top