Mødedato: 21.09.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlæggelse af snublesten

Se alle bilag

Teknik- og Miljøforvaltningen har siden 2010 anlagt 53 snublesten i de københavnske fortove og gader til minde om ofrene for holocaust. Initiativgruppen bag snublestensprojektet ønsker at anlægge 17 nye snublesten i anledningen af 80-året for jødeaktionen, hvor danske jøder blev deporteret af den tyske besættelsesmagt. Borgerrepræsentationen skal desuden tage stilling til processen omkring anlæggelsen af potentielle nye snublesten i de københavnske fortove i perioden 2023 – 2026.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der anlægges 17 nye snublesten i forbindelse med 80-året for jødeaktionen,
  2. at godkende anlæggelsen af 21 snublesten anlagt i perioden 2019 – 2022,
  3. at forvaltningen bemyndiges til at tage beslutning om antallet af nedlægning af snublesten i en treårig periode fra 2023 – 2026.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 22. marts 2010, at der kunne anbringes 32 snublesten i københavnske fortove til minde om ofre for holocaust. Efterfølgende har initiativgruppen bag snublesten skulle finde frem til de danske holocaustofre, hvorfor der først er blevet anlagt snublesten i København i perioden 2019-2022. Snublestene nedlægges én gang om året af den udenlandske kunstner, som har initieret stenene. Forvaltningen kan konstatere, at der i samme periode beklageligvis er anlagt yderligere 21 snublesten uden forelæggelse for Teknik- og Miljøudvalget grundet en forglemmelse fra forvaltningens side. Der findes derfor i alt 53 snublesten i København.

Initiativgruppen bag snublesten i Danmark, Snublestensgruppen, har henvendt sig til Teknik- og Miljøforvaltningen med en anmodning om at anlægge nye snublesten i fortovene i de københavnske gader og byrum i anledningen af 80-året for jødeaktionen. Den 2. oktober 2023 er det 80 år siden at jødeaktionen, som sendte mange danske jøder i koncentrationslejr, fandt sted, I den forbindelse anmoder Snublestensgruppen om at anlægge 17 nye snublesten i de københavnske fortove.

Snublestensgruppen består af frivillige kræfter, hvis aktiviteter er finansieret af donationer. Projektet skal ses som en del af et omfattende europæisk projekt, der har sit udspring i Tyskland og er initieret af kunstneren Gunter Demnig.

Det formodes, at snublestengruppen vil ansøge om at anlægge flere snublesten i de kommende år, men det konkrete antal er ukendt. Snublesten indgår i samme kategori som monumenter, hvilket betyder, at disse behandles af Teknik- og Miljøudvalget en gang årligt. Den normale procedure for modtagelse af monumenter er dog udfordret af, at nedlæggelsen kun kan ske med kunstnerens fysiske tilstedeværelse.

Løsning

Anlæggelsen sker i samarbejde med kunstner Gunter Demnig, som gennem en lang årrække har nedsat lignende snublesten i København og andre byer i Europa og også i denne omgang vil udføre opgaven i København. Snublestenene anlægges foran gadedøren på den adresse, hvor ofrene sidst boede i København og hvorfra de blev hentet af den tyske besættelsesmagt.

Stenene er på størrelse med en chaussésten og dækket af en messingplade, hvori der er indgraveret en inskription med den pågældende persons navn og fødselsår, datoen og destinationen for deportationen samt dødsdato og -årsag hvis kendt, jf. bilag 2. Snublestensgruppen kvalificerer ansøgningerne, indsamler og kræver bevisførelse for hvert enkelt tilfælde.

Stenene har en særlig værdi for de efterladte og erstatter den manglende gravplads som mindested. Snublestenene udgør ikke en sikkerhedsrisiko, er ikke til gene for fremkommelighed eller har driftsmæssige konsekvenser.

Udover snublestensnedlæggelserne i oktober 2023 forventer forvaltningen at modtage ansøgninger til nedlæggelsen af flere snublesten en gang årligt i år 2024 og 2025. Forvaltningen vurderer dog, at der er tale om relativt få snublesten. Kunstneren Gunter Demnig kan højst komme til Danmark én gang årligt, og da hans tilstedeværelse er nødvendig ved anlæggelsen af nye snublesten, er det en fordel for forvaltningen at kunne reagere hurtigt, når kunstneren er i Danmark, hvilket en frigivelse af antallet af snublesten, der anlægges i en treårig periode, vil afhjælpe.

Projektet har ikke været i høring i Rådet for Visuel Kunst eller Lokaludvalgene – dels fordi det kunstneriske udtryk er begrænset, dels fordi der er tale om et mindre indgreb i de lokale byrum. Forvaltningen vurderer, at der uden hindringer kan gives en tilladelse til at anbringe et ikke nærmere bestemt antal snublesten i perioden 2023-2026.


Politisk handlerum

  • Borgerrepræsentationen kan vælge, at eventuelle nye ansøgninger om anlæggelsen af snublesten fortsat skal politisk behandles fremover. Snublesten indgår i samme kategori som monumenter, hvilket betyder, at ansøgningerne puljes og behandles en gang årligt på lige fod med ansøgninger om øvrige monumenter.
  • Borgerrepræsentationen kan vælge, at de 21 anlagte snublesten, der er nedlagt uden politisk godkendelse, skal fjernes. Teknik- og Miljøforvaltningen afholder udgifterne dertil.

Økonomi

Snublestensgruppen afholder materialeudgifter og omkostninger forbundet med anlæggelsen af snublestenene samt vedligeholdsmæssige udgifter. Forvaltningen assisterer kunstneren ved anlæggelsen og afholder omkostninger forbundet med dette. Der er ikke drifts- eller vedligeholdsomkostninger forbundet med snublesten.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil de 17 nye snublesten i forbindelse med 80-året for jødeaktionen anlægges. Teknik- og Miljøudvalget vil få fremlagt en evaluering af den treårige periode ultimo 2026.

 

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der anlægges 17 nye snublesten i forbindelse med 80-året for jødeaktionen,
  2. at godkende anlæggelsen af 21 snublesten anlagt i perioden 2019 – 2022,
  3. at forvaltningen bemyndiges til at tage beslutning om antallet af nedlægning af snublesten i en treårig periode fra 2023 – 2026.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

 

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2023

 

Økonomiudvalget besluttede at oversende indstillingen med udvalgets erklæring til behandling i Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top