Mødedato: 21.09.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Afkald på tillægskøbesum og alment boligprojekt med familieboliger på Lundtoftegade, Nørrebro

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til opførelse af et alment boligprojekt med ca. 88 familieboliger på Lundtoftegade. Boligerne etableres som et alment bofællesskab. Som led i projektet opføres en ny dagligvareforretning og parkeringskælder i samarbejde med en privat investor. Det er en forudsætning for projektet, at Borgerrepræsentationen giver afkald på tillægskøbesum og vedtager endelig lokalplan for området.

Indstilling

Indstilling om,
  1. at godkende opførelse af et alment boligprojekt med i alt ca. 88 familieboliger i overensstemmelse med bilag 2,
  2. Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte til de valgte driftsherrer i form af grundkapitallån på 8 % af anskaffelsessummen svarende til 18,19 mio. kr. (inkl. 10 % regulering). Beløbet frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter i 2023, jf. økonomiafsnittet,
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti på op til 158,15 mio. kr. for realkreditlån til projektet,
  4. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende, 
  5.  at Københavns Kommune ift. ejendommen matr.nr. 6195 Udenbys Klædebo Kvarter giver afkald på tillægskøbesum ved opførelse af almene boliger med et samlet bruttoetageareal på ca. 7.361 m² (før fradrag for nedrivning af eksisterende bygninger på 270 m2) i overensstemmelse med bilag 2, under forudsætning af godkendelse og frigivelse af det under 2. at-punkt anførte grundkapitallån,
  6. at Københavns Kommune ift. ejendommen matr.nr. 6195 Udenbys Klædebo Kvarter giver afkald på tillægskøbesum ved opførelse af erhvervsbyggeri med et samlet bruttoetageareal på ca. 1.343 m² (før fradrag for nedrivning af eksisterende bygninger på 842 m2), under forudsætning af dels godkendelse og frigivelse af det under 2. at-punkt anførte grundkapitallån, dels at projekt- og tidsplan for det samlede fortætningsprojekt (bilag 3) ikke væsentligt fraviges.

(Teknik og Miljøudvalget og Økonomiudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har udbudt kommunal grundkapital afsat i Budget 2017 (BR den 13. september 2016) (A, B, C, F, I, O, V, Ø og løsgænger Kasper Heumann Kristensen).

Det almene boligselskab AKB København har fremsendt et boligprojekt med 88 familieboliger indrettet som bofællesskab på Lundtoftegade 1, Nørrebro. I forbindelse med det almene byggeri opføres en dagligvarebutik og parkeringskælder.

Borgerrepræsentationen skal på denne baggrund tage stilling til opførelse af det indstillede projekt, herunder kommunal støtte i form af grundkapital og garanti til realkreditlån.

Borgerrepræsentationen skal desuden i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 4. februar 2021 godkende, at der gives afkald på såvel tillægskøbesum for de projekterede almene boliger som på tillægskøbesum for erhvervsbyggeri, der opføres som led i et fortætningsprojekt med almene boliger og dagligvare- og detailbutikker.

Løsning

Det overordnede formål med udbud af grundkapital er at få opført almene familie- og ungdomsboliger til en rimelig husleje i en høj arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet med fokus på social og miljømæssig bæredygtighed, som beskrevet i Administrationsgrundlag for almene nybyggerier (Teknik- og Miljøudvalget den 11. oktober 2021).

Det indstillede projekt er vurderet af et bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Bedømmelsen sker ud fra en helhedsvurdering på baggrund af følgende kriterier: Arkitektur og boligkvalitet, placering og samspil med byen, boligudgift og økonomi samt energi og bæredygtighed. Bedømmelsesudvalget anbefaler, at det indsendte projekt accepteres. Betingelser for godkendelse og præsentation af projektet fremgår af bilag 2. Projekt- og tidsplan fremgår af bilag 3.

Forandringsplan for Lundtoftegade

Borgerrepræsentationen godkendte den 1. juni 2023 forandringsplan for Lundtoftegade. Et af tiltagene i planen er opførelse af et bofællesskab (Urbania) i den sydlige del af Lundtoftegade, som skal henvende sig til en ny miljøbevidst og fællesskabsorienteret beboergruppe og dermed være med til at supplere den sociale sammensætning og dynamik i boligområdet. Nybyggeriet tilbyder desuden et andet og mere moderne arkitektonisk udtryk som supplement til de eksisterende boligblokke i Lundtoftegade.

Lokalplan ”Lundtoftegade Syd” og kommuneplantillæg

Projektet forudsætter Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af lokalplanen ”Lundtoftegade Syd” og kommuneplantillæg den 21. september 2023.

Afkald på tillægskøbesum
I overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 4. februar 2021 og den vedtagne hjemmel hertil i Almenboligloven indstilles det, da ejendommen ikke er beliggende i et udsat boligområde, at kommunen giver afkald på tillægskøbesum for de projekterede almene boliger på ejendommen matr.nr. 6195 Udenbys Klædebo Kvarter, betinget af samtidig godkendelse og efterfølgende frigivelse af grundkapitallån til boligprojektet. Teknik- og Miljøforvaltningen vil - på baggrund af bemyndigelse - i forbindelse med skemagodkendelser påse, at afkaldet på tillægskøbesum ikke bevirker en forhøjet grundkøbesum for den nye boligafdeling, men kommer denne til gode i form af billigere og/eller bedre byggeri. 

På samme grundlag indstilles det, at kommunen giver afkald på tillægskøbesum for erhvervsbyggeri i form af dagligvare- og detailbutikker på ejendommen matr.nr. 6195 Udenbys Klædebo Kvarter, betinget af godkendelse og frigivelse af grundkapital til almene boliger som led i fortætningsprojektet. Teknik- og Miljøforvaltningen har iht. forvaltningens bemyndigelse hertil meddelt godkendelse af AKB Københavns frasalg af den for erhvervsbyggeriet nødvendige byggeret på ejendommen.

Afkaldet er tillige betinget af, at projekt- og tidsplan for det samlede fortætningsprojekt på ejendommen (bilag 3) ikke væsentligt fraviges, således at der efter Økonomiforvaltningens vurdering ikke længere er tale om et samlet fortætningsprojekt.

Proces for støtte til alment nybyggeri
Kommunen kan meddele tilsagn om kommunal økonomisk støtte til nybyggeri. Borgerrepræsentationen skal bemyndige forvaltningen til at meddele tilsagnet, inden det gives. Bilag 2, side 5, beskriver sagsbehandlingens faser og lovgrundlaget for kommunens garantistillelse.

Teknik- og Miljøforvaltningen har ansvaret for administrationen af alle typer almene nybyggerisager og er budgetansvarlig for grundkapital til familie- og ungdomsboliger. Forvaltningen stiller vilkår til de konkrete projekter ud fra Administrationsgrundlag for almene nybyggerier.

Politisk handlerum

Borgerrepræsentationen kan i forbindelse med godkendelse af indstillingen fremsætte vilkår om ændringer til det konkrete projekt eller afvise det.

Økonomi

De nye almene familieboliger finansieres i henhold til almenboligloven med 90 % realkreditlån, 8 % kommunalt grundkapitallån og 2 % beboerindskud. Grundkapitallånet etableres ved et kommunalt lån til Landsbyggefonden, som derefter udbetaler lånet til den almene driftsherre. Grundkapitallånet skal afdrages af den almene boligafdeling senest efter 50 år, men er rentefrit i hele perioden.

For det anbefalede projekt bliver det kommunale grundkapitallån 18,19 mio. kr. (inkl. 10 % til reguleringer), jf. tabel 1 nedenfor. Økonomien i projektet fremgår af bilag 2.

Tabel 1

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr.

(2023 p/l)

2023

I alt

TMU

Grundkapitallån til nye almene boliger

finansposter

8.32.24.5 (indskud i Landsbyggefonden)

18.192

18.192

I alt

-

-

-

18.192

18.192

 


 

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at garantien maksimalt vil udgøre 158,15 mio. kr. for projektet. Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, hvis boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Teknik- og Miljøforvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

I forhold til afkald på tillægskøbesummer har sagen ingen bevillingsmæssig virkning. Afkaldene er en følge af Borgerrepræsentationens beslutning den 4. februar 2021.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen orientere AKB København om beslutningen. Teknik- og Miljøforvaltningen vil meddele tilsagn til projektet, når projektet opfylder kravene hertil. Teknik- og Miljøudvalget vil få forelagt de konkrete garantier til godkendelse.

 

Søren Hartmann Hede                   Søren Wille

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende opførelse af et alment boligprojekt med i alt ca. 88 familieboliger i overensstemmelse med bilag 2,
  2. Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte til de valgte driftsherrer i form af grundkapitallån på 8 % af anskaffelsessummen svarende til 18,19 mio. kr. (inkl. 10 % regulering). Beløbet frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter i 2023, jf. økonomiafsnittet,
  3. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti på op til 158,15 mio. kr. for realkreditlån til projektet,
  4. at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  5. at Københavns Kommune ift. ejendommen matr.nr. 6195 Udenbys Klædebo Kvarter giver afkald på tillægskøbesum ved opførelse af almene boliger med et samlet bruttoetageareal på ca. 7.361 m² (før fradrag for nedrivning af eksisterende bygninger på 270 m2) i overensstemmelse med bilag 2, under forudsætning af godkendelse og frigivelse af det under 2. at-punkt anførte grundkapitallån,
  6. at Københavns Kommune ift. ejendommen matr.nr. 6195 Udenbys Klædebo Kvarter giver afkald på tillægskøbesum ved opførelse af erhvervsbyggeri med et samlet bruttoetageareal på ca. 1.343 m² (før fradrag for nedrivning af eksisterende bygninger på 842 m2), under forudsætning af dels godkendelse og frigivelse af det under 2. at-punkt anførte grundkapitallån, dels at projekt- og tidsplan for det samlede fortætningsprojekt (bilag 3) ikke væsentligt fraviges.

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 28. august 2023

 

Line Barfod(Ø) forlod mødet under behandlingen af punktet på grund af inhabilitet.

 

Indstillingens 1.-4. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 7 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, V, Ø og Å.

Imod stemte: C.

 

 

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2023

 

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Ø) forlod lokalet på grund af inhabilitet.

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 12 stemmer mod 1. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V og I.

Imod stemte: C.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2023

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (Enhedslisten) forlod salen under behandlingen af punktet på grund af inhabilitet.

 

Indstillingen blev godkendt med 45 stemmer imod 9. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, F, B, V, Å, I og O.

Imod stemte: C.

Til top