Mødedato: 21.09.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Håndtering af fredningssag for Amager Fælled efter klagenævnsafgørelse

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen forelægges hermed til efterretning afgørelser om udvidet fredning af Amager Fælled (som foreslået af kommunen efter beslutning i Borgerrepræsentationen den 6. juni 2019) fra Miljø- og Fødevareklagenævnet. Af afgørelserne fremgår, at afgørelsen er ophævet af klagenævnet fordi fredningen ikke var miljøvurderet.

Borgerrepræsentationen anmodes herudover om at bemyndige Økonomiforvaltningen til at revidere og miljøvurdere fredningsforslaget, så Fredningsnævnet kan behandle sagen på ny. 

Indstilling

Indstilling om,

  1. af afgørelser af hhv. den 6. og 7. juli 2022 (jf. bilag 3 og 4) fra Miljø- og Fødevareklagenævnet tages til efterretning, 
  2. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at udarbejde og fremsætte et revideret forslag til udvidet fredning af Amager Fælled med miljøvurdering.

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen godkendte den 6. juni 2019 et forslag om udvidet fredning af Amager Fælled, jf. bilag 1. Fredningsnævnet traf afgørelse i sagen i 2021, herunder afgørelse om at der ikke var krav om miljøvurdering, jf. bilag 2. Sagen blev påklaget, og i 2022 ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelserne, da nævnet fandt, at der skulle gennemføres miljøvurdering. Nævnet havde også enkelte bemærkninger til fredningens indhold. For at opnå en fredning som ønsket af Borgerrepræsentationen i 2019, er der behov for, at Økonomiforvaltningen får mandat til at fremsætte et revideret forslag til udvidet fredning af Amager Fælled med miljøvurdering, der tager højde for klagenævnets bemærkninger.

Løsning

Lov om ændring af lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S (Erstatning for udvikling af Ørestad Fælled Kvarter) åbnede i 2019 for, at naturområderne i Ørestad (inklusive det tidligere byggefelt) kan fredes. Herefter rejste kommunen fredningssag for en udvidet Amager Fælled-fredning. Det var ikke muligt at anvende fredning efter naturbeskyttelsesloven i dette område efter den tidligere gældende lov. Også efter lovændringen er det sådan, at der efter gennemførelse af en fredning skal en lovændring til, for at det bliver fredningen og ikke loven, der regulerer området. Først når Folketinget har ophævet de særlige lovbestemmelser om naturområderne i Ørestad, vil naturbeskyttelsesloven i fuldt omfang (f.eks. om beskyttede naturtyper) være gældende her.

Ved fredningsforslagets fremsættelse i 2019 var det nyt, at fredninger blev betragtet som omfattet af miljøvurderingsloven, og der fandtes stort set ingen praksis. Både kommunen (ansøger) og efterfølgende Fredningsnævnet (myndighed) vurderede, at forslaget ikke ændrede den gældende regulering i et omfang, så det skulle miljøvurderes. Denne vurdering er Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke enig i. Derfor skal der nu udarbejdes en miljøvurdering for at fremme sagen.

Klagenævnet har ikke realitetsbehandlet selve fredningsforslagets indhold, da det er ophævet som ugyldigt på grund af den manglende miljøvurdering. Men nævnet har dog haft nogle bemærkninger, som forvaltningen vurderer, bør lede til at tilpasse fredningsforslaget på nogle punkter. Det vurderes ligeledes relevant at tilpasse forslaget til Fredningsnævnets faktiske afgørelse på de punkter, hvor den afveg fra kommunens forslag. En bemyndigelse til at tilpasse kommunens fredningsforslag vil også muliggøre at en evt. risiko for negative påvirkninger, som miljøvurderingen måtte sandsynliggøre, kan afværges i udformningen af fredningsforslaget.

Derfor ønsker Økonomiforvaltningen bemyndigelse til (med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen) at revidere fredningsforslaget, så det bl.a. ikke giver de samme meget specifikke anlægsmuligheder for en ny sti til Sundby Station og for en bygning til naturformidling (projekt under Naturpark Amager), men i stedet gør fredningens rammer for disse fremtidige projekter mere fleksible og den konkrete realisering af dem til selvstændige sager, hvor Fredningsnævnet skal give tilladelse.

Det bemærkes, at loven, der muliggør fredningen, stiller krav om at fredningen opretholder mulighed for at etablere en stiforbindelse. Lovens bemærkninger forudsætter, at fredningen skal sikre mulighed for at færdes mellem den kommende bebyggelse (dvs. Fælledby) og Sundby Station ”således at stisystemet udgør et reelt alternativ til at færdes langs Vejlands Allé og Ørestad Boulevard”. Fredningsnævnets formand har over for Økonomiforvaltningen vurderet, at Fredningsnævnet ikke vil kunne træffe afgørelse om en fredning, der ikke lever op til lovens bemærkninger.

Der er p.t. ikke aktuelle planer om at etablere en ny sti på området (der tilhører By & Havn). Der er derfor ikke et konkret projekt for en sti, som dens miljømæssige virkninger kan vurderes ud fra. Med en mere fleksibel fredningsmæssig mulighed for stibetjening vil det kunne fremmes, at stien tilpasses de væsentlige naturinteresser, herunder EU-beskyttede arter og deres levesteder (Bilag IV), der findes på det tidspunkt, hvor man måtte ønske at etablere den. Det er en væsentlig del af kommunens intention med en fredning, at disse hensyn skal varetages.

Hvis kommunen ikke fremsætter et revideret fredningsforslag med miljøvurdering, vil fredningssagen bortfalde som følge af en lovbestemt frist i sommeren 2024. I så fald vil den nuværende adskilte regulering af Amager Fælled ved fredning og naturområderne i Ørestad ved lov fortsætte.

Klagenævnet er kritisk overfor, at det med fredningen blev umiddelbart muligt at etablere et mindre anlæg til Naturpark Amager (del af fondsprojekt). Der kan derfor også være behov for at imødekomme denne vurdering og gøre dette anlæg til en sag, hvor Fredningsnævnet senere skal give konkret tilladelse. For at undgå, at dette (sammen med kravet om en lovændring for at give fredningen virkning mv.) medfører en lang tidshorisont for projektets realisering, vil det blive undersøgt, om der kan peges på en subsidiær placering i nærområdet uden de samme udfordringer, der kan fungere som et alternativ, hvis parterne i projektet måtte ønske det.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser for kommunen. Ekstern bistand til miljøvurdering afholdes indenfor Økonomiforvaltningens eksisterende ramme.

Videre proces

Efter Borgerrepræsentationens godkendelse vil Økonomiforvaltningen (med inddragelse af Teknik- og Miljøforvaltningen) tilpasse kommunens fredningsforslag og forestå udarbejdelse af en miljøvurdering af forslaget. Dette fremsendes forventeligt primo 2024 til Fredningsnævnet (Borgerrepræsentationen modtager det til orientering).

Fredningsnævnet vil herefter foretage offentlig bekendtgørelse, høring mv. og efterfølgende træffe afgørelse i sagen. Denne afgørelse kan påklages til endelig afgørelse i Miljø- og Fødevareklagenævnet.

 

Søren Hartmann Hede           /Nanna Westerby Jensen

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. af afgørelser af hhv. den 6. og 7. juli 2022 (jf. bilag 3 og 4) fra Miljø- og Fødevareklagenævnet tages til efterretning, 
  2. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til at udarbejde og fremsætte et revideret forslag til udvidet fredning af Amager Fælled med miljøvurdering.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2023

 

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2023

Enhedslisten fremsatte følgende nye ændringsforslag som tilføjelse til 2. at-punkt (ÆF1):

”2.  Forslaget skal udformes således, at det tydeligt fremgår, at forvaltningen skal afklare mulighederne for, at en eventuel senere beslutning om en sti i området godkendes af BR, før fredningsmyndighederne ansøges om tilladelse til at etablere en sti.”

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag som et nyt 3. at-punkt (ÆF2):

”3. at Økonomiforvaltningen i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen sikrer, at det reviderede forslag til udvidet fredning udformes på en måde der giver mulighed for, at kommunens naturpleje på Amager Fælled fremover kan udføres på en måde, der tager hensyn til flere af de stedhørende arter som fx skovhornugler”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 37 stemmer imod 18. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø og Å.

Imod stemte: A, C, F, B, V, I og O.

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF2) blev godkendt med 50 stemmer imod 3. 2 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, A, C, F, B, V og Å.

Imod stemte: V

Undlod at stemme: I og O.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

 

Enhedslisten og Alternativet afgav følgende nye protokolbemærkning:

”Partierne støtter at der kommer en samlet fredning af Amager Fælled inklusive Strandengen. Men vi ønsker ikke at der skal etableres en fem meter oplyst sti igennem det fredede område, da det vil gå imod naturinteresserne. Derfor ønsker vi at stien tages ud af ansøgningen om fredning, så det tydeligt fremgår, at hvis der en dag opstår et ønske om at etablere en sti, så skal det besluttes politisk i BR og skal godkendes af fredningsmyndighederne.”

 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

"Med godkendelsen af indstillingen banes der vej for, at fredningssagen kan gå videre. Det forudsættes naturligvis, at fremtidige anlæg mv. indenfor fredningen skal respektere og om nødvendigt vige for områdets særligt beskyttede arter og deres levesteder. Fredningsfor- slaget ønskes formuleret, så der ikke hersker tvivl herom.”

Til top