Skoledistrikter skoleåret 2018/19 - efter høring
Indstilling
Indstilling om,
- at der ikke foretages ændringer i skoledistrikterne for skoleåret 2018/19,
- at suspensionen af beslutningen om at oprette et skoledistrikt til den nye skole på Nordøstamager i skoleåret 2017/18 videreføres i skoleåret 2018/19.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.
(Børne- og Ungdomsudvalget)
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 26. april 2017 at sende forslag til ikke at foretage skoledistriktsændringer og forslag til videreførelse af suspension af skoledistriktet til den nye skole på Nordøstamager i skoleåret 2018/2019 i høring.
I indstillingen, der har været i høring, fremgår det desuden, at kapaciteten på Gasværksvejens Skole fastsættes til de nuværende bygningsmæssige rammer på 2 spor fra skoleåret 2018/19 og frem til ibrugtagning af den nye skole i Kødbyen. Det medfører, at skolen kun kan optage elever uden retskrav, hvis der er plads inden for de 2 spor.
Løsning
Ved høringsfristens udløb er der indkommet svar fra skolebestyrelser og lokaludvalg. Der er endvidere kommet et enkelt svar fra en forælder fra Islands Brygge. Høringssvarene fremgår af bilag 1 samt resumé af høringssvarene i bilag 2. Af bilag 3 fremgår kort og data, som også blev fremlagt på mødet den 26. april 2017.
Ingen ændringer i skoledistrikterne for skoleåret 2018/19
Høringssvarene til forslaget om ikke at foretage ændringer i skoledistrikterne er hovedsageligt fokuserede på et ønske om fortsat opmærksomhed på kapacitetsudfordringer i de enkelte distrikter.
Skolebestyrelsen på Grøndalsvængets Skole undrer sig dog over, at der ikke er forslag om at gøre skolens distrikt større. I skoleåret 2016/17 har skolen indskrevet 3 børnehaveklasser, svarende til deres kapacitet. Ifølge den nuværende indskrivning til skoleåret 2017/18 vil skolen igen indskrive 3 klasser. Da de omkringliggende skoler desuden ikke har kapacitetsproblemer, vurderer forvaltningen, at der ikke er anledning til at ændre distriktet for skolen. Det skyldes, at udgangspunktet for en distriktsændring er, at en eller flere skoler skal have kapacitetsudfordringer.
Suspension af skoledistrikt til den nye skole på Nordøstamager i skoleåret 2018/19
Forslaget vedrørende suspensionen af beslutningen om at oprette et skoledistrikt til den nye skole på Nordøstamager bakkes op under forudsætning af, at de berørte forældre har været i dialog med forvaltningen og har udtrykt enighed med forslaget. Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) har den 3. april 2017 på et informationsmøde orienteret forældre til kommende elever om en evt. fortsat suspension. På mødet tilkendegav forældrene generel opbakning til forslaget.
Ændring i kapaciteten på Oehlenschlægersgades Skole
Skolebestyrelsen på Oehlenschlægersgades Skole ser gerne, at det ikke kun er kapaciteten på Gasværksvejens Skole, der begrænses til skolens nuværende bygningsmæssige rammer, men at det også sker for Oehlenschlægersgades Skole. Situationen på Oehlenschlægersgades Skole er imidlertid en anden end den, der er gældende for Gasværksvejens Skole. Hvis kapaciteten begrænses på Oehlenschlægersgades Skole, forventes det ikke, at effekten bliver, at skolen opretter en klasse mindre end ellers, idet skolen fortsat er forpligtet til at optage børn med bopæl i distriktet og dermed har retskrav på optagelse. BUF vurderer derfor ikke, at der er anledning til at begrænse skolens kapacitet.
Høringen har ikke medført ændringer i forvaltningens forslag.
Økonomi
Beslutningen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt forslaget vedtages, foretages ingen skoledistriktsændringer for skoleåret 2018/19 og suspensionen af beslutningen om at oprette et skoledistrikt til den nye skole på Nordøstamager videreføres i skoleåret 2018/19. Beslutningerne træder i kraft samme dag, som de besluttes endeligt i Borgerrepræsentationen, og gælder således ved indskrivningen til skoleåret 2018/19.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde
Oversigt over politisk behandling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der ikke foretages ændringer i skoledistrikterne for skoleåret 2018/19,
- at suspensionen af beslutningen om at oprette et skoledistrikt til den nye skole på Nordøstamager i skoleåret 2017/18 videreføres i skoleåret 2018/19.
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2017
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2017
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2017
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.