Mødedato: 21.09.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Boligsocial helhedsplan for Mjølnerparken og frigivelse af medfinansiering, Nørrebro

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til godkendelse af den boligsociale helhedsplan for Mjølnerparken 2017-2021 og frigivelse af midler til kommunal medfinansiering heraf.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at den boligsociale helhedsplan for Mjølnerparken 2017-2021 (bilag 1) godkendes og anbefales til støtte overfor Landsbyggefonden,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på samlet set 1,49 mio. kr. til den boligsociale helhedsplan. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet,
  3. at det skal indgå som en integreret indsats i den boligsociale helhedsplan at reducere bandegrupperinger og deres kriminalitet ved at forebygge, at børn og unge rekrutteres til bandemiljøerne og ved at motivere og anspore unge med tilknytning til bandemiljøet til exitforløb og et liv uden kriminalitet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Den gældende boligsociale helhedsplan i boligområdet Mjølnerparken udløber i september 2017. Mjølnerparken er samlet set et af de mest udsatte boligområder i København. Mjølnerparken ligger væsentligt under det kommunale gennemsnit på en række socioøkonomiske indikatorer. Det gælder blandt andet beskæftigelse, hvor 44 % af borgerne er uden for arbejdsmarkedet, og gennemsnitsindkomsten pr. person, der er under halvdelen af gennemsnittet i København. Mjølnerparken har samtidig omfattende problemer med kriminalitet og bander, der til stadighed skaber utryghed. Udfordringerne med bander er tydelig i sommeren 2017, med en række skyderier i og omkring Mjølnerparken. Borgerrepræsentationen (BR) skal tage stilling til videreførelse af indsatsen gennem en ny boligsocial helhedsplan (bilag 2). 

Løsning

Den boligsociale indsats i Københavns Kommune finansieres primært af Landsbyggefonden og derefter af kommunen og boligorganisationen. Kommunen skal indstille en helhedsplan til Landsbyggefonden, som vil danne grundlag for de næste fire års boligsociale indsats.

Den boligsociale helhedsplan er sammentænkt med den fremskudte kommunale beskæftigelsesindsats vedtaget af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 9. januar 2017 og den fysiske helhedsplan vedtaget i Borgerrepræsentationen den 10. december 2015.

Det er Lejerbo Københavns overbevisning, at helhedsplanen vil kunne styrke området, så der om fire år ikke er behov for en ny boligsocial indsats. Det er forvaltningens vurdering, at der efter fire år fortsat vil være behov for en boligsocial indsats. Der er derfor ekstraordinært indsat en midtvejevaluering, hvor det afgøres, om den sidste halvdel af finansieringsperioden følger en exitstrategi eller en videreførelsesplan. Indsatsen tilrettelægges derfor de sidste to år på baggrund heraf.

Lejerbo København har i forbindelse med bandeuroen kritiseret Københavns Kommune for at have et for langsigtet fokus. Helhedsplanen bygger på forvaltningens vurdering af, at der er behov for et langsigtet løft af området, men at der samtidig støttes op omkring den akutte indsats, Politiet, SSP og Københavns Kommune udfører netop nu (se bilag 1).

Landsbyggefonden har prækvalificeret Lejerbo Københavns to afdelinger Mjølnerparken og Hothers plads (se bilag 3 for kort over området) til at modtage økonomisk støtte til den boligsociale helhedsplan og derved videreførelse af indsatsen, der udløber i september 2017. Borgerrepræsentationen har den 11. december 2014 besluttet, at Københavns Kommune skal medfinansiere halvdelen af den lokale medfinansiering i forventning om, at boligorganisationen finansierer et tilsvarende beløb.

Helhedsplanens mål og indsatsområder
Helhedsplanen består af en strategisk samarbejdsaftale, fire delaftaler, en beredskabsplan (knyttet op til SSPs akutberedskab) og et budget. Med helhedsplanen igangsættes 10 konkrete aktiviteter. Flere aktiviteter bygger videre på den tidligere indsats, herunder lokal ressourceopbygning og rollemodeller, samt kriminalpræventive- og fritidsjobsindsatser. Samtidig styrkes den lokale kommunale tilstedeværelse, med bl.a. en målrettet tidlig indsats i udsatte familier, fritidsguidning til foreningslivet, en opsøgende indsats overfor unge (se bilag 2). Med godkendelse af den boligsociale helhedsplan for Mjølnerparken tilkendegiver kommunen, at den på lige fod med boligorganisationen støtter op og arbejder for at indfri helhedsplanens målsætninger, jf. bilag 4, der understøtter visionerne i Politik for Udsatte byområder, vedtaget af Borgerrepræsentationen 22. juni 2017, f.eks.: at arbejde forebyggende at unge begår kriminalitet, at styrke uddannelses- og beskæftigelsesniveauet, at brobygge til kommunale pasningstilbud og understøtte forældres opbakning og at guide flere børn og unge til positive fritidsaktiviteter

Økonomi

Københavns Kommune har med hovedaftalen med BL - Danmarks Almene Boliger, vedtaget af Borgerrepræsentationen den 11. december 2014, forpligtiget sig til at medfinansiere 12,5 % af de boligsociale helhedsplaners samlede budget. Til dette formål er i Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O og Ø) og i Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) afsat henholdsvis 10,6 mio. kr. og 25,2 mio. kr. til kommunal medfinansiering af den almene boligsektors boligsociale indsatser.

Tabel 1. Fordeling af finansieringen - Mjølnerparken

 

Beløb i 1000 kr.

Landsbyggefonden

10.725

Boligorganisationer og/eller øvrige interessenter

1.787

Københavns Kommunes kontante medfinansiering til boligsocialt arbejde (lokalt)

1.486

Københavns Kommunes facilitering af Københavns Kommunes indsats*          

264

Københavns Kommunes medfinansiering af Boligsocialt sekretariat København**     

38

I alt               

14.300

*Indgår som en del af den kommunale medfinansiering til de boligsociale helhedsplaner, men skal ikke frigives i denne indstilling.

** Indgår som en del af den kommunale medfinansiering til de boligsociale helhedsplaner, men skal ikke frigives i denne indstilling. Sekretariatet finansieres af Landsbyggefonden med medfinansiering fra kommunen og de almene boligorganisationer i form af kapitalisering af deltagelse i bl.a. bestyrelsesarbejdet (BR 22. juni 2016).

Den samlede kommunale medfinansiering til helhedsplanen i Mjølnerparken er 1,75 mio. kr., hvoraf hovedparten af midlerne (1,49 mio. kr.) går til finansiering af den boligsociale helhedsplans medarbejdere og aktiviteter og en mindre del (0,26 mio.kr.) går til facilitering og koordinering af samarbejdet mellem den kommunale kernedrift på tværs af forvaltningerne og de boligsociale helhedsplaner, jf. budget 2016 (BR 1. oktober 2015). Denne deling er i overensstemmelse med Borgerrepræsentationens beslutning den 26. maj 2016 om Københavns Kommunes medfinansiering af den boligsociale indsats samt i overensstemmelse med aftaleteksten i Budget 2016. Midlerne til facilitering er frigivet ved Budget 2016, og det er således kun midlerne til den kontante medfinansiering, der skal frigives. Anlægsbevillingen til medfinansiering af den boligsociale helhedsplan i Mjølnerparken skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, funktion 0.25.11.3 jf. nedenstående tabel.

Tabel 2. Anlægsbevillinger til helhedsplanen i Mjølnerparken

Udvalg

Aktivitet/

projekt

Bevilling

(nr. og navn)

 

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2017 p/l)

2017

2018

2019

2020

2021

I alt

TMU

Kontant medfinansiering

3444 –

Byfornyelse anlæg

0.25.11.3

93

371

371

372

279

1.486

TMU

Facilitering *

3444 - Byfornyelse anlæg

0.25.11.3

16

66

66

66

50

264

I alt

-

-

-

109

437

437

438

329

1.750

TMU = Teknik- og Miljøudvalget.

* Midlerne til facilitering er frigivet ved Budget 2016

Samarbejdsaftalerne indgået imellem kommunen og den boligsociale helhedsplan har ikke økonomiske konsekvenser for de øvrige udvalg, idet de ressourcer, der investeres i samarbejdet, er en del af den eksisterende kommunale indsats i området.

Videre proces

Den boligsociale helhedsplans effektuering og den følgende kommunale medfinansiering afhænger af en godkendelse i det almene beboerdemokrati. Den boligsociale helhedsplan forventes behandlet i beboerdemokratiet i september 2017.

Når den boligsociale helhedsplan og medfinansieringen er godkendt i Borgerrepræsentationen, vil den blive endeligt behandlet i Landsbyggefonden med henblik på igangsættelse af indsatsen den 1. oktober 2017 i forlængelse af den eksisterende boligsociale helhedsplan, der udløber den 31. september 2017.

Grundet den aktuelle situation i Mjølnerparken har Lejerbo København oplyst, at de vil tage initiativ til at drøfte eventuelle justeringer af planen i den boligsociale bestyrelse, der har til opgave at følge indsatsen. Herunder styrke samarbejdet med politiet og SSP København. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret om eventuelle justeringer. 

 

Pernille Andersen                           /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at den boligsociale helhedsplan for Mjølnerparken 2017-2021(bilag 1) godkendes og anbefales til støtte overfor Landsbyggefonden,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på samlet set 1,49 mio. kr. til den boligsociale helhedsplan. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg jf. økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 21. august 2017

Socialdemokratiet fremsatte følgende ændringsforslag til nyt 3. at-punkt:

 

”At det skal indgå som en integreret indsats i den boligsociale helhedsplan at reducere bandegrupperinger og deres kriminalitet ved at forebygge, at børn og unge rekrutteres til bandemiljøerne og ved at motivere og anspore unge med tilknytning til bandemiljøet til exitforløb og et liv uden kriminalitet.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

Den således ændrede indstilling blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti og Venstre finder, at der som led i helhedsplanen bør indgå en drøftelse mellem forvaltningen og Lejerbo om, hvordan Lejerbo håndterer lejere, der er dømt for banderelateret kriminalitet, herunder muligheden for at ophæve disses lejekontrakt, sådan som det er sket i Aarhus og Odense.”

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme. 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2017

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 21. august 2017:

 

”Det Konservative Folkeparti og Venstre finder, at der som led i helhedsplanen bør indgå en drøftelse mellem forvaltningen og Lejerbo om, hvordan Lejerbo håndterer lejere, der er dømt for banderelateret kriminalitet, herunder muligheden for at ophæve disses lejekontrakt, sådan som det er sket i Aarhus og Odense.”

 

Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen på mødet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 21. september 2017

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

 

”Partierne finder, at der som led i helhedsplanen bør indgå en drøftelse mellem forvaltningen og Lejerbo om, hvordan Lejerbo håndterer lejere, der er dømt for banderelateret kriminalitet, herunder muligheden for at ophæve disses lejekontrakt, sådan som det er sket i Aarhus og Odense.”

Til top